Det svenske thrashmetal band Massdistraction gør på papiret alt rigtigt, og træder sjældent ved siden af, men alligevel går sangene på debutten Follow The Rats ikke helt op i en højere enhed for mig.
Dannet i 2007, og med et succesfuldt live år 2011 i bagagen, gik Massdistraction sidste år i studiet, og er nu klar med deres første fuldlængde album. Albummets 10 numre byder hovedsageligt på thrash i den klassiske ende af skalaen, med enkelt afstikkere ud i beslægtede genrer hist og her. Vi har med teknisk veludført og energisk metal at gøre, der strutter af attitude. Alligevel er det ikke lykkedes mig, at komme til at kunne lide denne plade lige så meget, som jeg synes jeg burde. Og jeg har prøvet. Selv efter et utal af gennemlytninger, er der et eller andet der bare ikke rigtigt fanger mig og gør, at jeg aldrig helt glemmer verden omkring mig og suges ind i Massdistration’s univers.
Det begynder ellers umiddelbart fornuftigt med en trio af in-your-face numre, der burde sætte gang i både arme og ben hos lytteren. Albummet åbnes med “Headgrenade”, der straks eksploderer i fjæset på en med tungt og brutalt riff. Fra de første toner, er det klart at svenskerne er kommet for at hærge. Forsanger Mikkjal G. Hansen har den typiske olme brølevokal, der synes populær i genren og Massdistraction lyder i det hele taget som lidt af et metalbæst. “Headgrenade” er i den sidestik fremkaldende tonser-ende, men som “spark døren ind” nummer fungerer den upåklageligt. Der er dog lidt mere at komme efter i “See No Evil”, der følger op på den eksplosive start ved at sætte tempoet en anelse ned og fokusere mere på melodi frem for fart. En ganske storladen indledning afbrydes af et hæst brøl og så baskes sangen ellers for alvor i gang, nu i en lidt mere groove-thrashet retning end første nummer. Især lykkes bandet med en rigtig god opbygning fra vers over i et tilpas fængende omkvæd, der alt i alt gør nummeret til et af de bedste på Follow The Rats. Den efterfølgende “Something Violent” drejer Masdistraction ind på et mere Slayer-klingende spor, hvor der igen hamres løs på samtlige thrashmetal tangenter med fin intensitet. Et nummer hvor der også er rig mulighed for at headbange, eller kaste knyttede næver i vejret imens man side-stepper til den buldrende rytme.
Alt i alt, er der ikke rigtig en finger at sætte på den indledende trio af sange, men man føler sig alligevel ikke helt overbevist. Det er lidt som at være med til en opvisning i thrashens ABC, uden den fornødne nytænkning til at man for alvor løfter øjenbrynene. Titelsangen “Follow The Rats” ændrer ikke væsentligt ved dette, nummeret er fornuftig thrash, men af den lidt forudsigelige slags. Det mere melodiøse er tilbage i førersædet, selv om forsanger Hansen gør sit til at råbe noget aggression ind i nummeret. Igen, der er rent teknisk set intet at udsætte på sangen, men jeg har beklageligvis svært ved at miste fodfæstet og helt lade mig rive med. “Sudden Deaf” er sammen med “See No Evil” de ubestridte højdepunkter på Follow The Rats. Her er vi ovre i en Metallica-agtig semi-ballade, med masser af temposkift, men med fin kontrol over sangens struktur. Vi får også smagsprøver på, at Mikkjal G. Hansen kan andet end bare at brøle igennem – og den vokalmæssige variation klæder Massdistractions udtryk.
Mere bombastisk brutalt bliver det i “Walking The Earth”, der tromler frem som en trampende fortidsøgle. Det kommer dog aldrig til at virke helt farligt på mig, man frygter ikke rigtig at blive trådt flad, men står i stedet for bare og kigger på metaløglens lidt meningsløse ødelæggelser. Der følges op med “Sane”, hvor hele arsenalet af metaltricks rulles ud: truende stemning, temposkift og et hidsigt break midt i nummeret, en trommeslager der for alvor får trådt klampen i bund og alt hvad hjertet sådan set kunne begære af stort og småt, der gør musik virkelig “metal”. Men jeg er desværre stadig lidt ligeglad og har svært ved at fastholde interessen. “Diluted”, en kaotisk og turbulent sag, gør hverken fra eller til i denne sammenhæng. Den frådende og spyttende stemning smitter ikke rigtig af på mig og jeg begynder at spekulere på om, der mon er noget galt med mig? For igen skal det nævnes – der er egentlig ikke noget “galt” med Massdistractions musik, ikke noget jeg kan præcisere i hvert fald.
Det gør desværre, at det er utroligt svært at opretholde opmærksomhed og interesse pladen ud, og jeg har oplevet under de mange gennemlytninger af Follow The Rats, at når jeg når til de sidste to numre, så er tankerne et helt andet sted. “New Dominion” og “Master Manipulator” er blevet reduceret til baggrundsstøj, imens jeg fokuserer på andre ting. Det føles som mere af samme “thrashens greatest hits i en blender” genreopkog, som har domineret det meste af pladen. Beklager, Massdistraction, men jeg var mæt længe før. Alligevel sidder jeg med en følelse af, at det ikke er helt fair overfor bandet, og at skylden bestemt ikke ligger hos dem.
De spiller upåklageligt, alle de rigtige elementer er til stede i størstedelen af de 10 numre, og endda sat rigtigt sammen. Det til trods tænker jeg ikke mere end “Yap, that’s metal allright……..” og så kommer der ikke mere. Sangene, udover “See No Evil” og “Sudden Deaf”, fanger ikke min opmærksomhed og kommer i stedet til at fremstå som thrashmetal stiløvelser. Det er ikke i nærheden af at være dårligt, der er bare alt for svag puls til at man kan kalde det rigtig levende – sådan virker det ærgerligvis på mig. Det hjælper så overhovedet ikke på sagen, at pressematerialet lover “real metal music with attitude and originality”. Det ægte vil jeg ikke bestride, for her lugter på ingen måde af fakers eller påtagede attituder, men originalt det er fandeme noget af det absolut sidste det er! En hvis mængde selv-hype og store ord er forventeligt i sådan noget pressemateriale, men det her lugter næsten af falsk varebetegnelse. Og det er en skam, for hvorfor kalde det originalt når det “bare” er et mash-up af genrens mestre – stå dog ved det, der er da intet galt i det? Men det er lidt skuffende, at love originalitet og lytterne så bliver præsenteret for det modsatte. Follow The Rats? Yeah, lige ind i genbrugsbutikken.
Det altoverskyggende problem jeg har med pladen er, at jeg på intet tidspunkt bliver blæst bagover af benovelse. Det er som om jeg er lidt immun overfor det hele, uden nøjagtig at kunne forklare hvad det er der mangler. Jeg fornemmer at det ikke er meget, for jeg burde kunne lide det her mere end jeg gør og har gjort et ihærdigt forsøg på at tvinge kærligheden frem – men det ved vi jo alle, at den slags går bare ikke. Jeg er dog overbevist om, at der må findes et publikum for Massdistraction derude foran skærmen, der vil have nemmere ved at falde for de svenske metal-flirterier end jeg havde. Så de tre store stjerner jeg tildeler Massdistraction skal ses i lyset af, at det desværre ikke lige tændte mig, men det ikke bør afskrække andre fra at give det en chance – nogle vil med garanti falde pladask for denne version af klassiske thrash-dyder.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
