Der er ikke de helt store armbevægelser hos Martin Høybye, men til gengæld sympatisk og dygtigt udfoldet melodisk rock i metermål.
Martin Høybye er et relativt rutineret navn , men The Hourglass Sessions er mit første møde med hans musik (i eget navn, i hvert fald). På albummet sætter Høybye fokus på tiden og forgængeligheden – ikke bare i forhold til de indre landskaber, men også i forhold til naturen og de ressourcer vi tømmer den for.
Det bliver dog aldrig moraliserende eller det, der råber højest på opmærksomhed i Høybye’s vellydende univers, hvor producer Dennis Ahlgreen igen har sørget for at give musikken gode rammer. Musikalsk blandes rock, pop og blues i et blandingsforhold, som gør at de fleste nok kan være med. Høybye kan også synge – han har måske ikke en vokal, der er markant på den måde, at man husker den, men den er godt skolet og bruges til god effekt. Han får også hjælp af kapable musikere og blandt andre Kajsa Vala hjælper til på kor.
Med 11 relativt lange numre er der også nok at dykke ned i på The Hourglass Sessions, så lad os tage nogle nedslag. Det hele begynder med den vellydende og tænksomme ‘The Best I Can’, hvor Høybye reflekterer over tidens gang: “So I just sit and watch the hourglass/Turning time into a pile of sand/Time is running and it’s running fast/The odds are so bad/But I’m doing the best I can”. Det er måske ikke nyskabende metaforik med sandet i timeglasset, men det er velturneret, fint instrumenteret og med dygtigt korarbejde.
Den dunkelt simrende ‘Had My Time’ emmer lidt af ildevarslende western-stemning, mens den stilfærdigt overskudsagtige ‘Have I Seen You’ trakterer med livlig kontrabas og den soul/blues-rockende ‘Time Stand Still’ med håndklap ad libitum sætter lidt liv kludene.
Ellers er udtrykket overvejende afdæmpet og eftertænksomt, men altid vellydende på numre som ‘Higher’, ‘Happyville’, ‘There Comes a Light’ og ‘So Little Time’. Slowburneren ‘Longer Lives’ brænder ikke helt igennem for mig, men til gengæld er den efterfølgende ‘Time Flies’ er blandt albummets mest fængende, med sit “Tick/Tock/Like the beat of a drum”-stykke, rytmiske fremdrift og fine instrumentale detaljer (orglet har jeg en svaghed for her). Glimrende nummer og et af dem, der bliver hængende når albummet rinder ud.
Fingerspillet guitar og flot korarbejde gør ‘All We Have’ til en fin lukker på et album, der holder en god kvalitet hele vejen igennem. Det er ret homogent, men det betyder også at det er relativt få numre, der stikker snuden frem og løfter det samlede indtryk. Det lander på 4 pæne stjerner. Men det kunne nu også godt være sådan et album, man ville have glæde af at finde frem igen og kunne opdage nye nuancer på.
Du kan finde Martin Høybye på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
