Med Himmelmekanik tager Marc Facchini det sidste skridt mod toppen af danske sangskrivere og tekstforfattere. Der er ingen nemme løsninger, hverken for Facchini eller for lytteren – men det betaler sig i sidste ende.
Himmelmekanik er en udgivelse, som jeg faktisk har været lidt bange for. Bange for, at lytte til og bange for, at anmelde. Indledningsvis fordi, jeg var bange for, at blive skuffet ovenpå min begejstring for Marc Facchinis to tidligere albumudgivelser, Vidunderlige Drømme og Mørk Mandala og dernæst bange fordi jeg ikke var sikker på, at jeg helt forstod Himmelmekanik og hvad den gik ud på.
Førstnævnte forbehold viste sig, at være ganske korrekt. Jeg var faktisk en smule skuffet under og efter første gennemlytning for snart et par måneder siden. Hvor var alle de livlige og medrivende melodier og spidsfindige og finurlige tekster blevet af? Hvorfor denne “summende” og mere meditative tone, er han gået New Age og spirituel guru på mig? Jeg lod pladen ligge lidt. Det bringer os automatisk til punkt to. Hvad var det jeg ikke helt fangede?
Alle ting ændrer sig hele tiden
Uanset om jeg forstår det eller ej
(“Metamorfose”, Himmelmekanik)
Man anede allerede begyndende tendenser til denne ændring på Mørk Mandala’s B-side, hvor det var som om melodierne trådte lidt i baggrunden for noget mere udsvævende. Stemninger, atmosfære og musikalske følelser, fremfor et godt hook, et fængende omkvæd eller en tekstlinje, der var direkte til citatbogen. Facchini var på vej et andet sted hen, et hvor der både blev kigget indad men i høj grad også ud, op og på et “højere” plan.
Det har altid, hele tiden været der i hans musik og tekster, lige fra første album, hvor planeten Jorden også blev set både udefra og dens beboere, både mennesker, dyr og planter, helt tæt på. Men dengang via et sprudlende sprog og talent for, at give det et sjovt pift, eller en skæv vinkel, matchet af nogle markante melodier. Der blev lidt længere mellem disse stunder på Mørk Mandala og nu er de der kun i glimt på Himmelmekanik. Men de er der faktisk, hvis man gider lytte og tage sig tid.
Det er i høj grad en plade der kræver tid, og ikke umiddelbart kommer en løbende i møde med en krammer. Du skal komme til den, den afviser dig ikke, men den forlanger din opmærksomhed, koncentration og viljen til ikke bare at tage, tage og tage. Det havde jeg lidt svært ved, faktisk tænkte jeg bare ved mig selv, “åh nej, nu er Marc Facchini blevet sådan en selvhøjtidelig og prætentiøs prut”. Intet kunne være længere fra sandheden, til gengæld render jeg nok rundt med et par fordomme der, som kunne trænge til lidt et par friske underbukser.
Vi er kommet for at få en tur i karrusellen
Og candyfloss og kærlighed og idéen om at være
Noget særligt hver især
(“Damgulanka”, Himmelmekanik)
Fordomme hænger nok ofte sammen med en angst overfor noget man ikke helt forstår, eller orker at sætte sig ind i. Himmelmekanik er jævnligt blevet fundet frem igen, både af lyst og nødvendighed – den SKAL jo anmeldes…
Melodierne er der, de gemmer sig bare lidt, eller rettere, musikken, instrumenterne og detaljerne rundt om har fået mere plads og spillerum. Der sker rigtig mange ting på Himmelmekanik, selvom det ved første lyt virkede som en ret afdæmpet plade. Det er det faktisk kun på overfladen, hvor melodierne ikke springer direkte i fjæset på dig, sammen med Facchini’s karakteristiske vokal. Begge dele er, selvfølgelig, stadig blandt de absolut bærende elementer på pladen, men de “stjæler” ikke i samme grad opmærksomheden længere. Tidligere var både de markante melodier og den gennemtrængende vokal måske en slags skjold for Facchini? Noget der kunne aflede, eller stjæle, opmærksomheden og “overdøve” ord og lyrik? Hvis man kan lave en sådan adskillelse mellem stemmen og ordene den udtrykker?
Det virker som om Facchini, ved at skrue lidt ned for disse virkemidler, i virkeligheden trænger mere igennem og dybere ind? Han blotter sig mere, får kernen blotlagt og budskabet frem i rampelyset ved, ikke at forsøge, at råbe verden op. Det er næsten som om han her rammer mere plet, ved at sænke paraderne? Eller i hvert fald variere både lydstyrke og intensiteten i vokalen, der, lidt mod forventning, ikke mister sin gennemslagskraft ved, at skrue lidt ned, men måske ligefrem suger en tættere på, fordi den ikke på samme måde som tidligere “overfalder” en – selvom jeg også elsker den stil.
