Færøske Marius Ziska kunne ind i mellem godt fyre mere kul på de musikalske klimakser, men ud over det er Portur et behageligt, og ind i mellem dragende musikalsk bekendtskab.
Det er relativt sjældent vi får færøsk musik til anmeldelse, men ind i mellem dukker der en udgivelse op fra øerne ude i Atlanten. Denne gang fra Marius Ziska, som ovenikøbet synger på færøsk. Det giver det (i hvert fald når man ikke forstår færøsk) en lidt other-worldly kvalitet, lidt ligesom når man lytter til Sigur Ros. Det gør, at en lytter som undertegnede, lytter mere efter stemninger, end ordene.
Og stemning er der masser af på Portur. Musikalsk er det relativt luftig pop/rock, der trækker tråde til navne som førnævnte Sigur Ros, Bon Iver og Coldplay. Åbneren ‘Silvurlín’ læner sig mest mod førstnævnte, og er virkelig flot forløst. Det lyder ganske enkelt smukt når Ziska folder sin fine vokal ud, og underlægningen er brusende og storladen, uden det kammer over. Flot åbning, og selv om ikke alle albummets otte numre helt holder samme niveau, er bundniveauet alligevel ret højt hele vejen.
På andet nummer, ‘Gódvarin Mynd’, er det fingerspillet guitar, der leverer underlægningen til Ziska’s vokal, indtil der bygges på instrumentalt, og nummeret løfter sig fint – et løft, der måske endda kunne vinde ved, at der blev lagt lidt mere kul på? Men måske er det ikke hvad Ziska vil – der bliver ikke smurt tykt på, de små klimakser får lov at stå for sig selv, så man ind i mellem næsten kan overhøre dem. Faktisk er det en flaksende synth i et mellemspil, der slår mest ud med armene på ‘Gódvarin Mynd’ sammen med et keys-stykke mod slutningen, hvor der også kommer kor på.
‘Til Kærleikan’ kan man nok regne ud hvad handler om, selv om man ikke er færing, og her er Ziska i duet med en kvindevokal – igen et fint nummer, hvor en gennemgående synth lidt gemt i lydbilledet alligevel er en lille sten i skoen for mig. ‘Longsul’ bygger lidt anderledes op med hakkende trommer og strygere, men bæres igen i høj grad af Ziskas lyse, rene stemme.
Vi skal også ‘Dansa í Natteni’ (her kan man igen godt sjusse sig frem til titlen som dansker), omend det ikke ligefrem er en klubbasker vi er ude i, men en letmelankolsk pop/rock-sang, der måske næsten godt måtte gøre en smule mere væsen af sig. Det kan måske godt være svagheden ved Ziska’s univers, at man let flyder lidt væk i det behagelige lydbillede, og der måske mangler nogle skarpe hooks eller lidt knaster man river sig på, så man bliver fanget igen.
Selv om ‘Flottín’ ikke er et nummer man river sig på, er det dog blandt albummets højdepunkter. Det er igen et nummer, hvor Ziska giver sig tid til at bygge tålmodigt op, og hvor strygerne især er et velfungerende element, i deres dirrende tilstedeværelse, mens det ellers hovedsageligt er en guitar, der følger Ziska’s vokal. Stærk sang.
Også ‘Vald’ har fine kvaliteter, men er lidt i fare for at blive forglemmelig, mens albumlukkeren ‘Ongin er Orsøk’ igen flot får iscenesat Ziska’s vokal med et dæmpet strengeakkompagnement, der undervejs bliver suppleret med diskrete tangenter. Tit er det faktisk i de helt dæmpede passager, Ziska’s vokal for alvor tager kegler. Der er noget inderligt over den, uden det bliver anmassende, en renhed, der ikke virker påtaget.
Personligt kunne jeg godt ønske mig lidt flere “highs and lows”, øjeblikke hvor storladenheden får et ekstra nøk, eller hvor vi kommer helt i det tyste. Der mangler måske også, som tidligere nævnt, lidt flere skarpe hooks, men ud over det, er Portur et ind i mellem dragende og altid behageligt bekendtskab, der både fungerer fortrinligt som stemningsmusik, men som man også kan dykke mere ned i med lyttelapperne på.
Det giver 4 store stjerner til Marius Ziska, som du kan opleve live til FredagsLIVE i Vejle Midtpunkt d.29. juni kl. 16 og på SPOT Royals udendørsscene ved Immervad i Aarhus lørdag d.30. juni, sammen med landsmændene Konni Kass, mellem kl. 14.30 og 16.
Du kan også finde Marius Ziska på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
