Born Villain, huhadada, en titel jeg sikkert ville have syntes var ret sej da jeg var 15-16 år gammel, nu lyder det bare sådan lidt plat og som en selvparodi. En kant Marilyn Manson har danset rundt faretruende tæt på siden storhedstiden i midt/slut 90erne.
På mange måder er Manson også et underligt 90er levn, der aldrig helt er forsvundet og har stukket hovedet frem med jævne mellemrum, med enkelte lyspunkter, men uden helt samme musikalske og kulturelle gennemslagskraft som dengang. Noget dalende salgstal også har indikeret. Nu er han og bandet tilbage, for Marilyn Manson er jo egentlig både navnet på frontmanden OG bandet, selvom den skinny pale fucker i front tager opmærksomheden i langt højere grad.
Om Born Villain så kommer til at generobre det tabte på salgs- og popularitetsfronten er nok tvivlsomt, dertil er chokeffekterne han levede stort på tidligere nok blevet for velkendte, og virker lidt hule og tamme. Når det er sagt, så er det et Marilyn Manson i periodevis overraskende god og skarp form vi får på Born Villain, efter en række mere og mere uinspirerede og ligegyldige udgivelser, hvor det virkede som om det groteske teater var løbet tør for energi og ideer, og blot holdt forestillingen kørende på lavt blus, med sminken og griseblodet liggende i triste pytter på scenen.
Brian Hugh Warner, er han så født som skurk? Det kan man vel godt betvivle, indtil de sene teenageår var der efter sigende ikke meget skræmmebøh og unaturligt ved knægten, udover at han nok fremstod ret bleg efter Florida forhold. Manson er, og har altid været, gimmick i store mængder, både musikken, fremtoning og hele showet, en opdateret industrial udgave af alt fra 70ernes glamrock til vaudeville og burlesque, sikkert meget foruroligende og direkte ugudeligt i dele af USA, men som typisk dansk mellemklasse teenager fra en lille by i provinsen kunne man nu nok godt gennemskue freakshowet, allerede dengang i 90erne. Store dele af Marilyn Manson universet drejer sig om dualiteten i mennesket – alle indeholder godt og ondt. Og Manson’s tiltider groteske og modbydelige tekster udspringer af denne dynamik, som de mener eksisterer i alle mennesker, Manson er ikke ond eller satan selv – det er en rolle, eller flere roller, der spiller på dette forhold.
Nogen gange, især på de to tidlige plader Portrait Of An American Family og Antichrist Superstar, er konceptet ret fascinerende og ikke mindst godt udført, og meget gennemført, leveret af Manson, men det blev hurtigt forudsigeligt, lettere trættende og anstrengende, lidt ligesom med Rammstein, efter et stykke tid kan al bulder, brag og ild ikke skjule at konceptet er slidt, og blot gentagelse på gentagelse.
Men her i 2012 er der pludseligt lidt liv i Marilyn’s klude igen, og Manson’s kniv virker mere skarp end de seneste 10 års udskejelser, i hvert tilfælde på pladens to første numre. “Hey, Cruel World” og “No Reflection”, er standart Marilyn Manson sange, men med saft og kraft i bidet, så man næsten tror det er 1996 igen. Der er ved gud intet nyt under den blodrøde sol, eller månen, eller hvad bandet nu foretrækker at hygge sig under, men de ved det vist godt selv eftersom næstsidste nummer på pladen hedder “Breaking The Same Old Ground”. Ærligt, eller en måde at komme kritikken i forkøbet på? Så skulle de nok have startet pladen med den sang….
Efter den fine indledning løber vi ind i første forhindring, i form af den meget industrial klingende og noget gumpetunge “Pistol Whipped”, da går Især Manson’s vokal mig noget på nerverne. Hele sangen er dog en små kedelig omgang, selvom jeg egentlig helst ikke vil bruge ordet “kedelig” om musik, for hvad dækker det egentlig over? Men det er desværre ikke sidste gang man keder sig en smule på albummet. Så er der heldigvis mere råt kød på “Overneath The Path Of Misery”, med en olmt hakkende melodi og ondsindede vokaleeksplosioner fra Manson selv, “From the top of my lungs, To the bottom of my heart, I scream”, og det gør han så. Mægtig medrivende og uha uha.