Aflagte hår på en pude
der lugter af sprut og af røg
Og guld fra de grønneste skove
der sætter sig fast i mit tøj
Og selvom jeg tæller og tæller og tæller til ti
er folk stadig kolde og blege
sminkede lig
Endnu en nat overstået
Endnu en dag som er spildt
Jeg venter og venter og venter
på at du kommer tilbage
(“Selvom Jeg Tæller”, Himmelmekanik).
I ovennævnte nummer stiger intensiteten og lydstyrken, både i musikken og stemmen, netop nummeret igennem. Det lyder både som noget lidt udefinerbart og tåget, en sang om noget “større”, og så helt konkret som en længselsfuld kærlighedssang, hvis man kigger på ordene. Men den omsiggribende musik og den mere intime tekst arbejder også sammen, så man får fornemmelsen af voksende følelser, savn og afsavn, længsel, kærlighed og så videre, som nummeret skrider frem. Hvis du først er fanget af stemningen her, så giver det med relativt små virkemidler et enormt sus.
Marc Facchini behøver ikke længere råbe, og fægte med de musikalske arme og ben for, at fange ens opmærksomhed, holde den og påvirke en på et eller andet plan.
Dermed ikke sagt, at Himmelmekanik er en plade der volumenmæssigt hvisker sig igennem 11 numre, et nummer som “Falden Engel / Game On”, er faktisk ganske højlydt og gennemtrængende. Det gøres bare på en måde, hvor det føles som en susen, et bølgende tryk fra musikken, i stedet for noget der rammer dig med hårde, præcis slag til kroppen. Det giver en dejlig fornemmelse af, at blive båret af behagelige vinde gennem pladen, der virker nøje afmålt hvad vindstyrke og retning angår.
Du tror
at du kan vide
hvordan livet folder sig ud
Du tror
at man ikke ka’ tro
uden at lade sig snyde, at lade sig bedrage
Ånd ud, ånd ind
Lad dig forsvinde
Du er i live
Alt andet er årsag til tvivl
(“Ånd Ud, Ånd Ind”, Himmelmekanik).
Lyder det sagte på den roligt brusende “Ånd Ud, Ånd Ind”, endnu et glimrende eksempel på, at Facchini kan sige rigtig meget om noget “større” og almengyldigt, med ret få og enkle ord. Det er lidt af en bedrift, og noget jeg synes Facchini altid har haft flair for, men her virker det endnu mere destilleret og skarpt end tidligere. Som om ordene bliver til mere end summen af deres enkeltdele.
Der er dog også mere konkrete stunder på Himmelmekanik, hvor to numre midt på albummet markerer sig med deres behandling af både en helt konkret historie om, hvor ubarmhjertig verden kan være og et meget præcist kig på, hvordan det er, at komme til vores del af kloden. “Malmös Søn, Under Håndvasken”, er en hjerteskærende fortælling, baseret på en virkelig hændelse, om Showan Shattak der blev overfaldet under en demonstration i Sverige og nu, i sangen, ligger blødende og hjælpeløs under håndvasken. I “Snekkersten / Al Safira” får vi et lille, gribende indblik i hverdagen for den syriske flygtning Saleh, og det han både må stå igennem på daglig basis og i det større perspektiv . Det er utroligt fint og smagfuldt skruet sammen, så det ikke ender i vammel følelsesporno og mister sin virkning.
Jeg er ikke bange for Himmelmekanik længere, men jeg er heller ikke i nærheden af, at være færdig med pladen. Den er tidskrævende, ja, men der er også belønning for indsatsen, måske bare ikke på den måde jeg havde forventet/håbet på, eller er vant til, når det gælder Marc Facchini. Det gør det måske i virkeligheden til en endnu mere slidstærk plade end de to foregående, som jeg stadig lytter til jævnligt, men også godt kan se de mulige svage punkter de besidder nu. Himmelmekanik er en anderledes størrelse og plade, hvor “svaghederne”, at den er en mere krævende lytteoplevelse, også er en del af styrken.
Himmelmekanik er en overvældende oplevelse, hvis du giver den tid og plads, en der giver dig noget, som du måske ikke vidste du havde brug for, eller helt kan sætte ord på.
Af Ken Damgaard Thomsen
