De aldrende walisere Manic Street Preachers, en ikke sjælden gæst på vores breddegrader, kiggede forbi Vesterbro lørdag aften, hvor de lagde ud i vanlig lidt famlende og sjasket stil, men pludselig fik de spillet sig selv og publikum varme. Og så blev det godt. Rigtig godt!
Anledningen for gadeprædikanternes besøg denne gang var, at de har støvet numrene fra den 20 år gamle gennembrudsplade (det brede og kommercielle gennembrud), Everything Must Go af og taget den med på en jubilæumstour. Altså, en af de der populære album-turnéer, et koncept der åbenbart ikke vil dø? Jeg har det lidt ambivalent med idéen, på den ene side er der da plader man synes fortjener, og kan bære, den slags koncerter, på den anden side så ved man også hvad der kommer – og i hvilken rækkefølge.
Og selvom jeg tidligere har haft både gode, dårlige og blandede stunder med Manics live, så trak det alligevel nok i mig til at svinge kreditkortet og indfinde mig sammen med den brogede skare der udgjorde dette lørdagspublikum. Man så lidt i “alle aldersklasser”, men dog nok med en betydelig overvægt af folk fra min generation (model 1979) og 10 år ældre, give or take. Groft sagt, meget groft, men nu tegner vi lige lidt kraftigt op for at tydeliggøre en af mine pointer, så falder Manics publikum i 2 kategorier. De virkelig dedikerede, måske lidt nørdede, som måske stadig dyrker tekstuniverset og kender alle b-sider og så dem der kommer for at synge med på “You Stole the Sun from My Heart” og “If You Tolerate This Your Children Will Be next”, plus “den der anden med omkvædet”, som de kender.
Det giver af og til nogle lidt underlige perioder i Manics koncerter, for de pleaser sådan set begge grupper rigtig fint, men det er sjældent de to grupper er helt i synk med hinanden. Det medfører, at når der luftes en for kenderne, så kan der opstå nogle lydmæssige “huller” i koncerten når frontmand James Dean Bradfield overlader ord eller passager til publikum. For, kender-gruppen er også lytter-gruppen, som lader til at forsvinde ind i sangene og ikke nødvendigvis brøler højt med. Mens den anden gruppe står og knævrer og venter på det der omkvæd, fra det der hit der….. Men i Vega skete der momentvis det jeg havde troet var umuligt til en Manic Street Preachers koncert – de to grupper faldt i hak! Og så skal jeg love for koncerten for alvor lettede, og Vega lige så.
Vi kom, som forventet, og jeg havde egentlig fået tøjlet mine forventninger så voldsomt, at man nærmest kun kalde mig dvask eller apatisk lige inden koncertstart (jeg var jo ikke på arbejde, så frem med citronmunden og nej-hatten!), lidt slingrende ud af startblokken. Vi fik Everything Must Go fra ende til anden, så “Elvis Impersonator: Blackpool Pier” fungerede som startskud. Lyden skulle liiiige finde sit rette leje, især Bradfields vokal druknede en lille smule – men det blev nu relativt hurtigt justeret. Det var ikke lyden der drillede hymnen, slagsangen og kongenummeret “A Design For Life”, et nummer der normalt falder sent i sættet, her var det bare som om at band og publikum ikke havde pejlet sig helt ind på hinanden endnu. De blev sunget med i salen, jovist, men ikke skrålet i den skala man kunne forvente for et nummer af den kaliber, og betydning i og for bandets historie. Måske skulle folk lige løsnes lidt op? Og ditto bandet?
“Kevin Carter” (en af mine favoritter) var lige ved at lide samme skæbne, heldigvis er nummeret så gennemtrængende og pågående, og spillet med bid, så man kunne abstrahere fra, at den måske ikke blev mødt med den brede anerkendelse, som i hvert fald jeg, synes den fortjener. Men så begyndte det hele at bløde op, smelte mere sammen og seancen få noget liv og spændstighed i løbet af de efterfølgende “Enola/Alone” og titelnummeret “Everything Must Go”.
