På debutalbummet, Gaslighting, viser Me & Munich at de er et solidt rock-band. Det er alvorlige emner, der behandles af bandet, men alvoren bliver til tider udfordret af fremførslen. Om det er godt eller skidt er selvfølgelig op til lytteren, men udtrykket bliver dermed lidt mudret.
Gaslighting som begreb, beskriver psykisk manipulation i en grad, så den manipulerede begynder at betvivle sin egen position eller integritet. Det er i sagens natur ret alvorligt, og Me & Munich synes at gribe fat i alvorlige emner på deres debutplade. Alvoren udfordres dog noget af fremførelsen, som til tider fremstår næsten komisk.
Men lad os tage det fra toppen… Albummet åbner potent med riff-baseret rock, en vokal med stort overskud og skyder på alle cylindre. Fedt. Første gang, jeg hørte albummet, blev jeg dog lidt ærgerlig over, at denne potente start så opløses i et poppet refræn. Efter flere gennemlytninger viser det sig dog, at det ikke er uvant for Me & Munich at bruge meget melodiske greb. Og i åbneren, ‘Radical’, fungerer det også – i hvert fald er det netop dette poppede omkvæd, der hænger ved, når musikken stopper.
Men det er netop et meget godt billede på Me & Munich; der blandes noget poppet ind i potent nok spillet rock. Og til tider bliver det så lidt komisk:
– i tredje nummer, ‘Rainbow Attack’, åbnes der nemlig med vaskeægte helte-guitar og tankerne strejfer lidt i retning af Spinal Tap. Ikke at det som sådan er en negativ kritik; jeg holder meget af Spinal Tap, men det ER jo også lidt ironisk det hele. Det er jeg ikke sikker på, Me & Munich er.
Et eksempel fra nummeret er den første bridge, der går *Break* => ”But you lost your virginity to God” *Break* [refræn] => Helteguitar-figur. Det er ikke voldsomt godt, lidt spekulativt. Men! Meget morsomt.
Og det er så her, jeg kommer lidt i tvivl; er det meningen, vi som lyttere skal smile, eller er det i virkeligheden lidt en sviner, jeg her har formuleret? Det kunne man spørge bandet om, men da jeg kun har pladen, må jeg konstatere at nummeret sætter et smil på mine læber.
Det samme gør sig i øvrigt gældende for et nummer som ‘Whatever Comes My Way’, hvor det meget melodiske refræn bliver sådan lidt for pænt… Og det sker jævnligt, at jeg som lytter tænker at det er lidt – måske ufrivilligt? – komisk, det der bliver fremført. For det virker så alvorligt, og så… Ja… Så er detaljerne bare sådan lidt… STONEHENGE!
Nå. Det er langt fra hele pladen, der giver det indtryk. Der er en stærk NU-rocket ballade i ‘The Worst In Me’, som starter stille med en stærk, patetisk melodiføring og siden helt klassisk bygger op i intensitet for så at tone fint ud.
Og generelt er der stærk vokal, fed lyd som er kontrolleret uden at blive NU-kedelig og der er da heller ikke tvivl om, at bandet kan spille, formodentlig er en fest live og har godt fat i hvad rock var og kan blive til.
Me & Munich er ikke det første band, der kan siges at have noget på hjerte. Og de bliver heller ikke det sidste. Når leveringen så til tider bliver lidt for meget, så kunne pladen være endt som et trafikuheld i usammenhæng. Sagen er, at det gør den ikke. Det er en fin rockplade med melodiske hooks til højre og venstre.
At lytte til Gaslighting minder mig lidt om, da en tidligere kæreste og jeg havde læst Hundehoved og diskuterede den med venner; min eks og jeg var enige om, at det var en meget morsom bog. Vores venner fandt den meget alvorlig og kunne ikke se det sjove i den. Men vi var enige om, at den var god.
Jeg håber ikke, at denne anmeldelse af Gaslighting får Me & Munich til at tvivle på sig selv (see what I did there?). Men indtrykket er lidt småskizofrent. Hvilket også er godt nok!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