“Slo-mo-tion” er lykkeligvis mindre irriterende at lægge øre til end skrivemåden er at se på, han kunne have toppet den ved at stave det med et “z” fremfor et “s”. Vi er igen i typisk Marilyn Manson safe zone, en midttempo rocker med slæbende vers, der går direkte over i et omkvæd med cirka samme tempo, men intensiteten og støjen skrues lige lidt i vejret. Er ret overbevist om, at når han ligger i sin kiste nede i kælderen og tager en lur, så kunne han skrive et nummer som dette i søvne – men intet galt i at bruge gamle tricks og kører den hjem på rutinen, når det i det mindste lyder som om han og bandet gider at spille det, og ikke blot går i søvne igennem sangen.
På den spoken word indledte “The Gardener” skifter stilen en smule, i indledningsvis om ikke andet, med skæv melodi og et koldt beat som bund, men desværre er omkvædet lidt en halv sløv omgang tomgang, hvor der synges “I’m not man enough to be human” så man ruller lidt med øjnene. Det her er typisk Manson på den lidt trælse måde, der er set adskillige gange før.
Halvvejs igennem albummet er vi med “Flowers Of Evil”, og man begynder at overveje om 14 numre og en spilletid på over en time ikke er for meget af det gode/onde?! Nummeret er igen i den lidt kedelige ende, men med et radiovenligt og catchy omkvæd, der gør at man kommer igennem uden at falde helt i staver – havde det været undladt ville verden dog næppe savne det. Har også opdaget at jeg ikke rigtig lytter til teksterne længere, det er vintage Manson, som vi har hørt det utallige gange tidligere.
Den dunkle indledning på “Children Of Cain” vækker mig fra min dopede døs igen, selvom nummeret egentlig ER ret døsigt? Dog på en stemningsmættet og fortættet måde, med ganske få virkemidler. Der er som sådan heller ikke noget nyt at hente her, men synthbunden og det iskolde lydtæppe luner øregangene. Sangen er dog, som flere af Born Villain’s numre, lidt lang i spyttet, så man når at miste interessen før det slutter, men måske kan Hr Marilyn ikke klandres for min manglende koncentrationsevne?
“Disengaged” er mere Manson mellemvarer, der ikke rigtig kommer ud af stedet, det kunne have været reddet af en gemen guitar, men nummeret hæmmes efter min smag af en underlig tam klang. Så er der lidt mere tyngde i “Lay Down Your Goddamn Arms”, hvor Marilyn både vil fuck and fight – det er jo altid en fin kombination, og nogen gange en og samme ting. Eller? Nå, anyway, vildskaben og vreden får endelig frit spil på den heftige og dynamiske “Murderers Are Getting prettier Every Day”, der redder pladen fra at gå fuldstændig i stå efter en noget sløv midterdel. Her går det virkelig så pulsen banker i vejret og blodet begynder at koge, meget mere af det tak.
Titlenummeret, “Born Villain”, får sat en effektiv stopper for raserianfald og blodtørst igen, med et slæbende tempo og en Manson der lyder som en creepy kratlusker i nattens mørke, ikke helt ueffen og uden en vis tiltalende makaber stemning, men luskeriet forbliver ufarligt og uforløst, desværre.
Vi er fremme ved tidligere nævnte “Breaking The Same Old Ground”, hvor Manson lyder som en der trænger til at sidde og toilettrykke imens han synger en godnatsang. Den kunne have været en logisk lukker, men albummet afsluttes med det lettere obskure Carly Simon covernummer “You’re So Vain”. Johnny Depp gemmer sig åbenbart et sted i produktionen, ikke at det er noget man mærker noget til, men vel ganske passende at vælge en legekammerat der også har hang til udklædning og kønsforvirring. Ganske vellykket covernummer, som de fleste Manson har kastet sig ud i i karrierens løb, og ganske kuriøst.
Born Villain er en lidt langtrukken tur i et velkendt spookhouse, men når man efterhånden har taget turen ind i Marilyn Manson forlystelsen mange gange, så er det hverken skræmmende eller overraskende længere. Der er tilløb til noget rigtig solidt årgangs Manson spredt ud på albummet, men pladens fremdrift bremses alt for ofte af kedelige passager, det bliver aldrig direkte dårligt, og ingen af sangene falder helt igennem. Jeg tvivler dog på, at jeg nogensinde orker at lytte hele albummet igennem igen, derfor den middelmådige karakter. Er man en større fan end jeg, og har holdt ved i de magre år, så er det muligt man vil få lidt mere ud af Born Villain, der trods alt fremstår momentvist levende i forhold til de blodfattige udgivelser der har præget det seneste årti.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
