Mary Darko er et relativt nyt band fra Aarhus (dannet i 2014), der gør sig i alt fra garage-sydstatsrock til det mere hårdt pumpede alternativt rockede. Bandet befinder sig i opstartsfasen, eller der hvor man lige skal finde sit fodfæste. Vi har givet 4 numre et lyt for at se hvor det kunne bære henad.
OK, nu er vi helt nede i mulden, der hvor i egentlig havde tænkt os vi skulle være, da vi startede denne side for snart 4 år siden. Dernede hvor det spirer, hvor idéerne kan få lov til at vokse, hvor intet er direkte forkert og hvor et band stadig er i gang med at forme deres lyd. Det kan kort sagt, næsten, ikke blive mere upcoming end det stadie Mary Darko befinder sig på lige nu. Det giver sig mig mulighed for at lege Doktor Klugscheisser med en risiko for, at jeg er en værre kvaksalver. Kort sagt – tag det hele med et gran salt!
De har et enkelt nummer helt færdigt og poleret op, de resterende 3 er mere rå og ridsede demoer, førstnævnte ville de gerne have anmeldt, men da vi ikke anmelder enkeltstående numre, så blev det her lidt en pakkeløsning. Derfor er de ovenstående stjerner også kun et meget løst og usikkert pejlemærke, som blot afspejler, at bandet, naturligt nok, har noget arbejde tilbage – især med at finde den præcise retning de skal i. De 3 stjerner symboliserer derfor i denne sammenhæng, at musikalsk er det udmærket, men det samlede indtryk af de 4 numre er lidt for rodet stilistisk. Nå ja, og så er det meget upcoming.
Det siger næsten sig selv, at det færdigproducerede nummer, “Tied Up”, er det der står allerstærkest. Og for klarhedens skyld vil jeg lige pointere, at det var det nummer bandet gerne ville have bedømt/omtalt, de resterende 3 hrv jeg med ind for at kunne “retfærdiggøre” omtalen.
“Tied Up” repræsenterer også klart den stil og retning som jeg personligt synes klæder bandet bedst, og det spor de burde forsøge at forsætte ud ad. Det er dunkel, alternativ rock, hvor jeg, i hvert fald indledningsvis, kommer til at tænke på Muse, inden de blev super fesne. Muse hvis de spillede en form for beskidt garage rock, hvis I kan følge mig? Forsanger Tobias Bast Reinwald’s vokal ligger ret langt fremme i mixet, og den vil måske lidt være en smagssag. Den er ikke den mest skolede eller i gængs forstand “skønne” vokal, men den har et eller andet indebrændt, råt og personligt særpræg, der gør at jeg får lyst til at lytte til den, selvom den måske ikke sidder helt i skabet endnu.
Når vi kommer længere ind i det dystert ulmende og sammenbidt nummer, så bliver stilen mere udfarende og skarp. Her lyder det næsten henad Nirvana, i de numre hvor de bidder tænderne sammen og dropper de poppede melodier. Slet ikke så tosset! Nummeret gennemstrømmes samtidig af en dejlig uro – der lurer en form for vanvid lige rundt om hjørnet.
De resterende 3 numre virker og lyder også som det de i bund og grund er – demoer. “Down The Road” bringer det sydstatsklingende præg ind Mary Darko’s univers, det er ikke super sumpet, men har den der “bumlen ud af en støvet vej i lummer varme omgivelser” lyd, som sender tankerne sydpå. Omkvædet er ret fint, hvor det bølgende melodiske får mere plads. Alt i alt en fin skæring, men stilistisk og sangskrivningsmæssigt også en, der risikerer at drukne i mængden i forhold til andre bands der er drejet ud på den vej.
“Mermaid Of The Ocean” ligger lidt i forlængelse, vi befinder os stadig på samme vej, men terræn og underlag føles lidt mere ujævnt og knoldet – hvilket egentlig klæder Mary Darko rigtig fint. Rytmen er lidt mere “pick up truck” huggende, mens vokalen forsøger sig med en stil der er mere country-rock svingende. Det lyder ikke videre fantastisk i den forhåndenværende version, den trænger kort sagt til en overhaling i studiet, men idéen er ikke dum.
Sidste nummer er bandets korteste skæring, lidt over 3 minutter bruger de på at skyde “Queen Motherlover” af sted. Igen trænger vokalen til lidt kærlighed indspilningsmæssigt, og måske også stilen. I hvert fald i verset, hvor det glider lidt ud i de skarpe sving, her er nemlig mere fart over feltet end på de foregående par numre. I omkvædet, hvor den The Strokes lignende garage-rock erstattes af noget der lyder mere pære punket, da synes jeg egentlig den lidt overstyrede og maniske vokal matcher musikken rigtig godt. Den hidsige instrumentale afslutning bliver næsten for kort – det lyder faktisk rigtig fedt!
Alright, hvis vi lige spoler tilbage til “Tied Up”, så har bandet nok et 4-stjernet, alternativt rockende upcoming nummer der. Men de har flest af de mere sydstats-garage klingende i demo-bunken, så spørgsmålet er, om de kan justeres og finpudses så de kommer til at lægge mere i tråd med “Tied Up”, eller om de skal skære igennem og lave nogle nye fra bunden, der matcher “Tied Up” bedre? Dog lyder især et nummer som “Queen Motherlover”, som et nummer der kunne sætte ild til gulvbrædderne live.
Alt i alt virker Mary Darko som et band der bare lige skal give sig selv noget tid, bakse og svede videre i studiet og så finde ud af i hvilken retning de skal fremover. “Tied Up” synes at være pejlemærket, det er også det jeg ville orienterer mig efter hvis jeg var dem.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Mary Darko på Facebook, hvor du kan høre samtlige numre.
