De aalborgensiske melodiske dødsmetallere Mercenary er tilbage med deres 7. studie album, der på godt og ondt er en klassisk rundtur i et storladent og til tider episk metal-univers, hvor man ikke er bange for metalmusikkens mange klichéer.
Mercenary har eksisteret i en del forskellige opstillinger i deres cirka 22 år lange karriere, men lineuppet er egentlig ikke væsentligt for bandets lyd anno 2013. Det er lyden af et band, der fremstår meget sikre på hvordan de skal lyde, og så ellers skider højt og flot på metallens modeluner og “tidsånden”. Så det er også lyden af et band, der virker lidt fanget i en tidslomme – omend en ganske fornøjelig og driftsikker en af slagsen.
Gruppen opfinder bestemt hverken dybe eller flade tallerkner på Through Our Darkest Days, det gælder både lyrikken og selve musikken, men det er forbandet flot leveret, produceret og på alle måder veludført. Éns endelige indtryk af pladen afhænger så nok af, hvor mange melodisk episke sange om at “kæmpe”, “slås mod modgang”, “kæmp for det du har kært”, “aldrig give op” og lignende metalfloskler, man kan tolerere. Min tolerance overfor den slags er normalt ret stor, men inden jeg når igennem pladens 10 numre, når jeg nu også et naturligt mæthedspunkt.
Derfor er det måske heller ikke lige pladens sidste to numre, som får mig op af stolen og til at begynde at vifte med knyttede næver mod himlen (min stol står åbenbart udenfor). Både “Forever The Unknow” og den afsluttende “Holdning On To Serenity”, er hver især udmærkede numre. Førstnævnte i den mere bløde storladne melodiske afdeling, hvorimod albumlukkeren “Holding On To Serenity” på fin vis drejer bandets lyd i mere old school thrashet retning – men da er min Mercenary trang allerede blevet rigeligt stimuleret af de foregående sange, til at det rigtig rykker for mig. Løsning: tryk på shuffle og få sangene i en anden rækkefølge, men you get my point…
Inden man forspiser sig en smule i bandets bastante metalunivers på de to sidste numre, får vi albummets eneste regulærere svipser i form af den generations – og samfundskritiske “Generation Hate”, et nummer der simpelthen bare ikke fungerer for mig. Kritikken går særligt på “mig” og reality tv generationen, på at ville være kendt bare for at være kendt. Det er jo også en træls tendens, næsten lige så træls som kunstnere, der her 15 år efter fænomenet for alvor begyndte at dukke op, føler trang til at udtrykke deres bekymring herom. GAB. Den til anledningen fremmanede musikalske vrede og aggression, er heller ikke videre ophidsende, men som sagt, pladens eneste deciderede dårlige sang, så den skipper vi bare.
Lad os i stedet for kigge på hvor Through Our Darkest Days fungerer bedst, nemlig første halvdel af pladen. Der bliver lagt sikkert fra land med den opfindsomt betitlede “A New Dawn”, en arketypisk albumåbner, bandets generelle lyd introduceres, tempoet er frisk og ganske medrivende og vi får det første “næve mod himlen” omkvæd. På mange måder en bagatel og et nummer hvor karkluden, som har tørret gamle virkemidler op fra metaldisken, virkelig vrides for de sidste dråber – men man kan ikke sige at det ikke virker! Til gengæld virker det ikke helt lige så godt på mig, når Mercenary skruer op for de bistre og mere sammenbidte attituder på den efterfølgende “Welcome The Sickness”, det bliver lidt for hult buldrende og olmt klingende, uden egentlig at være det – som om bandet kommer i tanke om “nå ja, nogen kalder os melodisk dødsmetal, så må vi hellere lyde virkelig sure”. Deres styrke ligger helt klart i det mere “poppede”, når de bare gir’ fanden i den “gode smag” og skruer det episke op i nærheden af 11. De prøver i omkvædet, men så begynder det at fremstå en anelse påklistret efter de hidsige passager.
Det fungerer faktisk meget bedre på et nummer som “A Moment Of Clarity” midt på pladen, hvor Mercenary formår at kombinerer det fængende med det mere hårdtslående. Den har en tung og tempofyldt bund, med masser af fremdrift og topper det hele af med et meget catchy omkvæd – uden at det lyder usammenhængende. Lidt senere på Through Our Darkest Days forsøger “Starving Eyes” sig med lidt samme tricks, det er bare ikke helt lige så hårdtslående eller melodisk fængende, og dermed heller ikke lige så vellykket, men dog et fint “fyld” nummer.
For mig er der tre klare højdepunkter på albummet, det lettere bombastiske, men forbandet effektive, one-two punch bestående af titelnummeret “Through Our Darkest Days” og “Dreamstate Machine”, epicenteret på pladens første halvdel, samt semi-balladen “Beyond This Night”, der indleder den knap så berusende anden halvdel af albummet.
På de to førstnævnte kunne størrelsen på de blærede guitarriffs og udslaget på skalaen for “storladent og episk” nærmest gøre Pretty Maids misundelige, og det var helt bestemt tænkt som en kompliment af de større. Her rammer Rene Pedersen også den optimale balance mellem, at give den som rå og skrigende frontråber og det mere højtragende og skønsangsprægede. Det samme kan egentlig siges om resten af bandet, der ganske simpelt rammer en følelse af nær perfekt ligevægt mellem bandets to yderpunkter i disse to numre.
“Beyond This Night” er så tidspunktet hvor Mercenary går den symfoniske planke helt ud på Through Our Darkest Days, det er jeg lidt en sucker for, så det falder naturligvis helt i min smag. Højt til loftet, det er der sgu, og for nogle blive det hele muligvis også for meget, men jeg synes sgu det holder. Melodisk, storslået klang og stemningsmættet – what’s not to like?!
Ok, så jeg er måske ikke verdens største Mecenary fan, og det ændrer denne nye plade helle ikke væsentligt på. Der er andre bands i genren som jeg bedre kan lide, og der er bare grænser for hvor meget højtragende melodisk metal der er plads til, men det skal bestemt ikke falde pladen til last. Er du fan af bandet, så kan du roligt smide resterne af feriepengene efter Through Our Darkest Days, du bliver sikkert ikke skuffet. Er Mercenary en ubekendt størrelse for dig, så er pladen også et glimrende sted at starte – du får sådan lidt af det hele, i en flot og indbydende indpakning.
Vi kvitterer med 3 solide stjerner for et album med enkelte store højdepunkter, få deciderede lavpunkter og en masse stabil og driftsikker melodisk metal midt i mellem – som samlet set har en smule svært ved at sætte sig ordenligt fast i en.
Anmeldt af Kodi
Udkommer 29/7 via Target Distribution / NoiseArt Records
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
