Ved gårsdagens releasekoncert på Jazzhouse understregede Marc Facchini det store talent, som allerede er tydeligt hvis man har lyttet til hans to albums i eget navn, men samtidig overraskede han også, da han gav den som lidt af en entertainer i spotlyset.
Jeg burde nok egentlig have set den komme, at Marc Facchini ville være personificeringen af hans underfundige, skæve, tænksomme og til tider absurde sangunivers. Men at han i den grad ejede en scene, fra han alene, kun bevæbnet med akustisk guitar, indtog Jazzhouse’s dæmpet belyste scene, og gav tre solo-numre inden bandet kom på og hans rolle transformerede sig i takt med det, det havde jeg ikke lige luret.
Det er altid lidt vanskeligt, at forestille sig hvordan en kunstner man ikke har set optræde live tidligere, men kender sangene fra, gør sig på en scene – ikke mindst en der, som Facchini, opererer i et univers med mange facetter. Fra det intime og nære, til store tanker om livet, døden og universet, helt over til aparte skrøner og hvad han selv kaldte “et eventyr”, inden “Oceanernes Gud” , der handler om Kong Neptun på tur, lukkede koncerten. Han viste sig som en nærmest fuldendt showmand der både var morsom, barok, medlevende, intens, afslappet, oven på, tæt på, intim og tryllebindende, på sådan en lidt uforudsigelig, men alligevel tryg måde. Og enormt velsyngende, ikke mindst.
Koncerten var delt op i to, relativt korte, sæt, den samlede spilletid for koncerten var vel en 60-70 minutter minus dette afbræk og inklusive et ekstranummer. Det var nok noget med at få nogle folk i baren, der var linet borde og stole op på Jazzhouse, så folk blev siddende og fik nok ikke købt øl nok, hvis der ikke kom en lille pause. Desværre lidt af en momentum dræber, og noget der føltes noget unødvendigt når nu der “kun” var tale om lidt over 2 x 30 minutter.
Nuvel, Facchini proklamerede efter første nummer, “Menneske”, fra Mørk Mandala, hvor der lagde sig en andægtig stemning over publikum i Jazzhouse, at han egentlig bedst kunne lide at spille første nummer til en koncert. Den efterfølgende “Velkommen Til Verden” er første nummer på den nye plade, og et glimrende, sødt lille nummer i øvrigt, så her forsatte “første” temaet temmelig ubesværet. For mig var det måske første gang jeg har hørt et publikum være SÅ stille og disciplineret! Folk viste sig ganske enkelt fra deres mest velopdragne side og hold bøtte igennem de tre første, meget meget afdæmpede numre, så man kunne høre fotografernes kameraer knipse i mørket og ikke andet. Det var nærmest som om Jazzhouse holdt vejret og kun Facchini turde ånde ind og ud.
På en måde virkede den nøgne, intime og sagte, men samtidig intense og knugende, indledning, som en slags fødsel, hvor man trådte fra mørket, ind i lyset og i løbet af første sæt bevægede os hen mod det uundgåelige punktum, døden. Som indtraf med sæt-lukkeren, den country-ruskende og tempofyldte “Bogstaver og Tal”, “alt hvad vi har husket, vil en dag forgå // Så vi kan lige så godt forstå // At vi bare skal sprede glæde…. OG FINDE NOGET AT ÆDE”.
Men inden vi nåede så langt skulle vi lige over endnu en følt og nærværende stund på den løftede pegefinger, “Væk Fra Vor Tid” (“vi har siddet for længe, og lavet for lidt”, som det lyder et sted), fra Vidunderlige Drømme, det første nummer han skrev til sit band, som meget passende kom på scenen derefter og spillede titelnummeret fra netop den plade – og hvilket band! Udover guitar, bas og trommer var der, heldigvis, også blevet plads til trumfkortet, pedal steel, så numrene kunne få det varme skær af country-cana, som også gennemstrømmer en del af dem i studieudgaverne.
“Hullet Vi Har Gravet” fulgte op og forsatte rækken af numre fra første album. Da havde bandet allerede spillet sig helt varme, mens Facchini’s forvandling fra intim og afklædt spillemand til frontmand i et rockband også syntes komplet. Armbevægelserne blev større, gestikken mere bastant og “voldsom”, indtil det toppede i den efterfølgende “Oprør I Øjet”, fra Mørk Mandala, som blev leveret i en omarrangeret og rocket udgave, der havde et noget andet end den minimalistiske version på pladen.
