Massive Aggression spiller god gammeldaws thrash. De elsker tydeligvis genren, faktisk så meget at i al deres behjertede thrashen igennem lidt glemmer at stoppe op og lytte til dem selv, for at finde ud hvad der fungerer. Men thrashe, det kan de!
Det gode først. Der er ikke så mange dikkedarer og fine fornemmelser hos Massive Aggression, der blev dannet i 2009, de tramper thrash-pedalen i bund uden at blinke eller ryste på hånden. Man fornemmer en stor kærlighed til genren hele vejen igennem EP’ens 7 numre, inklusive en instrumental intro og et instrumentalt intermezzo som næstsidste skæring.
De 2 korte instrumentalnumre er også der, hvor jeg synes Massive Aggressions musik fungerer allerbedst. Der bliver bygget fine stemninger op, atmosfæren i stykkerne er fyldig og det føles som om musikken får plads, og får lov til at udvikle sig naturligt. Og så er vi fremme ved noget af det dårlige. For når Massive Aggression sætter farten op og thrasher igennem ala The Big 4 i 80’erne, så halter numrene en del, og er faretruende tæt på at falde fra hinanden.
Der er masser af vellykkede passager og stykker der fungerer, men alt det imellem, det der binder stykkerne sammen i numrene, det mangler på en eller anden måde helt eller delvist, i hvert fald i 4 ud af 5 numre. Det gør, at sangene samlet set virker lidt rodede og kluntet udført, med en række breaks og mellemstykker, som der enten ikke bygges godt nok op til, eller som bare lige rammer skævt. Det er med til at gøre EP’en og dens materiale til en lidt bumlet “start-stop” oplevelse, hvor der aldrig etableres et varigt flow.
Det er faktisk kun afslutteren, “Feel The Wrath of the Massive Aggression”, en art klassisk call-to-arms “her kommer vi” sang, som jeg synes er hæderlig fra start til slut, uden de store udsving. Her holder bandet sig også fra at kaste sig ud i alt for halsbrækkende overgange eller udflugter.
Det er ikke så meget, at bandet fremstår overambitiøse som sådan, eller ikke har evnerne. A, B og C stykkerne spiller de fornuftigt, når de først er nået frem til dem, det er overgangen eller rummet imellem disse stykker der virker som det største problem. Et godt eksempel, er første reelle nummer på EP’en, titelsangen “Chronic Ascension”. Vi tumler lidt ud af starthullerne, vokalen sidder for mig ikke helt i skabet (det kan være en smagssag, men den lader til at have nogle mangler, som ikke er blevet skjult nok i lyden her), inden der bliver rettet op og rykket pænt igennem. Et stort “åh åh kor” dukker op ud af det blå, men lyder heldigvis ret fedt. Et tempofyldt mellemstykke rykker ok igennem, så dukker der noget råbe-kor op, som til gengæld lyder temmelig bøvet, inden nummeret lidt falder fra hinanden og mister orienteringen mod slut.
I den efterfølgende “Unleash The Beast” går der tempofyldt “ud over stepperne” thrash i den, men igen kommer vi lidt famlende og uskarpt fra start. Nummeret er knap så rodet som nogle af de andre, der satses på at komme i mål på ren fart og råstyrke, men desværre er det bare som, at nummeret ikke rigtig er helt så medrivende og fængende, som det vidst var tilsigtet.
Noget der sådan rigtig fænger, er også en mangelvare på “Run Like A Coward”, hvor vi ellers kommer ret godt fra land med trampende march-rytmer, et foroverbøjet, sejt vuggende tempo, inden et vellykket guitarbreak signalerer nummerets egentlige start. Så snubler Massive Aggression ærgerligt nok igen over sangskrivningen, og resten af nummeret bliver en opvisning i bandets styrker og svagheder, hvor sidstnævnte desværre har det med at være det man husker. Rodede mellemstykker, overgange der kommer til at virke lidt kluntede og en buldrende outro, som måske ville have rumlet godt i mavsen, hvis produktionen havde været mere fyldig og kraftfuld (det lyder faktisk lidt som en demo).
På “A Force Unknown” satser Massive Aggression nærmest hele butikken, og tonser nummeret i gang med godt med tons på trommerne og knald på hele baduljen, desværre virker det igen lidt flagrende i mine ører, ikke mindst i omkvædet, hvor det endda næsten lyder som om vokalen halser en smule bagefter. Vi får endnu et lidt for satset break, efterfulgt af retningsløst metal-fræs. Det er ikke inkompetent, det mangler bare orienteringssans, overblik og tålmodighed.
Hvilket egentlig også er 3 ord man kunne bruge på hele Chronic Ascension. Det lyder ganske enkelt som om Massive Aggression vil for meget, i hvert fald i forhold til deres sangskriver evner som de er lige nu, eller i forhold til hvad de rent faktisk er gode til. For der er bestemt lyspunkter at finde på EP’en, de overdøves bare at bandets unoder, hvor det virker som om, at de ikke rigtig har lyttet ordentlig til sig selv?
Chronic Ascension ender med samlet set at være en under middel oplevelse, det giver 2 stjerner, men med noget justering, selvransagelse og knofedt, så fornemmer man at der er krummer til mere i Massive Aggression. Det kræver bare, at man får fremhævet styrkerne endnu mere, dækket svaghederne til og får tilpasset ambitionsniveauet til evnerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Massive Aggression på Facebook
