Fredag aften var der dobbelt op på dansk kvalitetssangskrivning i meget intime rammer, i Karens Minde Kulturhus, hvor Marc Facchini (i dagens anledning som duo) og Bjergtaget (som band) spillede op til aftenhygge.
Karens Minde Kulturhus ligger i et grønt smørhul, ikke så langt fra Mozarts Plads i Valby (eller var vi i Sydhavnen?). Der ligger det sgu’ meget godt, og lidt skjult måske, men Kulturhuset med tilhørende Café er et besøg værd, hvis du er på de kanter.
Det var netop i caféen, indrettet med små borde og stole og enkelte lænestole og en blød sofa (som fotografen og jeg claimede ved ankomst), at dobbeltkoncerten blev afholdt. På en lille scene, i det fjerneste hjørne. Der var temmelig tyndt befolket da vi ankom og fik os en cola og en kop kaffe (til en meget rimelig penge!), men hurtigt blev caféen fyldt og stemningen steg.
Nu skulle det her helst ikke være en direkte sammenligning mellem to navne, der både har visse tydelige fællestræk og lige så markante forskelle i stil og udtryk. Men det er godt nok svært ikke, at lave en 1:1 sammenligning, fair eller ej og her var det bestemt ikke en fordel for Bjergtaget, at Marc Facchini, flankeret af violinist Maria Jagd, indtog scenen først.
Marc Facchini & Maria Jagd ★★★★★☆
For hold da op, hvor denne duo-konstellation, der med Facchini’s indledende ord havde verdenspremiere i dag, hamrede den ud af parken med et overbevisende home run.
Men det havde han faktisk også lovet os, for allerede inden første nummer bevægede Facchini sig ud i en skæv, umiddelbart lidt tåget rant om, at han var sikker på, at det her blev en succes, det havde de følt da de øvede, faktisk VAR det allerede en succes – så vi kunne godt tage det med ro.
Ja, så var det jo bare at læne sig tilbage og lade sig imponere, og det gjorde jeg så. Både af Facchini’s evner som sanger og sangskriver, for jeg synes han er en overset perle herhjemme, og hans evner som entertainer.
Den indledende snak blev ikke den sidste, faktisk brugte han meget tid på at snakke mellem de fleste sange, mens guitaren blev stemt. Havde jeg ikke oplevet ham i Jazzhouse i efteråret, så ville jeg måske have siddet med en snigende fornemmelse af, at nu var han på vej ud på et vildspor. Men han kommer ikke ud hvor han ikke kan bunde, der er som regel en mening med galskaben, en fin pointe eller en mere eller mindre elegant sløjfe, så det fungerer som introduktion til næste nummer.
På den måde matcher hans talestrøm på glimrende vis hans tekstunivers, hvor de “Vidunderlige Drømme”, fra åbningsnummeret, glider over i en snak om at brokke sig og glæden ved det, som introduktion til “Hullet Vi Har Gravet” for os selv. Inden vi meget senere, uden det virker komplet absurd, tager turen ud på havet i “Oceanernes Gud”, hvor Kong Neptun er træt af pis og skyller alle ud og væk.
Man lytter simpelthen når Facchini taler og synger, det er uforudsigeligt og tryllebindende, et helt lille univers, som man kan føle sig inkluderet i. Et hvor solen brænder ud i “Det jeg Ved” og lærdommen om, at alting ender uden, at man helt ved hvad man skal stille op med den realisering, går hånd i hånd med bombefly, vuggedød, krig i udbrud og en syg moster, mens man snakker og røven går i den flimrende “Gæt Et Korstog”. For at det i næste sekund kan blive helt socialrealistisk, i den deliriske og rablende “Ballade Om En Syg Mand” – hvor det hverken hjælper ham at poppe piller, sniffe kokain eller klippe sine negle (som lægen foreslog).
Ligesom i Jazzhouse, hvor han stillede op med fuldt band og spillede både det mere band-orienterede materiale fra debutpladen Vidunderlige Drømme og de mere nedbarberede sange fra plade nummer to, Mørk Mandala, så var sangene arrangeret om til lejligheden.
Det giver jo næsten sig selv, når duoen bestod af ham på guitar og Jagd på violin. Det var nu alligevel ganske imponerende og forunderligt at overvære, hvordan han formåede at give et nummer et nyt udtryk, eller få det til at fungere under helt andre præmisser end det sikkert var tænkt. Og her skal violinist Jagd også have stor, stor ros for hendes indsats. Jeg anede ikke en violin kunne lyde så forskelligt og bruges til så meget, med så stor effekt!
10 numre blev det til, på lidt over en time, der fløj afsted. Det skyldes sangvalget, modet til at lave dem om, de to musikeres veltimede samspil og evner til, trods det minimalistiske setup, at veksle mellem det stille og sarte, og det intenst dirrende og meget ekspressive. En fornøjelse at overvære.