Det fungerede til gengæld ikke helt lige så godt, da Facchini og band mod slut i andet sæt pustede kærlighedsserenaden “Når Jeg Har Dig Tæt På Mig”, ligeledes fra Mørk Mandala, op i fuldt rockformat. Eller, det fungerede, men jeg synes nummeret Facchini beskrev som “den første kærlighedssang han havde skrevet… som han var helt tilfreds med”, skrevet til konen, er ramt spot on i den nedbarberede studieversion, hvor man kommer helt tæt på. Her var det “bare” endnu et godt rocknummer med et fedt band. “Bare”… hvilken luksus!
I det hele taget virkede andet sæt noget mere sammenbidt og lige på og råt, i hvert fald indledningsvis, hvor der blev lagt ud med “Det jeg Ved” fra nyeste album, også den, naturligvis, leveret i rockformat. Her klædte det nummeret, at Facchini’s eksistentielle krise, han har eksempelvis indset at solen brænder ud og at guderne har forladt os, men ikke hvad den viden skal bruges til endnu, blev skudt hårdt ud over rampen af det velspillende band. Godt det samme, for fotografen og jeg lavede lidt af en brøler i pausen. Vi efterlod vores front row seats, hvor vi var blevet totalt omsluttet af lyden og suget ind i universet i første sæt, og placerede os, stående, længere nede i lokalet for “at opleve hvordan koncerten var længere nede i salen”. Øh, knap så overvældende og omsluttende!
Men vi kan snakke og snakke og snakke så røven går om, hvor dum en beslutning det var og tilslutte os mængden på “Gæt Et korstog” der satte fut i sættet som næste nummer og fungerede som startskud til sættets stærkeste del. Nej, oplevelsen nede i salen var ikke helt af samme “nu taber vi kæben” karakter, som den var da man kunne blive hypnotiseret på første række, men det var nu stadig virkelig, virkelig godt.
Ikke mindst da vi forsatte ind i de Vidunderlige Drømme på den fabelagtige “Knuste Drømme og Nøgne Træer”, der, som titlen måske antyder, er Facchini i hans mere fabulerende og poetiske hjørne. Det store billede, eller den samlede mening af de mange, tilsyneladende, løsrevne sætninger og betragtninger i teksten, virker umiddelbart lidt sløret, men fordi det hele flyder sammen og skaber… en melodi, både musikalsk men især sprogligt, så synes man alligevel man forstår hvor vi skal hen? Ja? Nej? Meningen synes mere klar på den efterfølgende “Hvis Jeg Ku'”, der udover ekstranummeret, var anden halvdels mest afdæmpede, nærmest tyste, stund. “Hvis jeg kunne synge, til Jordens kerne knækker…”, lyder første sætning, og så holdt vi vejret igen, mens luften og salen dirrede i mørket.
Her kunne det hele godt være endt, hvis det havde været en normal koncert og ikke en opdelt i to dele, anden del var blevet lige vel kort hvis det havde været tilfældet, men vi fik lige førnævnte eventyr om Kong Neptun og ekstranummeret at gå hjem på. Et meget stille ekstranummer, en helt ny sang, der trods involveringen af bandet, fik sluttet en fin ring på seancen og på en måde bragte os tilbage til den stemning der indledte koncerten. Og samtidig en der giver et fingerpeg om, hvor Facchini mon bevæger sig henad i fremtiden.
Marc Facchini og hans kompetente band levede til fulde op til de forventninger jeg havde til koncerten på forhånd, og lidt til i lange perioder. Ja, jeg føler mig på hjemmebane i sangene og Facchini’s forunderlige tekstunivers appellerer til mig, men jeg tror også, at du kunne gå ind til denne koncert uden samme udgangspunkt og gå derfra opløftet, rørt, imponeret og som en større fan. Det gjorde jeg endda, og så spillede han ikke engang tre af mine favoritnumre, “Nogen Siger”, “Fugl Fønix Tilbage” og “Casper Fra Jylland”. Lidt af en bedrift – og en til 5 funklende stjerner for den samlede oplevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR
