Masasolo albumdebuterer med et svævende album, der lever på homogeniteten, men over 9 numre savner lidt mere gennemslagskraft. Er du til drømmende psych-pop, er det dog bestemt et lyt værd.
Bag navnet Masasolo gemmer sig Morten Søgaard , som vi kender fra andre sammenhænge som retrorockende Vampire Blow og mere udsvævende Ufornia. Det er nok sidstnævnte Masasolo lægger sig mest i forlængelse af.
Søgaard har egentlig spøgt på musikscenen under Masasolo-navnet et stykke tid, blandt andet oplevede vi ham på Roskilde Rising 2015. På mange måder er det her et rigtig godt album, men der er også en distance, der gør at jeg aldrig kommer helt tæt på pladen. Det skyldes nok den noget udviskede og slørede musikalske stil Masasolo ligger for dagen. En stil og et udtryk der naturligvis er valgt med fuldt overlæg, og som bestemt giver albummet en gennemført rød tråd og sin egen distinkte lyd – men nok også en der i længen vil være en smagssag.
Det er ikke en kedelig oplevelsen, men jeg savner slutteligt lidt flere udbrud og sange der markerer sig. At Sixes and Sevens er ikke helt foruden, for de to singler “Idaho” og “Blackie The Blue” formår i det mindste at bryde igennem den psykedeliske tåge albummet fremmaner. “Idaho” har allerede fået en del spilletid på blandt andet P6 Beat, og det er da også en særdeles velvalgt single, med albummets mest mindeværdige og iørefaldende omkvæd. “Blackie the Blue” rummer lidt af de samme kvaliteter, men her er udtrykket mere luftigt end i “Idaho”, og omkvædet af mere antydende karakter, uden at blive helt så gennemtrængende. Nummeret er dog stadig catchy som helhed, på sådan en lidt sommerlig og ubekymret måde.
Og det er nok også et prædikat jeg ville sætte på pladen som helhed. Selvom Søgaard besynger voksenlivet, og de tilhørende realiteter som nu pludselig ikke hænger et sted og dingler “ude i fremtiden”, med en lidt blålig toneklang, så er pladen bestemt ikke nedslående. Det er mere lyden af, at ligge og reflektere over livet som det har formet sig på en sommerdag, hvor disen stadig hænger i og over græsset, mens man læner sig tilbage og lukker øjnene.
Af og til er det som om det bliver lige vel dvælende, som på den stadig fine “This Decender”. Nummeret lægger lidt “sjovt” og hakkende ud, ud sprutter så stille og roligt afsted med en slags start/stop-rytme, der får det til at føles som man er i rolig bevægelse, men ikke kommer ud af stedet. Og så forsætter den ellers bare i det spor og ender med at føles lidt ensformig – måske er den bare lidt for lang? Hvilket kunne være et andet, lille, kritikpunkt for nogle stykker af de resterende numre. De bliver måske lige lange nok, selvom der faktisk arbejdes med nogle ret fine temposkift hist og her. Både i numre som åbneren, “Just as Real”, og senere “And To Know This” dukker der nogle tempo- og stilskift op inden vi når to minutters mærket. I førstnævnte går vi ned i stenertempo, mens sidstnævnte pludselig bliver ramte af nogle danserytmer.
Fælles for dem er, at de gennemstrømmes af noget boblende og spirrende, samtidig med, at der hænger en meditativ morgendise vibe i den friske luft. Det er endnu en gennemgående atmosfære, og også kvalitet, ved At Sixes and Sevens, som der egentlig kun for alvor afviges fra i nummeret “Love Here Tonight”, hvor Masasolo pludselig lyder mere “hårdtslående” og psychrocket, hvor noget mere 70’er futuristisk klingende synth også får plads. Synthdelen er en konstant tilstedeværelse pladen igennem, men her bryder den mere igennem, i stedet for at være en del af det slørede bagtæppe.
At Sixes and Sevens ender med at være en plade, hvor styrkerne og svaghederne udspringer fra det samme sted – den gennemførte linje, stemning og klang pladen igennem. Det er dog klart plussiden der har overtaget, så vi ender på en helt igennem solid 4’er, for en indbydende omgang psychpop.
Af Ken Damgaard Thomsen