Fra verdens undergang, til verden i fugleperspektiv, over store filosofiske tanker om livet, til turen i rendestenen med den såkaldt syge mand. Facchini’s mikrokosmos rummer lidt af det hele, uden at det af den grund kommer til at virke rodet eller forvirrende? Det er uforudsigeligt, på den helt rigtige måde – men der er et eller andet bagvedliggende, en større mening, som man aner. Det kunne være, at vi en dag alle skal dø, som budskabet lyder i den forrygende up tempo basker “Bogtaver og Tal”, som Facchini introducerede som værende hans “mest glade nummer”.
Umiddelbart kan Facchini godt virke lidt fjern og stenet på en scene, hvis ikke lidt småkejtet. Men i næste sekund fremstår han lynhurtig, skarp i replikken og virker i totalt kontrol og som om han for længst har læst rummet og publikum, og dermed faktisk er mindst et skridt foran. Nå ja, når han ikke lige bæller en bajer, mens han blandt bøvser forklarer hvordan det “produkt”, som han kaldte det, er en glimrende katalysator for håb og bevægede sig ud i en “think about it” historie om et radioprogram han havde hørt, der handlede som den genetiske forskel på racer (eller mangel på samme).
Man skulle nok have været der, ja. Og det vil jeg anbefale, at du også er næste gang Marc Facchini optræder i nærheden af dig.
Bjergtaget ★★★☆☆☆
Den var sateme ikke nem at følge efter. Jeg havde, hvis ikke ondt af, så måske lidt bange anelser på Bjergtaget’s vegne, for deres udtryk er anderledes end Facchini’s og i en direkte sammenligning kan musikken næsten virke lidt utilnærmelig.
I Bjergtaget og forsanger/sangskriver/guitarist Stephan C Krabsens sange er det lige så meget det, der står mellem linjerne, det der blæser lidt i vinden og det du selv kan tolke ind i teksterne, der driver numrene. Det er bestemt nogle glimrende kvaliteter, at have i sin sangskrivning, og Bjergtaget har indtil flere decideret fremragende numre, men de efterlod, desværre ikke helt så stærkt et indtryk denne aften, som materialet ellers kunne lægge op til.
Det var simpelthen som om, at Bjergtaget ikke rigtig magtede, at give numrene det sidste skub ud over scenekanten, som de egentlig har brug for, for at det ikke bliver FOR udfordrende. Dermed ikke sagt, at man skal appellere til laveste fællesnævner, eller holde lytterne i hånden. Slet ikke, Og man behøver heller ikke, at eje en scene på samme måde som Facchini. Men et eller andet harmonerede ikke for mig, mellem lyrikken, musikkens udtryk og leveringen.
Under andet nummer, den ellers glimrende “Se Hvordan Det Går”, havde jeg det som om, at det næsten lød for højt, et eller andet rungede endda bagest i lokalet og højtalerne suste lidt. En skam, for vokalarbejdet, fordelt mellem Krabsen, bassist Thor Boding og korsangerinde Simone Maja Pedersen sad ellers lige i skabet. Under “Bæstet”, en lidt underlig ulmende jazzet sag, der handler om ondskab, var det så som om, at vokalerne, Krabsen og Bodings i dette tilfælde, var en smule ude af synk. Jeg kunne dog ikke helt afgøre, om det var meningen, for at give nummeret noget uro og gnidninger?
Sådan bølgede det lidt op og ned over hele 15 numre, inklusive et ekstra ekstranummer (“Forelsket”) ønsket af en gut på forreste stolerække, der må være en slags superfan – han sang med på ALT. Det var egentlig ikke for meget, men for hver “Falder Nu”, hvor man bare måtte overgive sig til de fine vokalharmonier, eller den fremragende “Sorte Hunde”, så var der numre, eller passager i numre, hvor det bare ikke helt lettede for mig.
Netop “Sorte Hunde” er måske et godt eksempel på, hvad jeg overordnet godt kan lide ved Krabsens sangskrivning. Det er subtilt nok til, at man skal bruge hovedet lidt, og bidende og præcist nok til, at man får en stærk formodning om hvad pointen er. Det er en hårfin balance og værd at applaudere når den lykkes.
Helt overordnet var det måske netop “balance” sættet og bandets levering manglede. Nogen steder for små armbevægelser, så sangene blev for tillukkede, andre gange for meget volumen, så man ikke fik hørt ordentlig efter. Det er musik og tekster, der måske egentlig har bedst ved, at stå – og tale- for sig selv, men alligevel blev der snakket en del mellem numrene. Ikke på en måde der var decideret ødelæggende, men heller ikke noget der hjalp sangene i sidste ende.
Var det et band, der havde brug for mere albuerum og en større scene til at smække yderlige til den, eller nogle numre der i bund og grund kunne have godt af, at blive præsenteret endnu mere underspillet, som blev overdøvet på forskellig vis af bandet selv? Jeg er reelt i tvivl.
Bjergtaget blev jeg dog ikke denne aften, selvom jeg virkelig godt kan lide mange af bandets numre. Men det var dæleme også hårde odds, at følge op på hvad der blev leveret lige inden – så beklager, hvis jeg ikke helt var i stand til, at skille tingene ad.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard Thomsen
