MAWIC leverer en blandet landhandel hard rock, med klicheer, gumpetunge sange, gode melodier og medrivende riffs.
Odenseanske MAWIC spiller i bund og grund ret klassisk hardrock med ind i mellem svulstige omkvæd, men hvor der ikke er så meget nyt at komme efter (faktisk kunne det her lige så godt være indspillet i 90’erne – tag bare rap-stykket på ‘Cambodian Snow’), så gør de det overvejende godt.
Det tangerer ind i mellem det tacky, som på ‘Cambodian Snow’, der falder som andet nummer – de fleste på min alder og ældre husker nok hvordan Judgement Night soundtracket satte en lavine i gang med hård rock/metal og rap/hip hop samarbejder i start og midt-90’erne, med større og mindre succes (mest sidstnævnte). Jeg var et øjeblik helt paf over at høre rap-stykket, men ud over det anakronistiske i det, så fungerer det nu ok for MAWIC.
Men det som MAWIC især har et fint greb om er melodierne. På ‘I Know, You Know, You Will’, som åbner og afslutter albummet i to forskellige versioner, er der et godt tungt rockende drive, et effektivt omkvæd, og nok ryk i riffene til at tilfredsstille de fleste.
Den mere balladeagtige, men stadig tunge, ‘Miss You So’ har også godt fat i det svulstige omkvæd, mens ‘Crazy Fool’ har hard rock swagger, men overbeviser alligevel ikke helt.
‘Stay in You’ går fuld ballade, men mangler til gengæld den helt stærke melodi, og lidt det samme er tilfældet for den ligeledes lidt tungrøvede og balle-agtige ‘All I Been Waiting For’. Her kunne der godt være luget lidt ud, så MAWIC i stedet for et album havde stået med et skarpere mini-album eller en EP med de stærkeste numre.
Tempoet kommer op igen på ‘Approaching Lonely’, hvor MAWIC også virker mere hjemme – egentlig også et relativt vellykket nummer, som godt kunne snige sig til lidt airplay på P4 eller MyRock for eksempel. Der kunne den sikkert også godt få selskab af ‘Fake Loving’,
Og så forsøger MAWIC sig pludselig på dansk på ‘Jeg vil være’. Det ved jeg skisme ikke helt hvad jeg skal synes om, og det virker lidt pudsigt at det lige dukker op som næstsidste nummer på albummet. Det er som sådan ikke et dårligt nummer, men man skal lige tune sig ind på vokalen igen, og så er det jo altid sådan at man bider (endnu) mere mærke i klicheer når de synges på dansk: “Alting er forandret” og “bliver det nogensinde det samme igen?”.
Fornemmelsen af miskmask bliver totalt med anden version af ‘I Know, You Know, You Will’, hvor der er tilføjet råbene “Let’s go Bulldog! Let’s go Bulldog!”, fordi sangen bruges som slagsang for Odense Bulldogs i Ishockeyligaen… Fint nok at den bliver det, men det bliver altså en lidt spøjs lytteoplevelse på noget, der kaldes et album i pressematerialet og kunne godt have været udeladt.
Det bliver en noget ujævn omgang at lytte til I Know, You Know, You Will som album, men der er nok solide numre og bund i MAWIC til at man ikke står helt af. Men som tidligere nævnt, så havde det nok givet mening at luge ud i tracklisten – MAWIC skal dog være lidt tilgivet, fordi det tydeligvis også er en udgivelse, der skal showcase bandets materiale overfor spillesteder, og måske derfor er tænkt mindre som en sammenhængende omgang. Med det i mente lander vi på 3 stjerner for en ujævn køretur, der både byder på gumpetunge sange, hard rock klicheer, gode melodier og medrivende riffs.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
