Melan Tropic er hoppet i den musikalske tidsmaskine, og rejst fra 2022 til 80erne. Dengang der var yuppier, kulørte drinks, pangfarver og syntetiske toner, men også en masse fattigrøve til. Er Melantropi satire eller seriøst? Og hvad kan man egentlig bruge nostalgi til?
80erne er in igen, og har været det i et stykke tid. Er det meget mere end nostalgi til “vores” generation? Hvis det ikke bliver andet end blot et ekko, så ja. Bruges nostalgien til, at bringe os nye steder hen, så får det mere værdi end “bare” et hurtigt tryghedsfiks.
Hvor duoen Melan Tropic ender i den opstilling, står måske ikke helt klart endnu. Deres debut EP er på overfladen et nostalgitrip. Tilsat en portion satire. Duoen er dannet i 2020, oprindeligt som et hyggeprojekt af de to bagmænd Klaus Pelle og Morten Grønnegaard. Deres fælles historie strækker sig mange år tilbage, og er også udgangspunktet for Melan Tropics syntetiske popunivers med danske tekster.
Comebacket til 80erne modtog jeg indledningsvis med et skuldertræk. Lyde, produktioner og stilarter begyndte, at snige sig ind i musikken hos nye navne rundt omkring. 80er franchisefilm blev genbesøgt, i Hollywoods jagt på gamle idéer, som kan malkes.
Der må også være en form for mekanisme i den kollektive hukommelse, som aktiveres med jævne mellemrum. Jeg begyndte selv, at grave i gamle flyttekasser. Så falder man i et YouTube hul, når man opdager, at andre på ens alder har fået samme idé. Lytter til utallige podcast af og med ligesindede. Og tager den videre. Pludselig har man en ny hobby. Altså en voksenhobby, baseret på ting fra ens barndom i 80erne, man er jo ikke gået i barndommen, Ok?!
Nu sætter man det i en større kontekst. Dyrker det historiske perspektiv. Prøver på, at kigge på udviklingen. Og, at forstå lidt om sig selv, måske? Men, naturligvis rummer det hele også en form for længsel og higen efter fortiden…
Det bringer os (endelig?) tilbage til Melan Tropic. For, hvad er denne 80er dance/synthpop dunkende duos ærinde? Er de bare faldet i nostalgigryden? Forsøger de, at ride med på en bølge? Elsker de bare denne form for musik, og har endelig taget sig sammen til, at gå all in og dyrke den fuldt ud? Eller er det en form for satire?
Umiddelbart kan det, uanset hvad, godt virke som om Melan Tropic er lige ved, at ankomme for sent til festen. De er forresten også alt for gamle, hvis det er de nye/unges fest de ønsker at crashe! Til gengæld er det ufortyndede varer, som de herrer disker op med, når de smækker deres plade på.
Hvis man tolker en sang, som førstesinglen “Mannequin Mand” urionisk, så må man klø sig lidt i den slikkede sideskilning. Men, det ville nok være ligesom, at læse American Psycho og tage alt for pålydende. Så er det bare overflod, hedonisme og greed is good i yderste potens. Tolker man det som ren satire, så bliver det næsten for banalt og nemt.
Kan det være en mellemting? Ja. Jeg tror, og håber, at Melan Tropic mener deres musik seriøst og har gjort sig umage, men at det satiriske bid og glimt i øjet er en medspiller. Det her lyder for godt og kompetent eksekveret til, at være 80er fis og ballade.
Det betyder ikke, at alle sange på EPen rammer skiven lige så overlegent, som “Mannequin Mand”. Anden singlen “Asfalteksem” skal i hvert fald lige have mulighed for, at kradse lidt og arbejde sig ind, inden den kommer under huden på en. Omkvædet rammer i fæste hug, Melan Tropic kan sgu’ noget med deres hooks og melodilinjer. Verset, og opbygningen dertil skulle jeg lige se an. Det er ikke en “banger” fra ende til anden, modsat den akut fængende førstesingle.
Det ville nok også være trættende, hvis materialet bare var peak peak peak. Melan Tropic vil dybere ind. På “Et Minde” lurer smerten, melankolien får lov til, at blusse op. Der er også plads til eftertænksomhed på Melantropi, hvor et levet (halvt, formodentlig, hvis man ikke har fyret den for meget af) livs erfaring vinder indpas. Som på den afsluttende “Aldrig Smuk”, hvor det lyder “der er tryghed i stilstand / ikke vide hvad / der ku’ ha’ været / hvis intet stikker ud, så knækker intet af”.
Fra den overfladiske mand, over sår asfalten og andet kan give en og popkulturen man er formet af. Melan Tropic kommer egentlig langt omkring på de 6 numre, der udgør Melantropi. Måske også i en sådan grad, at udgivelsen godt kan føles en kende fragmenteret, eller episodisk. I hvert fald tematisk.
Musikalsk sker der faktisk også en hel del, der er ikke dømt ren synth-fest. Der er plads til store, svulstige guitarer. Pulserende danserytmer, bløde og varme keys. Melodier, der veksler mellem, at lyde som noget fra den dunkle læderklub til det mere bekymringsløse, kulørte dansegulv ved poolbaren. Det er måske ikke helt Ultravox og Depeche Mode, som møder Wham, men der løsnes en smule op for det stramme udtryk hist og her.
Hvad er Melan Tropic så? Først og fremmest er det nok en hyldest og oprigtig kærlighedserklæring. Opstået ud af, at man har siddet og dyrket fortiden. Ligesom når jeg selv “faldt i” og begyndte, at nørde tegneserier igen. Men, jeg fandt også ud af, at de gamle blade er falmet lidt. Og af og til står stærkere i hukommelsens let-slørede lys end når de genlæses med 2022 øjne. Så begynder man, at orienterer sig mod nye udgivelser for, at friske en gammel kærlighed lidt op…
Over 6 numre er det svært, at bedømme om Melan Tropic formår, at træde ud af fortiden og ind i nutiden, og tage musikken med sig. Jeg føler mig dog på bølgelængde med duoen, forstår hvor de kommer fra og hvordan de er nået hertil. Og synes, at de har ramt noget i tiden med deres toner.
Bare ikke noget, som peger særligt meget fremad i sin nuværende form. Det lader dog egentlig heller ikke til, at have været hensigten og ambitionen i første omgang.
Af Ken Damgaard Thomsen
