intet før.intet efter., mennesker&muld synger om livet, lige nu og her.
Mennesket bag mennesker&muld er Mads Madsen Olesen, eller bare Mads Menneske. Han skrev sin første sang som 10 årig, men løj overfor hans klaverlærer og sagde, at han havde skrevet den af fra et andet sted. Denne usikkerhed på egne evner har præget mennesket Mads siden barndommen, og blandt andet resulteret i, at dette album har været lang tid på vej. Man kan vel sige, at sangene har haft god tid til at spire i den danske muld og slå rødder?
Men nu er de kommet op til overfladen, og ligesom deres vej dertil har de ikke travlt med at folde sig ud i sollyset og løbe med opmærksomheden. Både hvad tempo og stil angår, så er det sange hvor der der trædes varsomt. Det virker nærmest forsigtigt og tilbageholdende, som om man kan høre den “hårde fødsel”, hvilket også afspejles i Mads Menneskes vokal, der både lyder lidt lidende, utilpas og som om det rent faktisk gør lidt ondt på ham at levere teksterne. I teksterne holdes der til gengæld ikke igen, og de ender også med, når de andre ting for alt i verden forsøger at kravle tilbage i det hul i jorden de kom fra, at blive pladens største force og det der holder pladen oven vande – eller over jorden, er det jo så i dette tilfælde…
Mennesket, altså Mads, kan noget med ord. Ingen tvivl om det. Både det mere poetiske og lidt, roligt fremført, maleriske og så nogle hverdagsformuleringer, som får mig til at spidse ører. “Læste en bog, forstod ikke et ord // Gik en tur, ænsede ingenting”, indledes der med i “I Skrivende Stund”, mens musikken meget stille skvulper og tøffer i baggrunden, et lille anslag, som straks fanger min opmærksomhed og gør mig nysgerrig efter at høre mere. Men intet før.Intet efter er også en tålmodighedstest, Mads og hans band har ikke travlt og giver ikke ved dørene. Den smækkes ikke i, men alene tempoet gør, at du kommer til at lytte på deres præmisser – og du tvinges vitterligt til at lytte!
Det er heldigvis investeringen værd, når man kommer forbi perler som den over 5 ½ minut lange “Livets Kedsommelighed”. Her føjes en velplaceret- og doceret mundharmonika til det travende lydbillede, der uvilkårligt sender mine tanker imod Neil Young – når han ikke har travlt og trisser rundt ude på de åbne vidder. Tekstmæssigt er det en roligt udført opsang,
Keder du dig her i livet og håber du bliver eftergivet, den dag du skal herfra
Har du svært ved at stå distancen, svært ved at holde balancen
Så indløs billet nu, indløs billetten nu
lyder det i første vers, inden mundharmonikaen glider ind i sangen og med sin sørgmodige tone udgør en form for “omkvæd”.
Alt kommer til den som venter, er det virkelig det du forventer
Så har du taget fejl, så har du taget grueligt fejl
Fortsætter det lidt senere i det betagende nummer. Jeg ved ikke om det er et kernenummer på pladen, men jeg fremhæver det fordi det i tekst og tone på mange måder opsummerer den samlede oplevelse jeg har af intet før.intet efter.. Det er som om pladen, lidt firkantet og forenklet handler om at leve sit liv. Nu. Der er intet før og intet efter, sådan lidt banalt sagt. Det kan man jo så diskutere om er korrekt, i hvert fald hvordan det enkelte menneske opfatter det, men helt konkret, så kan man jo sige, at nu’et er det eneste der eksisterer lige… nu.
mennesker&muld tilbyder ingen nemme løsninger på at leve dit liv, men lader til at opfordre til, at man gør netop bare det: lever sit liv
“Tilværelsen gir ingen mening, når man lever livet som forstening, når man som menneske er groet fast”, lyder det senere i “Livets Kedsommelighed”. Man kan så både hænge sig i fortiden, eller spekulerer for meget over fremtiden, begge dele kan vel fører til at man gror fast eller forstener, som det her formuleres?
Albummet byder på rig mulighed for, at sidde og funderer lidt over tilværelsen, mens musikken sniger sig fremad. Det er en plade der sagtens kan føles lidt lang og træg at komme igen, et nummer som “Et Tomt Hus” tillader sig endda at vare over 7 minutter. Det ER lang tid, men jeg begynder egentlig aldrig at kede mig i løbet af de 10 numre. Man kan drive lidt væk, fortabe sig i egne tanke, falde lidt i staver, men på en måde er det også det musikken opfordrer til og selv gør, uden at det virker som om sangene går i tomgang. “Mennesket er ikke en ø og ø’en bliver aldrig din ven”, lyder det ud af den nærmest musikalske stilstand, hvor kun spredte trommeslag antyder en puls. Det er ensomt på den her musikalske ø… “I et hus omgivet af vand, er man altid helt alene // Man er altid alene i et hus fuldt af vand”, jeg er ikke helt sikker på, hvad det sidste billede skal betyde, jeg tror jeg fornemmer det, men et hus fuldt at vand er vel en form for akvarie? ud i det åbne hav, lille fisk!
Sangen, og pladen som her når cirka midtvejspunktet, skrider næsten provokerende langsomt fremad. Eller, det kan nærmest føles som om tiden er gået i stå, hvilket omvendt er helt i tråd med tematikken om “nu’et”. mennesker&muld tvinger dig til at være til stede her i nu’et og tage musikken ind. Modslut glider en kvindevokal ind og sangen ændrer sig til en form for sagte duet, det er små virkemidler, men grundet tempoet og den nedbarberede musik er virkning ret stor. intet før.intet efter. er også en opvisning i, at gøre meget med lidt.
Jeg kan sagtens forstå, hvis ikke alle lyttere har tålmodigheden til det her, bliver hægtet af eller ikke bliver indfanget af bandets insisteren på at gå langsomt og tålmodigt til værks. Der er også stunder, som ikke siger mig lige så meget som andre, eksempelvis den lidt søndagsjazzede “Endnu en sidste gang” (og den efterfølgende og musikalsk og tematisk beslægtede “nogle gange og derimellem), der lyder som en opfordring til, at sige fra, her overfor en gammel ven. Her bliver det måske lidt for konkret i teksten til min smag og sangen bliver på den vis, i forhold til andre på albummet, lidt lukket omkring sig selv og verden for “lille”. Det vil måske tiltale andre mere, som så står af overfor de større, mere åbne tanker om livet.
mennesker&muld er en ordenlig mundfuld, både i kraft af emnerne der tages op, det er jo selve livet her på kloden, der behandles, det langsommelige tempo, den spartanske instrumentering og den dvælende stil i sangskrivningen. Pladen havde muligvis også stået endnu skarpere, hvis man havde skåret et nummer eller to fra, men der er omvendt noget dejligt trodsigt og egenrådigt over et band, som i disse hurtige streamingtider udsender en plade, som på denne måde virker opsat på at gøre tingene på deres måde.
Jeg ender på 4 stærke stjerner for helhedsoplevelsen og opfordrer til, at man giver den en tålmodigt lyt og ser om det er noget der falder i ens smag.
Af Ken Damgaard Thomsen
