Duoen Men of Polaroids debuterer stilsikkert med vellydende album, som især taler til de bløde indie-hjerter.
Men of Polaroids består af Mathias Elrød Madsen og Djarn Kargin (trommeslager i Mount Rushmore Safari), som sammen betjener en række forskellige instrumenter i et nuanceret og fyldigt lydbillede. Førstnævnte sørger for vokalen, og guitar, bas og piano, mens Kargin betjener trommer, percussion, elektrisk guitar, synthesizer og endda står for de fine blæserarrangementer undervejs også (han har dog ikke spillet blæserne selv). Lydbilledet ligger et sted i nærheden af blandt andre Bon Iver og andre mere polerede indie-pop/rock navne, blandt andre nyere danske navne som Dangers of the Sea, med flere.
Syv numre er der fundet plads til på albummet, som åbner med titelnummeret, ‘Following the Sun’. “I don’t know where I’m heading”, indleder Madsen, men det lyder nu som om Men of Polaroids godt ved, hvor de vil hen musikalsk. Det bevæger sig hurtigt mod et brusende omkvæd med blæsere og lyse korvokaler. Det er både medrivende og vellydende, og udgør en flot åbning. ‘In Time’ følger fint op, og her gør blæserarrangementet igen godt, mens Madsens piano og basspil, og den diskrete elektriske guitar også forkæler for ørerne.
Forud for albumudgivelsen havde Men of Polaroids allerede gjort godt opmærksom på sig selv med ‘Darkness’, der falder som tredje nummer, med Madsens vokal og akustiske guitarspil i centrum, og det suppleres fint at trommespil og percussion. Et behageligt nummer, som jeg dog ender med at føle stryger mig lidt for meget med hårene i længden – det taler lidt for meget til de føromtalte bløde indiehjerter og lyder lidt for meget som noget, man har hørt før. Hvis man ikke vil stryges med hårene, så er det ikke hos Men of Polaroids, for nok er der henvisningen til mørke i titlen, men det er mere et melankolsk-hyggeligt mørke med guitaren ved omkring bålet en sommeraften, end det er sindets grummeste dybder vi er ude i. Der behøver alle bands selvsagt heller ikke komme for at levere kvalitetsmusik.
Men of Polaroids er nemlig rigtig dygtige til at skrue letmelankolske melodier sammen, som de viser på ‘What You Wanna Be’. Det virker nærmest ubesværet og samtidig lykkes den bedre med, at sætte sig fast hos mig med sin letflydende elektriske guitar og lyse vokal. ‘I Feel Something’ har også mange gode elementer, men ender alligevel som et af de mindre markante numre på albummet, og går, bortset fra en linie eller to, der sætter sig som lim i øregangen, relativt hurtigt i glemmebogen. Så sætter ‘Can’t Stay Here. Can’t Die Here’ sig bedre fast med sit “aah-aah-aah-ay” stykke, en elegant opbygning, og endda en kantet guitar, der hugger lidt i baggrunden, inden der bliver skruet op for alle nagler i afslutningen, dog uden vi helt kommer op at svæve.
Vi skal ned til et langsommere, mere dæmpet sted med afslutteren ‘Neon Shadows’, hvor piano og blæsere folder sig om Mathias Elrød Madsens vokal, der ind i mellem løfter sig mod himlen. Noget, der lyder som saxofonsoli glider også ind mod slutningen, og det er en meget velfungerende lukker på et i det hele taget fint debutalbum. Following the Sun er gennemgående godt skruet sammen og byder også på et par rigtig stærke sange. Vi lander på 4 pæne stjerner, for et album, som har fine melodier, vellyd og generelt god kvalitet i sangskrivningen, men lige mangler den sidste bid af egen identitet før vi folder alle fem fingre ud i karaktergivningen. Blæserarrangementerne og vokalarbejdet er noget af det, jeg synes virker allerbedst, og når de er i centrum, lyder Men of Polaroids ikke som mange andre. En udvikling af de elementer, sammen med et lille løft i sangskrivningen ville formentlig ryste flere stjerner ud af ærmerne på undertegnede.
Tjek Men of Polaroids ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
