Mellemblond har med Guldlokzonen begået et stærkt, tilbagelænet, men stadig veludført og fokuseret, soundtrack til de lune forårs- og sommereftermiddage.
Mellemblond har efterhånden nogle år på bagen som velanmeldt dansksproget pop/rock-navn, på det seneste med en del airplay på P6 BEAT. Og når man lytter til Guldlokzonen, som er mit første længere møde med Mellemblond, så giver det faktisk god mening.
Vi har en enkelt albumanmeldelse af Mellemblond i GFR-banken, tilbage fra 2013, hvor Christian Axholm skrev nogle anmeldelser for os – blandt andre af Mellemblond’s Lysvågen-album. Og siden da er det egentlig ikke fordi Christoffer Munck Mortensen’s musikalske univers har undergået en stor og voldsom forandring – til gengæld er det fortsat velkomponeret og veludfoldet dansksproget pop/rock et sted mellem Peter Sommer og et mere drømmende pop-rock univers – no pun intended i forhold til Sommer’s seneste albumtitel.
Netop et luftigt og drømmende udtryk er der på albumåbneren ‘Elsk og bliv elsket’, hvor en puls af noget, der lyder som elektroniske trommer, ligger under luftige synths, bas og diskret guitar, og selvfølgelig Mortensen’s tilbagelænede vokal. “Fuglene de pipper og kvidrer/Blot fordi de er til/Og det er din natur/At følge sprogets spor/Og plage din omverden med bevingede ord“, lyder det blandt andet undervejs, og mon ikke fuglene også er et billede på Mortensen og Mellemblond. Det er i øvrigt et virkelig behageligt nummer at synke ind i, og er et perfekt soundtrack til at drømme sig væk fra skrivebordet mens man kigger på det lune forår udenfor vinduet, skulle jeg hilse og sige.
Det med at drømme er da også et tema på Guldlokzonen, meget konkret på ‘Drømme (Har vi da lov at ha’)’, hvor blæsere giver det hele et løft på omkvædet, i en ellers nærmest musikalsk dovent daskende sag. Lidt samme tilbagelænede tempo finder man også på kærlighedssangen ‘Alt det gode’, hvor Mellemblond “har udsalg i dag på sjæl og krop”. Et nummer, der har sin egen, varme charme med de lidt fjollede blip-blåp lyde, der faktisk lykkes, trods det, at jeg generelt har det svært med den slags.
Lidt mere upbeat er det på ‘Vinterskæbner’ (som fortjent er blevet luftet på P6) og næsten midt i det hele dukker den skrumplende ‘Den første stjerne’ op med skæve bastunge synths. Hvor det ellers generelt føles som om, verden driver adstadigt afsted hos Mellemblond, så slingrer ‘Den første stjerne’ som en brandertramt flodhest – eller måske en stjerne, der er slået ud af kurs.
Men på ‘Flakkende blik’ er vi på vej tilbage i den rolige gænge, selv om der stadig er en flakkende energi (og en stærk melodi), mens der dukker minder om bueskydning op på ‘Rosa himmel’, hvor vinden der forstyrrer pilens flugt bliver en analogi over, at vi ikke kan styre alt her i tilværelsen, selv om vi prøver.
Og på en måde er bueskydning et meget godt billede på Mellemblond – ikke forstået sådan at vinden skubber intentionen ud af kurs, nærmere som at den stille koncentration og tilstedeværelse i nuet bueskydning kræver, på en måde også strømmer gennem Mellemblond’s musik. Og så virker det på samme tid sådan relativt zen-agtigt. Giver det mening? Jeg synes det beskriver Mellemblond-tilstanden nogenlunde.
Man finder den i hvert fald også på resten af albummet, hvor vi først bliver ‘Oplyst af begær’ med upbeat trommer, inden ‘Livstid’ konstaterer at “det går stærkt med at blive mørkt/Og før du ved af det/er en dag blevet til hundrede/et år blevet til ti/Og så har du en livstid/At se tilbage i”
Christoffer Munck Mortensen er faktisk gennemgående rigtig dygtig til at skrive mundrette linier, der ikke forfalder til de mest oplagte rim, men uden det bliver knudret. Det er kort og godt dygtigt sangskriverarbejde, og når den musikalske side af sagen så også er velkomponeret og dygtigt udført er det svært ikke at lade sig drive med i Mellemblond’s univers.
‘Guldlokzonen’ er åbenbart et udtryk fra astronomien, som betegner den ideelle afstand mellem en stjerne og en planet i forhold til at der kan opstå liv på planeten. Det er også et lidt pudsigt (og let spacet) instrumentalt intermezzo sidst på albummet, som jeg ikke rigtig ved om jeg, eller albummet har brug for. The jury is still out…
Heldigvis får vi også en lukker, der er mere i tråd med resten af albummet, i form af ‘Læg dig her’, der med rugende bas og lyse synths og guitarer og formaninger om at “læg dine bekymringer her/og bare vær” suger lytteren tilbage i den Mellemblond’ske zen.
Selv om jeg ikke er helt overbevist af titelnummeret, er der ikke meget andet på Guldlokzonen, der er på mindre end højt niveau. Det er altså et gennemgående stærkt album, fordi melodierne og ordene kan bære, og det hele er så veludført og let som en sommerbrise, uden at virke substansløst. Stærkt album og 5 stjerner til Mellemblond.
Du kan finde Mellemblond på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
