Marie-Louise Munck har med Moon Dogs begået et album, der kræver en indsats af sin lytter, men som også giver igen. Et album med sin egen hjemsøgende stemning.
Lange, drømmende klangflader. Tålmodige og tyste opbygninger. Man kan trække paralleller fra Marie-Louise Munck til Anders Mathiasen’s Vessel, som jeg anmeldte album fra sidste år, og som Munck i øvrigt turnerer sammen med i foråret. Her er lidt af den samme tilgang på spil, selv om det hos Vessel foregår på dansk og hos Munck på engelsk, og Vessel tager musikalsk udgangspunkt i den akustiske guitar, mens Munck’s udtryk er mere sfærisk med synth-klangflader som underbygning af Munck’s vokal.
Der bliver i pressematerialet også slået på at en række af Danmarks bedste trommeslagere, blandt andre Kresten Osgood, har indspillet trommespor på albummet. Der er dog ingen trommer at spore på åbneren ‘Crowbar’, og det er først et stykket inde i andet nummer, ‘My Paperthin Wife’, at trommerne dukker op – og de bliver aldrig et dominerende element, men ligger som en ulmende faktor i baggrunden. Man skal spidse ører for at få nuancerne med.
Netop ‘My Paperthin Wife’ var det første nummer, jeg følte åbnede sig op for mig på albummet, ved andet lyt. Der er et underspillet drama her, og især med et par hørebøffer, er der mange detaljer at dykke ned i – og en klaustrofobisk intensitet, hvor man kan mærke at der er noget knugende på spil, understreget af violinen der dirrende dukker op undervejs, mens trommerne skratter i baggrunden. “Why didn’t you wait for me?”, spørger Munck, anklagende, opgivende, konstaterende.
Den efterfølgende ‘Let the Light In’ åbner sig også efter relativt få lyt, og her er netop trommerne et af de elementer man kan blive fanget ind af, som de slæber sig afsted bag de mere luftige lag på nummeret – måske albummets lettest tilgængelige øjeblik? Uagtet at det også emmer af sorg – “the dead girl” er en gennemgående figur i sangen.
Man kommer ikke nemt til det hos Marie-Louise Munck, men til gengæld har man ofte lyst til at høre numrene igen, for lige at få helt styr på, hvad det nu var der lige skete undervejs – numrene har deres egen langsomt brændende intensitet, og selv om det aldrig bevæger sig i højt tempo, så sker der alligevel hele tiden noget. For eksempel på ‘The Mystery Inside’, hvor det vokale udtryk ændrer sig næsten umærkeligt fra det nærmest reciterende i begyndelsen til mere fyndig sang igennem de over 6 minutter nummeret varer. Samtidig bygges der også instrumentalt på, her med underspillede blæsere, og man må beundre Munck’s greb om at opbygge stemninger.
Det bliver næsten for stillestående på titelnummeret, som bruger over 7 minutter, men samtidig er der også albummets måske mest fængende omkvæd: “You just had to be/The only one for me”. Jeg kunne måske godt have undværet et par af de instrumentale mellemspil på ‘Moon Dogs’, i bytte for et lidt kortere og skarpere nummer. Omvendt er de langstrakte lydflader også en stemningssætter i Munck’s univers, og udfylder dermed en funktion.
Den afsluttende ‘Dead Calm Ocean’ (der er kun seks numre på albummet, som til gengæld varer 38 minutter), virker som en udrensning og markerer måske en form for katarsis og en retur til equilibrium efter de tidligere numres indre dramaer. Men vi ved jo også hvordan det er med have, der er stille på overfladen – der kan sagtens rumle noget nede i dybet.
Marie-Louise Munck’s æteriske, men samtidig knugende, lydlandskaber kræver en indsats af lytteren, men Moon Dogs virker også som et album, man kan blive ved med at lytte til og finde nye nuancer på, også efter den første håndfuld gennemlytninger. Det borger for kvalitet, og Moon Dogs har måske nok referencer til nordisk folk og lyduniverser som dem man kan finde hos Björk i hendes mørkere hjørne og færøske Eivør, men har også sin egen, nærmest hjemsøgende stemning og lyd. Det høster 5 stjerner.
Du kan finde Marie-Louise Munck på Facebook, og opleve hende, sammen med Vessel, rundt omkring på de danske scener de kommende uger.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
