Melting Walkmen spiller eksperimenterende og artsy punk, desværre på en måde der er hørt mange gange før. Coolness haves, personlighed ønskes.
At lave punkmusik må være noget af det nemmeste og samtidig sværeste. I sin grundessens lyder det, som noget ethvert vredt menneske med bare en smule talent kan finde ud af. Men det er en lidt anden sag, at få det til at lyde troværdigt og “autentisk”, og ikke blot som en form for maske man tager på, et postulat eller noget der mangler en eller anden form for hjerte. Af mangel på bedre ord.
Jeg vil på ingen måde påstå, at Melting Walkmen ikke har noget på hjertet og ikke mener det de gør oprigtigt, det har jeg intet belæg for. Men når man lytter deres EP igennem, så LYDER det, for mig, som om der mangler et eller andet. Alle grundelementerne er der på sin vis, og det lyder på mange måder også, som det “skal”, men jeg kan ikke rigtig mærke det. Og så kommer det, desværre, til at føles en kende overfladisk, eller som en efterligning af den der noget udefinerbare ægte vare.
Det gør sådan set ikke EP’en dårlig, musikken fejler ikke noget, men jeg bliver ikke rigtig klogere på, hvem bandet egentlig er, og hvad de vil. Måske kunne man kalde det en kende upersonligt?
Selv kalder Melting Walkmen (godt bandnavn i øvrigt) deres stil for Dark Punk, en blanding af punk, støjrock, kraut og post-punken. Bandet har eksisteret siden 2008, og er altså nogle ret rutinerede herrer, hvilket da også kan høres på de 7 numre der udgør Daylight Savings. I presseteksten påpeger de selv, at deres lyd måske peger i flere retninger end nogensinde, det er da også en alsidig udgivelse, indenfor nævnte krydsfelt, men aldrig en hvor det stikker helt af. Dertil har bandet simpelthen for godt styr på sagerne. Måske også lidt for godt? 7 numre, der varer mellem 1 minut og 50 sekunder og 3 minutter og 10, det er en stram sag, et klart stilistisk valg, men måske også et der kan virke lidt hæmmende?
På den anden side, så er det også når Melting Walkmen begynder, at eksperimentere mest med udtrykket og deres musikalsk ramme, at jeg mister interessen. Ja, faktisk synes jeg, at stilen bliver direkte irriterende og anstrengende på et nummer som “Petrified”, der suser fremad i rasende tempo, samtidig med, at vokalen anlægger en mere teatralsk, vrængende og vrælende, halv-“falsk” stil. Ikke et ukendt greb, men det kommer også til, at virke underligt påtaget og i virkeligheden også som noget, der er hørt alt for mange gange før. Bare fordi det er “skævt”, behøver det ikke være nyt og originalt. Der kan være nogle personlige præferencer i spil her, men den slags siger mig ikke rigtig noget – og det er ligesom lavet tidligere…
Det virker også temmelig belastende, når forsangeren begynder at pruste og stønne, som om han får tæsk, eller hvad ved jeg, mod slut i den hæsblæsende “Kill”. Her er det lige så meget den måde der synges på, og den tilstræbte punk-artsy “accent” der anlægges, som det er selve det teatralske udbrud, der går mig en smule på nerverne. Jeg har bestemt ikke noget imod, at man giver den alt hvad den kan trække og smører lidt tykt på, men her kommer det sgu bare til, at fremstå en kende påtaget og, ja, prætentiøst. Og det smitter af på min oplevelse af selve musikken, der som pladen skrider frem, især midterdelen jeg har fremhævet her, begynder at kage rundt i støjende, “kunstneriske” eksperimenter, der desværre bare lyder som et opkog af, sig det i kor, noget man har hørt før.
Til gengæld synes jeg, at Melting Walkmen kommer rigtig solidt fra start, ikke mindst den mere melodiske åbner “Poison”, der på en måde minder mig om tyske Die Toten Hosen, dengang de var et melodisk punkband. Det var faktisk en kompliment. Det er, igen, ikke videre originalt, bevares, men melodien er fængende, nummeret har et rigtig godt drive og min interesse er fanget. Den holdes nogenlunde over de næste par numre, der forsætter lidt i samme spor, hvor den dunkle, tempofyldte “Bite”, måske er lidt mere ovre i post-punken.
Men mod slut på albummet kører jeg bare direkte træt i Melting Walkmens art-punk, så jeg sidder og bliver utålmodig under næstsidste nummer “Sun” og tænker på, hvordan mon bandet egentlig lyder og hvem de i bund og grund er, og om de selv ved det? Noget af det kan, udover de nævnte personlige præferencer, også skyldes noget af det bandet selv er inde på: at Daylight Savings er et “melodisk virvar”. Det havde nok ikke været så stort et problem, hvis nogle af melodierne og idéerne virkede som deres egne, og havde et mere personligt aftryk.
Jeg ender på en, indrømmet, nok lidt hård under middel karakter til Melting Walkmen, men et band med 10 år på bagen, havde jeg forventet mig mere selvstændighed af. Det ender med, at jeg sidder med en følelse af, “nå, godt for dem, hvis de synes det er fedt, hvad skal jeg bruge det her til?”.
Af Ken Damgaard Thomsen
