Med seks nye og fem allerede udgivne sange byder Mellemblond ind med et akustisk album. På Solregn står det klart at de allerede udgivne numre også rummer kvalitet i akustiske versioner, mens de nye står fint men ikke vælter verden.
Mellemblond, der vel blot består i Kristoffer Munck, bliver på Solregn bestyrket i at vokalen er vigtig for projektet; i nedbarberede versioner af tidligere udgivne numre og nye akustiske numre står vokalen om muligt endnu mere skarpt. Og ikke blot vokalen – men leveringen.
Der hænger nok lidt et spørgsmålstegn over, hvor vidt de akustiske rammer tilfører noget for alvor nyt til de allerede indspillede sange som ‘Vinterskæbner’, ‘Vågnede en Morgen’ med andre – men kvaliteten i disse numre er i forvejen så høj, at vi sagtens kan tåle at høre dem igen. Nu med akustisk instrumentering i form af primært guitar, men også cello og andre instrumenter.
Men seks numre er altså også nye. På ét af disse, ‘Vildrede’, er Kira Skov inviteret ind i duet og med sin lidt ru, dybe kvindevokal bliver hun en variation. Personligt synes jeg, hun er bedst i sine mere rockede numre, men da det blot er ét nummer og hendes ruhed bliver en fin kontrast til Muncks lidt tørre, konstaterende vokal fungerer fint. Det kunne for så vidt have være interessant at høre enke Skov fortolke et af de mere etablerede numre – men Vildrede fungerer ganske fint som nyt nummer. Og det ER jo en Mellemblond-plade.
Og nu vi er ved vokalerne: På titelnummeret går den altid sikre Munck faktisk til kanten: ’Soooooooolregn’ synger han og leger med tonen, så den næsten falder derned, hvor det ikke helt stemmer. Lagt op af en båndløs cello og bas er det en modig øvelse, men også en magtdemonstration; der er styr på sagerne!
De nye numre holder for så vidt niveau, men får på den anden side ikke lytteren til at falde ned af stolen af benovelse over hvor gode, de er. De er ikke ligegyldige, for intet Mellemblond laver er ligegyldigt. Men vi har måske som lyttere fået lidt ’hård hud på ørerne’ eller vænnet os til at sætte barren utrolig højt.
Hvad jeg prøver at sige, er nok at der ikke rigtigt er født nye klassikere på Solregn.
Og selv om det må siges, at de tidligere numre bliver fremført anderledes i den akustiske version, så er det heller ikke her en stor revolution: Det er stadig Muncks levering, der er stærkeste kort.
Da jeg var barn, kaldte ungerne i landsbyen live-optagelser for ’ægte bånd’. Hvem der har fundet på det, ved jeg ikke, men det lugter lidt af en forældrer der i et bag-in-a-box-rødvinsinspireret øjeblik har villet belære unger om, at musik, der sådan spilles i øjeblikket er noget særligt – og det har så hængt ved.
Man kan måske spørge om en akustisk (delvis gen-)udgivelse for en singer/songwriter så på samme måde er ’ægte’? Vokalen får alt andet lige mere plads, der er noget mere nøgent over akustisk bas end synths og sager. I så fald opnår Mellemblond ikke helt den værdighed. For de tidligere numre er gode. Men bedre? Mere ’ægte’? Jeg tror jeg i langt de fleste tilfælde foretrækker en original, produceret indspilning. Den akustiske version vil så kunne være en til tider kærkommen variation – men ikke go-to nummeret, hvis jeg vil høre Mellemblond.
Solregn er en hyggelig plade, der passer perfekt til rustikke kaffebarer og stemningssætter i rolige miljøer – ja, måske inden en sid-ned koncert?
Fordi den vil vække genkendelse og trods alt bringer lidt nyt til bordet, gør den dette ganske fint. Men man skal nok, trods alt, ikke forvente at det forestillede sid-ned publikum vil falde ned af stolen over pladen…
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
