Mathilde Falch er klar med album nummer 4, hvor den vordende mor gør alt fra at danse med dæmonerne til at finde og hylde kærligheden. Der er ikke nogen nemme løsninger, eller en tydelig happy end, blot et liv der leves på godt og ondt.
Og det er netop en af grundene til, at Som Børn På Ny kommer til at virke så stærkt som den gør. Falch virker hudløs ærlig, uden at blive decideret selvudleverende, gennem pladens 10 numre. Her er hverken en romantiseret flirt med mørket, eller det totale forfald, ej heller en blåøjet happy end og et jubeloptimistisk håb for fremtiden. Men der ER håb, selvom alle dæmoner ikke med garanti er fordrevet for evigt – og det virker lysere på den anden side, hvis man holder ved.
Titlen kunne jo indikere en form for genfødsel, på den anden side kan man også “gå i barndom” og endelig så er albummet indspillet mens Falch venter sit første barn. Alle tre elementer er i spil i teksterne, sunget med en cool, stedvis stoisk, ro af Falch. Jo, hun synger, men det er med en tillagt monoton klang og ro, som alle måske ikke vil finde lige fængslende, men som gik rent ind her. Det lyder både sejt og sårbart, skrøbeligt og stærkt når Falch får renset ud, på en måde hvor stemmen og teksterne får skabt noget der lyder meget ægte.
Med “ægtheden” kommer også en (nødvendig) flirt med det banale, som på den over 6 minutter lange “Tiden”, hvor budskabet i al sin enkelthed er, at det bliver bedre i dag end det var i går. Men det suppleres med spørgsmålet “hvis dæmonerne forsvinder, tager de så englene med?”. Nok føles det som om det bliver lettere i dag, men der er ingen garanti for, at det betyder hvidt fremfor sort, for de to ting hænger måske, uløseligt sammen. Og det betyder heller ikke nødvendigvis “så er alt fryd og gammen”. Sådan er det, det meste af vejen igennem Som Børn På Ny, det kan stedvis lyde lidt lommefilosofisk, men der kommer næsten altid et “men”, eller der hænger en mærkbar tvivl i luften, som gør at det kommer til at virke medmenneskeligt og relaterbart, fremfor letkøbt.
Der er dog undtagelser, som hyldesten til hvad jeg formoder er Falchs mage. På “Lad Det Boble” overgiver Falch sig til kærligheden og lader det, ja, boble. Selvom det er et mere luftigt, tempofyldt og “glad” nummer, så bliver det aldrig lalleglad og i den større sammenhæng kommer det også til, at virke som en nødvendig del af det samlede billede. Det er her kraften til at bekæmpe de der dæmoner måske er opstået, og en motivationsfaktor til, at holde fast. Man er jo nødt til, at have noget at kæmpe for.
Vent på mig lidt endnu,
bare lige et hurtigt,
bare et sidste skud.
Tro på mig lidt endnu,
så lukker jeg dæmonerne ud.
Sådan lyder den fulde tekst i den kun 39 sekunder lange “Vent På Mig Lidt Endnu”. Det er ikke omkostningsfrit eller en dans på roser her. Bare fordi kærligheden er blevet et våben som kan bruges til at bekæmpe dæmonerne, så er de ikke fuldstændig besejret. De lurer hele tiden i skyggerne, klar til at slå til, hvis man ikke er opmærksom.
Ligesom musikken, egentlig. Meget af Som Børn På Ny har en lidt 80’er synth-pop/rocket klang over sig, sikkert ligesom musikken der spillede i baggrunden i Falchs egen barndom. I bund og grund lyder den relativt “bombastisk”, men den er mikset så den kommer til at ligge som et lydtapet bag Falchs vokal og ord, der bliver det dominerende og bærende element i lydbilledet. Nogen vil måske finde synth-delen og trommelyden lige lovlig 80’er flad, men jeg synes egentlig den er med til at give det hele et passende nostalgisk, og lidt vemodigt, skær, der går fint i spænd med hele “som børn på ny” temaet.
At barndommen kan have afgørende indvirkning på de dæmoner man senere kommer til at slå med antydes på titelnummeret, hvor det blandt andet lyder:
Jeg tror der findes et sted de kan bo.
Dem der blev frarøvet barndommens ro.
Jeg tager dig med dertil, når du bliver stor.
Du vil se at dit stærkeste våben, er dine ord.
Synsvinklen er lidt sjov, det er som om fortællerperspektivet er skiftet fra Mathilde selv, til en der på en måde synger til hende. Eller også skal det forstås som et nummer, der er skrevet til hendes eget barn, selvom det ville være at foregribe tingenes udvikling lidt? Det giver i hvert fald et nummer, hvor jeg, på en god måde, er lidt i tvivl om hvem der er afsender og modtager.
Den suppleres på en måde af “Hjertets Pris”:
Hvis det nogensinde sortner,
og dit selvværd synes tabt.
Kom forbi og jeg skal fortælle dig,
du er det smukkeste der er skabt.
Igen er det fristende, at høre det som et nummer der er stilet til afkommet, men det er samtidig så åbent formuleret i resten af teksten, at det kunne være henvendt til mange.
Jeg synes virkelig Falch leverer et lyrisk stærkt album med Som Børn På Ny, det er ikke sprogligt flashy, overgjort eller unødigt kringlet, det passer bare, og bidrager til, albummets “ånd”. Nogle vi sikkert savne en mere organisk lyd, eller vil synes tempoet er lidt dvælende og stillestående hist og her – valide punkter, hvis det er sådan man har det. Det har jeg ikke.
Sammen med musikken og stemmen er ordene med til, at Som Børn På Ny føles som en af den slags plader, der bare lyder lige som den skal. Den har sin egen gennemgående klang og “stemme”, som gør at jeg føler jeg lytter til et værk. Et værk med noget på hjerte, som ikke bare er sort eller hvidt, men på flot vis får beskrevet livet som en slags proces. Men også en kamp, hvis man skal leve det med de der dæmoner, “I mørket spiller jeg det spil, hvor man bliver bange for sig selv”, som det lyder i “Alene”.
Nok kan man være “brændemærket” i sjælen, som det lyder i samme nummer, men det betyder jo ikke, at man ikke kan lære at leve med de ar og komme styrket ud på den anden side. Det lyder som om Falch har fundet vejen, og processen har kastet en af de stærkeste dansksprogede udgivelser jeg har hørt i år af sig.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Mathilde Falch på Facebook
