Den herboende engelske rock-veteran Michael Wedgwood har med About Time begået et bundsolidt album med et par rigtig stærke øjeblikke.
Engelske Michael Wedgwood, nu bosat i Silkeborg, kan man vist godt tillade sig at kalde en rutineret herre musikalsk. Wedgwood har spillet med blandt andre The Overlanders, Curved Air og Caravan siden hans musikalske karriere begyndte i slutningen af 60’erne, og siden tiden i Caravan, har han været session-musiker i USA, inden han først flyttede tilbage til England, og siden til Danmark, hvor han har sit eget studie og er aktiv musiker i forskellige konstellationer. Solo er About Time hans tredje album.
Wedgwood er ikke ude på at revolutionere noget som helst med numrene på About Time, der, som titlen antyder, kredser om tidens gang. Til gengæld er Wedgwood gennemkompetent og både dygtig til at arrangere og skrive sange og spiller særdeles habil bas på albummet.
Hans vokal er måske ikke den største og man aner alderens indflydelse, men den har en god og varm klang. Musikalsk bakkes han op af andre dygtige og rutinerede musikere, så der er ikke en finger at sætte på den side af sagen. Stilmæssigt bevæger vi os i noget man kunne kalde “organisk rock”, hvor tangenter og akustisk guitar ofte er mest fremtrædende i instrumenteringen.
Og selv om der ikke er tale om banebrydende sange, så er det faktisk også gennemgående en fornøjelse at lægge ører til About Time, hvor instrumenteringen hovedsageligt består af bas, trommer, klaver og akustisk guitar, et par steder krydret med slide guitar og orgel. Især åbneren, den tangentbårne rocker ‘Coming Out’, står meget stærkt – omkvædet er effektivt, og der er en varm vibe over nummeret, hvor også det akustiske guitarspil svinger fortrinligt.
Herefter er der måske nok ikke sange på helt samme niveau, men for eksempel ‘A Million Tears’, ‘Taking My Time’ og ‘Tomorrow’ er bundsolide; de lyder måske nok som noget man har hørt andre steder, men Wedgwood er en habil håndværker og udtrykket sympatisk og det bliver aldrig kedeligt eller ligegyldigt – og alle tre har oveni pæne melodiske kvaliteter.
Også på mere bluesede sange, som ‘The Things You Do’, hvor tangenterne igen spiller en central rolle, og den lidt banale kærlighedserklæring, ‘It’s You I’m Thinkin’ ‘Bout” rykker Wedgwood fint, uden at man bliver blæst bagover.
Lidt mere stillestående sange som ‘If Only’ og den lidt mere tempofyldte ‘Permanently Indebted’, som løftes af dygtigt guitarspil, står lidt i stampe, men til gengæld er ‘Today’, som følger efter, endnu en fin og let melankolsk kærlighedserklæring til tilværelsen og tidens gang. “Today feels like nothing to lose,” konstaterer Wedgwood, inden han erkender at han også kan se mørket derude.
Det kan han også på ‘Another Goodbye’, der dæmpet og melankolsk reflekterer over farvellet (det lille og det store), inden vi får endnu en solid og dybfølt kærlighedserklæring i form af ‘Wouldn’t Be a Word of Lie’, så vi ender på en lidt mere optimistisk tone.
Faktisk er der ikke noget på albummet, som ikke er bundsolidt. Heller ikke lukkeren, ‘Teacher’, som er i live-version. Det er selvfølgelig sympatisk nok, at have et live-nummer med, som viser at Wedgwood og co. også spiller fint udenfor studiet, men det føjer omvendt ikke noget videre til oplevelsen af nummeret.
Til gengæld kan man glæde sig over et velfungerende album, der ikke kaster sig ud i unødige gimmicks og eksperimenter, men blot viser en rutineret og dygtig sangskriver, som stadig kan levere soft rock (i ordets bedste betydning) på et pænt niveau. Der er kvalitet i det Wedgwood foretager sig, og selv om det næppe vinder ham nye, unge fans, så er albummet et sympatisk bekendtskab og nogle lyt værd for dem, som holder af rock, som den også kunne lyde i 70’erne. Det giver 4 stjerner.
Du kan finde Michael Wedgwoods hjemmeside HER.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
