Sanger og sangskriver Marc Facchini er tilbage med fuldlængde album nummer to på kun knap et år. Det betyder ikke at der er slækket på kvaliteten, Mørk Mandala er både mere fra samme finurlige skuffe som den glimrende forgænger, Vidunderlige Drømme, og en bevægelse i retning af noget nyt. Uinteressant bliver det aldrig i Facchini’s rare selskab.
Kan noget være simpelt og komplekst på samme tid? Det er det, Marc Facchini undersøger og prøver kræfter med over 10 nye numre (11 hvis man tæller et lille intermezzo med) på Mørk Mandala. Mandala er et oldgammelt religiøst symbol, der i dag særligt bruges indenfor hinduisme, buddhisme, dybdepsykologi og som en del af meditation og tantrisk yoga.
Vi er altså ude i noget føle-føle, sanseligt, fordybe sig i sig selv og tankerne og noget lettere udsvævende, især for en sønderjysk knoldsparker som mig – selvom nogen måske ville mene, at jeg kunne have godt af noget af ovennævnte, eller en chill pill. Vås. Og så har jeg jo Marc Facchini, hans karakteristiske og karismatiske vokal og det tænksomme tekstunivers, og nogle numre der næsten emmer af og udstråler noget østerlandsk ro og balance.
Jeg er vild med alle disse elementer i Facchini’s musikalske univers, og læg dertil et virkelig godt øre for små, enkle og alligevel kaloriefyldte og fængende, guitar-drevne melodier, og så er vi godt på vej til at jeg kan slappe lidt af. Det gør jeg også til Mørk Mandala, der både er mere af det samme som Vidunderlige Drømme, samt en rejse ind i mere ukendt og mørkt territorium og også en plade hvor vi kommer helt tæt på Facchini. Ja faktisk lyder mange af de relativt minimalistiske og afdæmpede numre, som om vi sidder i stuen hjemme hos Facchini, mens han tænker højt med sin guitar i hænderne.
Jeg tror, at jeg har fattet
At livet ikke varer evigt
Men hvad jeg skal bruge den viden til
Det har jeg ikke fundet ud af endnu
Som det eksempelvis lyder på den nedbarberede, næsten helt afklædte, “Dét Jeg Ved”, på albummets anden halvdel. Det er livet, og vores eksistens’, helt store spørgsmål der bokses med på dette nummer, hvor vi efter et stemmeknæk og stigende intensitet ender ved at “solen brænder ud”.
Det kan lyde højtragende, men Facchini har samtidig en meget afvæbnende måde at formidle disse tanker på, ja næsten en barnlig (på en god måde) nysgerrighed blandet med matter of factly erkendelse og realisme. Det giver et meget interessant spil og dynamik i numrene, også når det begynder at syre og svæve lidt ud, og ind i mørket på pladens sidste tre numre, den støjende og summende”Daggry”, “Menneske”, der lyder som noget Pearl Jam eller Eddie Vedder når de går i mediterende native american-mode, og den følte afslutter “Hvis Jeg Ku'”. Det er her mandalaen for alvor bliver mørk og Facchini’s tanker og funderinger begynder at flyve op og væk – som om vi får et blik ind i hans hjerne, mens han sidder i lotusstilling med lukkede øjne.
Det er alle sammen rigtig stærke numre, og jeg kan godt lide idéen med, at vi bevæger os længere og længere ind i mørket og det mere mystiske som pladen skrider frem, interessant, men også her jeg kan blive hægtet en smule af, hvis koncentrationen ryger. På første del af albummet, som så er den jeg personligt bedst kan lide, finder vi en række gode til glimrende numre, som både rummer de små, skæve historier og fortællinger, der flettes sammen med noget større, eller personligt. Og så et par numre hvor vi bogstaveligt talt får lov til at se Facchini uden en trævl på kroppen.
“Når Jeg Har Dig Tæt På Mig” er den søde, næsten banale (igen på en god måde) hyldest til konen, der slipper af sted med at hylde kærligheden uden at blive for klistret og sukkersød. I stærk kontrast står den efterfølgende “Elsk Mig Baby”, hvor Facchini er i sine lysters vold efter det sarte og sensitive forspil i nummeret forinden. Melodien er lidt forførende og æggende, på sådan en “vift stille med pegefingeren, kom over til din daddy” måde, og så skal der knaldes igennem. Det kan være inde i sengen, på køkkenbordet, der er måske skrig og skrål, du kan muligvis ikke gå bagefter og hvis der stadig er lidt blod, så kan det være ude i badet!
Det er noget af et radikalt stil- og toneskifte for den ellers lødige og rare Facchini, og et som jeg lige skulle vænne mig til. Først så synes jeg, at det kom både alt for tæt på, og virkede som en helt ukarakteristisk måde for Facchini at udtrykke sig på, som måske ikke klædte ham – han er jo ikke Father John Misty. På den anden side, så giver det noget kant, en kontrast og fungerer rigtig godt i sam- og modspil til – “Når Jeg Har Dig Tæt På Mig”.
Mine to favoritter er dog der hvor Facchini giver os en lille fortælling, der måske fortæller noget om noget større, eller rummer en pointe som du selv må grave lidt efter. “Oceanernes Gud” er en skæv lille fortælling om Kong Neptun og hans møde med piratskibe, fiskere osv., i hvert fald på overfladen. Der er godt gang i bølgegangen på den akustiske guitar, mens vokalen også får lov til at folde sig ud, og bruse lidt frem og tilbage i registret. Så er der “Casper fra Jylland”, eller Casper Peter George Peterson, som han kalder sig da han ankommer som en verdensmand til Slagelse for, at give den som barnebarn af en milliardær.
Men han er ikke den han siger han er
Han er bare Casper fra Jylland
Ligesom jeg ikke er den jeg siger jeg er
Når jeg prøver at være en stærk mand
Når jeg siger at jeg ved livet giver mening til sidst
Når jeg siger at vi mennesker er gode
Så dækker det over at jeg egentlig ikke ved
Hvad og på hvem jeg skal tro
Ja, der er flere måder at lyve på. Casper når at skifte navn, hustler, bliver ishockey spiller, tjener millioner på piller og ender med at eje en rockerborg i et virkeligt, virkeligt fremragende nummer.
Når Facchini skinner, så hører han i mine ører til i toppen blandt danske sangere og sangskrivere, som prøver at komme med et opdateret bud på den danske visetradition. Ja, jeg ville gå så vidt som at bruge ordet unik her, et ord jeg ellers er lidt bange for, men Facchini kan et eller andet med sin stemme og ord, som det ikke er mange forundt – i hvert fald ikke så det lyder og virker som det gør hos ham.
Marc Facchini er et moment of zen, og igen aktuel med et album til 5 stjerner.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Marc Facchini på facebook
