Medio September har sigtet efter, at lave en “voksen” rockplade på dansk, uden kærlighedssange, men med tekster der på flere niveauer kredser om begrebet “herfra”, og at stå på kanten af 40-års alderen. Mission fuldført?
Kort sagt: ja. Det lidt længere svar følger, naturligvis, herefter. Men missionen kunne, med lidt justeringer hist og her, være endnu mere vellykket. Det er som om der gemmer sig en endnu bedre plade derinde et sted, der kæmper for, at komme ud. Dermed ikke sagt, at Herfra ikke overordnet er en god plade, det er den, men den kunne, måske, have været “fremragende”.
En del af det skyldes måske den lidt vanskelige fødsel, der i korte træk går ud på, at pladen har været 5 år undervejs og i princippet kunne have været færdig langt tidligere. Men den første producer afgik desværre ved døden, meget apropos det at skulle herfra og andet forsøg på at få pladen indspillet kalder bandet selv for “mislykket”, så i sidste ende satte to af bandmedlemmerne sig selv i producerstolen og fik Herfra gjort færdig.
Om, og hvor meget, det kan høres eller spiller ind på det færdige produkt, er, selvfølgelig, lidt svært at sige for sådan en outsider som mig, men der er dele af produktionen, som jeg måske ikke synes får det helt optimale ud af sangene. JEG skal jo ikke bestemme, hvordan et nummer som “Mænd Som Mig” lyder, men det er som om den rumklangseffekt, der er på vokalen hele pladen igennem, her bliver for markant. Den stærke tekst havde fortjent, at stå endnu mere klart i lydbilledet.
Midtvejs i livet
Alt andet lige
Et halvfærdigt livsværk
Et oversvømmet dige
Laster, brister, daglige savn
Mænd, som mig, gør ingen gavn
Tak for kaffe. En anden ting der er gennemgående for lydbilledet er, at det lyder som om der lægger sig en tyk tåge over albummet, som kun momentvis letter. Det går fint i spænd med stemningen af, at vi er ude på landet, måske en soveby i udkanten, men det gør også, at lyden bliver en kende ensformig i løbet af albummet.
Det giver, selvfølgelig, en følelse af sammenhæng og homogenitet, men man sidder alligevel og overvejer, hvad lidt mere variation på den front kunne have gjort. Det er midterdelen af pladen, der “lider” mest under det. Tågen letter en del mod slut på det fine instrumentalnummer “Forårstegn”, meget passende i forhold til titlen. Her kommer den lækre lyd Medio September leverer på instrumenterne også virkelig til sin ret. Det gør den også, i glimt, på andre numre, men igen er det som om det her ikke må lyse for klart igennem tågen. Et stilistisk valg, som man ud fra den ofte lidt nedslående lyrik sagtens forstår, men modsat så lyder det så lækkert, at man gerne ville lægge ører til musikken i en mere tydelig form.
Hvad spiller Medio September så egentlig, udover voksenrock? Jo, har man lyttet til udkantsrocken fra et beslægtet band som Sorte Fugle, så minder det om en blanding af det, noget Olesen-Olesen’sk akustisk folkrock og Love Shop af ældre dato. Ikke mindst den labre guitar, den har noget Hilmer Hassig over sig. Det kan aldrig være en dårlig ting…
Tekstmæssigt rummer Medio September også en god blanding af disse bands, men stadig med sin egen stemme og identitet. Allerstærkest er for mig nok, udover ovennævnte citat, albummets to første sange, der er decideret fremragende på flere punkter.
I “Kragerne Vender” skal vi helt ud på landet, som man måske kan fornemme på titlen:
En sort sol trækker op over udsatte egne
Hvor dagene går med, at komme ingen vegne
De trætte fugle vender hjem
Vi er både ude hvor kragerne vender, samtidig med, at det også er kragerne der vender hjem, og sådan lyder den spøgelsesagtige og kølige musik også. Det er et af de steder, hvor Love Shop dukker op som referencepunkt. Man forbinder jo ofte det band og Jens Unmacks tekster med storbyen, men han stammer jo rent faktisk fra Viborgegnen, og jeg synes man mærker det “landlige” præg i den forstand, at storbyen hos Love Shop kan føles mennesketom, lidt ensom og fuld af noget længsel om at komme ud og væk. Det er den samme følelse man har hos Medio September, bare i andre omgivelser.
Det er helt udtalt fra start i den blændende åbner “Hjemvendt”, der nok er albummets absolutte højdepunkt for mig, både musikalsk og lyrisk:
Jeg er hjemvendt, men ikke vendt hjem
Jeg er kommet for at tage afsked, inden jeg tager afsted igen
Nu er der kun de døde tilbage (x2)
Død, eller ej, jeg vender aldrig tilbage
“Døde fisk flyder med strømmen”, som både åbnings- og afslutningsreplikken lyder, i et nummer der ikke just lyder som en kærlighedserklæring til en hjemstavn. Det er meget nemt for mig at relatere til, og det er måske derfor den virker ekstra stærkt på mig? Men udover dette, så rammer bandet her plet med tonen, ordene, atmosfæren, nummerets opbygning – stort set hele pakken.
Den slags øjeblikke, savner man måske lidt flere af i løbet af de 9 numre og lidt over en halv time pladen varer, i hvert fald hvis vi skal lave springet fra “rigtig godt” til “fremragende” på skalaen. Men, mindre kan nu også gøre det i dette tilfælde. Herfra er en plade jeg føler mig draget imod, og har lyst til at sætte på igen når den rinder ud, også selvom alt ikke spiller helt som jeg kunne have ønsket mig det.
Den har et eller andet over sig, som er værd at vende tilbage til, modsat en del af de ting der besynges i numrene. Måske er det fordi jeg selv står på kanten til 40 års alderen?
Af Ken Damgaard Thomsen
