Maxwell Hauser debuterer med overvejende instrumentalt album, der nok formår at sætte stemninger, men ikke helt bliver forløst.
Maxwell Hauser er et nyt dansk projekt, opkaldt efter en filmkarakter (eller faktisk et dæknavn for hovedpersonen) i 80’er komedie-dramaet Hiding Out. Rune Kristensen, som står bag Maxwell Hauser, er tidligere trommeslager i Powersolo. Det kan man nærmest overhovedet ikke høre, og på en måde er Maxwell Hauser næsten så langt man kan komme fra Powersolo musikalsk – nogle af sangtitlerne kunne dog godt optræde i samme univers.
Maxwell Hauser er overvejende instrumentalt, og bevæger sig i et ind i mellem repetitivt, luftigt kraut- og electro-rocket udtryk. Der bygges stille og roligt op på åbneren ‘On Your Site’ med luftige synths og meditativ stemning, inden guitaren sætter tonen på ‘Don’t You Dare Say Goodmorning’, der ikke er mindre lys og luftig, men til gengæld mere rocket – i flere passager, i hvert fald. Ganske vellykket nummer, hvor guitarmelodien fører an, og der så bygges variationer op omkring den.
På den efterfølgende ‘New Love’ leges der mere med lyden med distortede synths, mens der på ‘Young Racist From Budapest’ kommer elektrisk guitar ind over et elektronisk trommebeat, inden nummeret bankes op i tempo, og får en mørkere, rocket kant, inden den glider umærkeligt over i ‘Our Secret’, der er mere drømmerocket.
Efter den indledende suite af numre, følger ‘Ariston Super Silent’, som vist er historien om en mand og hans forhold til en vaskemaskine – vi får mandens monolog i maskinelt forvrænget spoken word, mens vaskemaskinen får det sidste ord. Det er mere kuriøst og sjovt en enkelt gang, end langtidsholdbart, men på en måde også albummets stand-out track.
Keys indtager den centrale plads i lydbilledet på ‘Blanka Vasic Believes in God’, og det samme er tilfældet på ‘Flamingo Alien’, der er endnu mere nedtonet. Faktisk er afslutningen på albummet i det hele taget en noget stille affære.
Således er også sidste nummer, ‘Back to Rubber Tarzan’, bygget op omkring tangentanslag, med sfærisk støj rundt om og lidt lydeffekter, i hvert fald indledningsvis, inden der bygges guitarer, trommer og andre elementer ind i den over 13 minutter lange komposition, der har nogle soundtrack-agtige, billedskabende kvaliteter. Opbygningen frem mod trommerne kommer ind efter godt 9 minutter er sådan set ganske vellykket, men måske den godt kunne have været kortere? Og knap er nummeret kommet op i fart, før det bygger ned igen.
Maxwell Hauser lykkes med at opbygge stemninger, men omvendt heller ikke så meget mere end det – omvendt er det også et album, der er åbent for individuel fortolkning. Det er selvfølgelig også en fornem opgave for overvejende instrumental musik, men jeg føler alligevel jeg mangler noget. Der er er fine opbygninger og elementer, men ikke noget, der for alvor sætter sig fast, og selv om der er humor til at opbløde den ind i mellem nærmest højtidelige lyd, så virker det alligevel en smule uforløst.
Ind i mellem spændende lytning, men i sidste ende også relativt hurtigt glemt. Det resulterer i 3 stjerner til Maxwell Hauser.
Du kan finde Maxwell Hauser på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
