Mia Marion’s debut-EP kræver nogle opmærksomme lyt før den åbner sig, og måske kunne man, hvis man er en utålmodig sjæl, ønske sig lidt mere liv i kludene. Er man den mere tålmodige type, vil man føle sig rigtig godt tilpas med at udforske nuancerne i de fem flotte sange på What We’ve Become.
Der er ikke noget anmassende over Mia Marion. Men faktisk er der ganske meget at komme efter på What We’ve Become, hvis man spidser ører og dykker ned i Mia Marion’s musikalske univers. Noget af det man bider mærke i, jo mere man lytter, er hvor mange forskellige instrumenter, der dukker op undervejs på EP’ens fem sange. Ja, der er guitar, bas og trommer, men sangenes skelet udgøres ind i mellem lige så meget af lyde frembragt af klaver, spilledåse, trombone og strygere.
På åbningsnummeret, ‘White Ocean’, pakkes Mia Marions vokal ind i blandt andet klokkespil, tangenter og blæsere. Det er måske også her, hendes vokal fremstår mest kraftfuld og rå, når hun synger op imod det fine, dunkle blæsertema i omkvædet. Mia Marions vokal er måske ikke sådan én man øjeblikkeligt husker, men til gengæld viser hun over EP’en en stor spændvidde og teknisk dygtighed.
Heller ikke den musikalske side af sagen er synderligt fremfarende, så det fordrer lidt tålmodighed at blive fanget ind af What We’ve Become. Men der ligger også en stille selvsikkerhed i udtrykket, og man værdsætter de mange detaljer, jo mere man lytter.
Der er mere sødme på vokalen på den stryger- og blæsertunge ‘Anchors Aweigh’, og for den sags skyld også på den mere let fjedrende ‘I Remember You’, hvor vi får andre facetter af Mia Marions vokal i spil. Her giver dybe stød fra bassen også fint modspil til de mere luftige toner fra de øvrige instrumenter, på EP’ens mest udadvendte og poppede sang. De melodiøse kvaliteter går igen på den mere lidt mere dunkelttonede ‘Lighthouse’, hvor udgangsstykket, hvor Marions vokal spiller op mod blæserne, fungerer virkelig glimrende.
På titelnummeret ‘What We’ve Become’ består instrumenteringen af klaver, bas og en sørgmodig trombone, som dygtigt og stemningsfuldt bølger omkring Mia Marions vokal. Vi er næsten ovre i det melankolsk jazzede hjørne, noget som bestemt også klæder Mia Marion og hendes vokal rigtig godt. “What we’ve become is so far away from where we started,” indleder Marion, på en sang, som efter alt at dømme handler om et brud. Smukt udfoldet og afstemt, og en flot afslutning på EP’en.
What We’ve Become er ligesom Kajsa Vala’s Signe Stæhr’s Sights, som jeg roste i min anmeldelse fra januar, produceret af Dennis Ahlgren, som igen viser at han har en god fornemmelse for at iscenesætte kvindelige vokalister, uden Stæhr, Vala og Marion på nogen måde lyder ens.
Den dygtige og nuancerede produktion og det personlige udtryk er sammen med det varierede og stærke sangmateriale med til at Mia Marion fortjener 5 upcoming-stjerner for What We’ve Become, som nok skal få flere spin på mit anlæg.
Du kan finde Mia Marion på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
