Tidsløs guitar-pop med britisk vokal og høj kvalitet i produktionen. Hvis du efterspørger netop denne kombination, leverer Mansfield på Come Rain or Shine.
Det hele bliver dog lidt for pænt og formrent for vores anmelder…
Som at høre Gangway med en mere britisk vokal. Sådan kan man betegne Mansfield, der uden ellers at gøre så meget væsen af sig har begået en fin EP med gode kvaliteter.
Der er noget tidsløst over Mansfield. Når et nummer som London Riots egentlig lover en vildskab, er det måske lidt overraskende at nummeret både rummer en Bacharachsk trompet, et na-na-na refræn – og i øvrigt lige så godt kunne være lavet i 60erne som nu. Men der har jo været oprør i London siden tidernes morgen…
Mansfield får stille og roligt opbygget noget roligt, trygt og genkendeligt – og så med en ret tyk (påtaget, antager jeg) britisk accent.
Om det så er i two-step som førnævnte nummer, den mere vandrette The Nature of A Troubled Mind – eller den mere backbeat-drevne åbner, Chasing After You.
Som lytter inviteres man ind i vellyd, god produktion og en vokallevering, der er ’impeccable’.
Hvorfor man så skal finde Mansfield frem, er lidt mindre klart. Hvis man må stille det lidt urimelige krav at musik tager én et sted hen, så vil Mansfield nok mest tage lytteren tilbage i tiden. Tilbage til en tid, hvor der var styr på formerne, hvor det hele er lidt uskyldigt og naivt. Det er et rart sted at være og som så megen anden musik fin eskapisme. Men det rykker ikke med det store.
Sidder jeg så her som anmelder og skriger på noget vildskab? Måske lidt. Det er selvfølgelig lidt unfair for præmissen er netop den lidt klassiske tilgang.
Derfor har jeg også tilladt mig at sammenligne lidt med Gangway. Ingen tvivl om kvaliteten i bandet, i sangerens levering og den underliggende humor, man dog selv må finde i teksten. Men ikke et band, der får mange til at falde ned af stolen ved første gennemlytning. Mansfield får mig heller ikke på den måde op af stolen.
Det er jo for så vidt lidt ærgerligt at møde et band som Mansfield, der har styr på lyd og udtryk – og så alligevel ikke rigtig får braget igennem.
Jeg vil intet have imod at høre Mansfield igen – men det er samtidig svært at finde den stund hvor jeg ville finde denne EP frem.
Men! Skulle der være nogen derude, der havde lyst at høre noget stærkt britisk inspireret, tidsløs guitarpop? Så er Mansfield et ganske skarpt bud!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
