Mathias Winther har med Thoughts lavet en EP, hvis titel nok er godt beskrivende for musikken: Der er tale om fire sange, der bærer præg af tankers flow og til tider underlige skift.
Vi er i singer-songwriter genren og der tale om nogle ganske velindspillede numre. I centrum står sangerens noget særprægede, til tider meget kælne stemme.
Netop stemmen gør at Mathias Winther vil stå lidt ud fra resten af den efterhånden store mængde af singer/songwriter-kunstnere derude. Og det er på én gang styrken og svagheden ved projektet: For stemmen er bestemt genkendelig og bærende – men det bliver også noget sært på den knap-så-fede måde, på nummeret “All my friends are dead”. Der er simpelthen en uoverensstemmelse mellem stemmen og temaet.
Jeg må erkende at stemmen er styrken – men er bestemt ikke erklæret fan. Jeg har det nok lidt på samme måde som jeg har det med Starsailor (husker I dem?) – gode produktioner, velspillet musik, stærke tekster – og så lige dén stemme, som er så markant – men for mig altså er som negle mod en tavle.
Mathias Winther kunne have trukket nogle stik hjem ved at være lidt stærkere på melodierne og især på teksterne – ja, ja; jeg forstår da godt at Thoughts nødvendigvis må være lidt svævende – men skal man være lidt grov, må man også erkende at mange tanker jo aldrig forlader pandebrasken, men forbliver i hovedet.
EP’ens åbningsnummer, “Quarter past 9”, byder på flere idéer og har et omkvæd, der på underlig vis minder mig om Stereo MC’s “Connected” med et dovent ”hey-hey-hey / what do you want to say” – hvilket egentlig forvirrer mig mere, end hvad godt er. Men mod nummerets slutning opløses en stor del af den suspense, der har været opbygget nummeret igennem i et fint c-stykke (i dur, selvfølgelig), og derefter lukkes nummeret ned, med en konstatering af, at man nogle gange fortryder at være ankommet til tiden – i samme stil som nummerets intro. Der er altså tale om en mand, der kan gennemtænke en sang og indspille den.
Skal jeg sætte mig ud over min antipati for stemmen, må jeg dog også konstatere at de fire numre faktisk er lidt kedelige. Til trods for de ovenstående krumspring, så fanger det bare ikke rigtig min interesse – hverken melodier eller tekster.
Mit gæt er at nogen vil forelske sig ganske meget i Mathias Winthers stemme, som ER speciel og bruges fuldt ud på EP’en. Jeg vil dog ikke være at tælle blandt de fans, og må kvittere med tre stjerner for en fin indspilning og en vis idérigdom i kompositionen.
Af Troels-Henrik Balslev Krag
Besøg Mathias Winter på Facebook
