Men Among Animal’s tredje album, Buried Handsome, er en lidt en diffus oplevelse at komme igennem. Den rummer en del rigtig fine og fængende numre, men den store variation i lyden blandt disse gør, at albummet kommer til at fremstå meget fragmenteret og usammenhængende.
Lad os slå det fast, Men Among Animals kan sagtens skrive sange, men på Buried Handsome lyder det lidt som om de ikke helt kan beslutte sig for, hvilken slags sange det skal være. Inspirationskilderne, eller kunstnere de på den ene eller anden måde kommer til at læne sig op af, er mange og forskelligartede. Ærgerligt nok formår trioen ikke at samle det til et udtryk, der for mig, hænger sammen som et samlet værk – som man må gå ud fra er en del af hensigten med at udgive et helt album, frem for mindre EP’er eller løse singler.
Pladen er indspillet under en uges ophold på den jyske vestkyst, hvor gruppen lod sig inspirerer af de tidlige morgenstunder og sene berusende nattetimer under optagelserne. Det kan man faktisk sagtens genkende i musikken, der stritter i mange retninger og stemninger fra sang til sang. Vi åbner i storbyens isolation med “The Place You Counted On”, der bringer minder frem om både Editors og Interpol, hvad angår den kølige musik og leadvokalen. Man aner måske også en sjat Paul Simon tilsat det mere varme omkvæd. Det klinger knap så sortsynet som hos Editors og Interpol, men alligevel var det de første to navne der faldt mig ind – og jeg har meget svært ved at ryste dette førstehåndsindtryk af mig igen. Lidt en skam, for i sin egen ret, er “The Place You Counted On” en vellykket, behagelig og kontrolleret åbningshymne i fin tilbageholdende stil, men det lyder altså desværre som noget jeg har hørt før – og i lidt forstyrrende grad.
Det er et af mine største “problemer” med Buried Handsome, bandet selv har måske ikke engang lyttet til de navne som jeg får associationer, og finder referencer til, i løbet af pladens 10 numre, men de kommer hurtigt til at fylde en hel del for mig som lytter. Hvilket resulterer i, at Men Among Animals som band, og deres klang, bliver lidt udvisket og utydelig for mig – hvem er de egentlig og hvad står de for? Et andet eksempel herpå, er den ellers fremragende “Kathy”. Her flirter Men Among Animals pludselig kraftigt med mere blød 60’er pop/rock, med masser af lys, optimisme og velklang i verset, inden omkvædet rummer en lille snert catchy The Rolling Stones anno midt 60’erne feeling. Mine tanker kommer omkring bands som The Byrds og The Beach Boys i de flotte vokalharmonier spredt ud igennem nummeret, alt sammen veludført og godt leveret. Men lidt forvirrende på grund af det noget radikale stilskifte fra stemningen og klangen på åbningsnummeret.
På det efterfølgende nummer, “Failures Flaws Regrets and Remorse”, befinder vi os så pludseligt i et univers, der bringer minder om The Flaming Lips, med følelsesladet og halv-skinger Wayne Coyne’sk vokal. Igen et vellykket nummer, der rummer masser af højstemt atmosfære og en fin vekselvirkning mellem det afdæmpede og drama. Men som lytter begynder man at blive ret forvirret over, at Buried Handsome’s første tre numre lyder så forskellige, Men Among Animals kan helt sikkert mange ting, men ved de helt selv hvor de vil hen og hvilken gennemgående tone pladen skal have? De følger op med “They Build A Colony”, der ikke giver en et tydeligt svar på det spørgsmål, for nu drejer bandet pludselig ind på en mere folk-orienteret sti, af den moderne slags som er blevet betrådt af mange nye navne de seneste år. Jeg tænker lidt Mumford & Sons uden banjo-fascinationen, hvor vokalen momentvis bliver lige lovlig indfølt og lidende, når forsanger Lasse Nielsen går op. Isoleret set igen et godt lille nummer alt i alt, men det taber på den manglende originalitet og det samlede indtryk, på et album der begynder at indeholde alt for mange facetter.
“Common In A Special Way” leder Buried Handsome tilbage på et storby-koldt spor, med en mere simpel mekanisk puls i centrum, imens guitaren frembringer små støj/post-rock klangflader. Et eller andet sted, kunne man sagtens have forestillet sig Kashmir levere sådan et nummer. Sangen bliver lidt et underligt vadested inden Men Among Animals søger mod Graceland og Paul Simon på “The Rise That Gave Us Away”, en langsomt udviklende sag, der folder sig ud med storladent og flot kor når vi endelig kommer i gang. En art moderne verdensmusik, der atter viser nye sider af en alsidig trio, som bliver mere og mere vanskelig at placere. De særprægede og skæve “Old Mr. Carson” og “Neighborhood” er ikke til megen hjælp i den henseende. Den minimalistiske instrumentering og næsten ikke-eksisterende melodi på “Old Mr. Carson”, kunne have været et spændende eksperiment, men for mig er det ikke helt vellykket og pladen var svær nok at definere i forvejen uden denne lidt mystiske afstikker. På “Neighborhood” rodes der rundt med nogle vokaleffekter, i et retro-futuristisk lydbillede, der ender med at få mig til at tænke på en robot-version af Humleriddernes “Backgammon” (eller Mick Jaggers “Sweet Thing”, som det vel ret beset er). Aner ikke hvordan den reference sneg sig ind, men den er ikke til at komme af med igen. Den elektroniske fornemmelse i nummeret er egentlig fornuftigt udført, hvis man er til den slags – men prøv at gætte, om det endnu engang virker som en unødvendig tilføjelse til bandets overordnede klang?
Pladens næstsidste nummer, “When You Smile”, lyder som en morgenstunds-kærlighedssang, med søvn i krop og øjne, men man føler en begyndende boblen derinde et sted. Et lidt underspillet nummer, som man kan mærke rummer masser af følelser, som sagtens kunne være blevet sluppet løs i musikken. Men Among Animals’ selvkontrol er dog meget klædelig, og gør “When You Smile” til en af albummets bedste sange, der er med til at løfte sagerne igen, efter en lidt små-kedelig anden halvdel af Buried Handsome. Men Among Animals afslutter pladen med højt til loftet i “Breath When You’re Dead”. Tempoet er langsomt, men dramaet og armbevægelserne store, godt med patos, længsel og fortvivlelse i vokalen, men det tangerer lige det lidt for melodramatiske til min smag – hvilket dog ikke gør det til et dårligt nummer, det skærer bare en smule i mine ører hist og her. Flot punktum, ellers.
Det er naturligvis en klassisk anmelder trang, at forsøge at sætte kunstnere i bås og få sat nogle overskuelige labels på musikken, men Men Among Animals kunne i min optik i den grad trænge til noget sortering i deres lyd. Det er et band, som fremstår rigtig gode til mange ting, men som måske kunne blive direkte fremragende til nogle færre, hvis de valgte nogle fokuspunkter. Andre vil måske have en anden oplevelse af Buried Handsome, men for mig hænger den ikke sammen som samlet album eller værk. Hvis man plukker et nummer hist og her, så er der en del vellykkede sange på pladen, men at høre den ud i et giver en noget skizofren oplevelse.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