Den sarte, tilbageholdende og eftertænksomme “Small Black Flowers That Grow In the Sky” var lige ved at blive kvalt i snakkeklubbens summende ligegyldigheder, hvilket helt fortjent blev mødt af et højt “SHUT UP” fra mit nabolag (selvom – du larmede jo også, kan man sige), men det var ikke nok til at bremse koncertens momentum. Vi var først lige begyndt. Lidt overraskende var det 2 mindre kendte numre, den forrygende fremførte “The Girl That Wanted To Be God” og “Removables”, inden “Australia” vækkede fællessangen, der tilsyneladende tændte både publikum og band.
Bandet, især Bradfield, og bassist Wire, kan godt udstråle og uddele lige dele afvæbnede selvironi, bidske stikpiller, arrogance og en sjat ligegyldighed, jævnt fordelt over en koncert, men her virkede det sgu’ som om det pludselig gik op for dem, at, “hey, jeg tror sgu’ vi har fat i noget her”.
Koncertens bedste strækning fulgte kort efter med 5 numre, hvor det hele bare peakede. Først de 2 sidste numre fra Everything Must Go, en glimrende “Further Away” og en helt forrygende udgave af “No Surface, All Feeling”. Bradfield, der allerede i glimt havde ladet stemmebåndet lyne og givet smagsprøver på, at vokalen måske havde det endnu bedre her til aften end sidst de kiggede forbi, imponerede dernæst med et lille akustisk intermezzo. Indledt med første vers af “The Everlasting”, hvor Vega’s kor fik det hele til at lette, dernæst med en følt, inderlig og eminent sunget, nedbarberet version af “Suicide Is Painless”. Da måtte jeg lige hive efter vejret.
Og godt jeg gjorde det, for jeg fik straks brug for luften til at skråle med, sammen med “hele” salen, på en mesterligt leveret “Motorcycle Emptiness”, som jeg ellers et par gange har oplevet lide under at blive jappet og sjusket lidt igennem. Den sad LIGE i skabet og fik stemningen til at nå et mindre kogepunkt i Vega. Da følte jeg mig nærmest beruset, og jeg havde endda kun fået 3 fadøl, så det kunne der jo ikke være tale om! Det var sådan en personlig følelse af at være høj, som fulgte mig koncerten ud, selvom publikum og bandet samlet set måske ikke helt ramte samme højder resten af aftenen – men det VAR også noget af et peak.
Det fede ved Manic Street Preachers er, blandt andet, at selv om de kunne, så går de aldrig i ren crowd pleaser mode. Jo, de ved udmærket hvad og hvilke numre der virker, men de insisterer stadig på, at drysse sjældenheder og mindre kendte numre ud i sættet. Denne aften luftede de “Nat West-Barclays-Midlands-Lloyds”, fra debutten Generation Terrorists og “You’re Tender and You’re Tired” fra This Is My Truth Tell My Yours, og da måtte jeg lige google lidt, for dem syntes jeg da ikke jeg havde set på nogen sætlister de senere år. Førstnævnte har de spillet 3 gange i år (inkl. i Vega), og ellers ikke siden 1994 og sidstnævnte blev luftet for første gang siden 1999 denne aften. Det er sgu’ da meget cool.
En anden facet der jævnligt kigger tydeligere frem i deres lyd live, er indflydelsen og arven fra punk-rocken. Manics, selv om de blev kendte som, og i lange stræk stadig er, et stadion-rock band, kan altså stadig bide fra sig og høvle igennem, når de gider. Lige som sidst overraskede det ellers ultra-poppede nummer “Your Love Alone Is Not Enough”, uden Nina Persson duet-elementet, naturligvis, positivt ved at blive leveret i en mere bister og kantet version. Mens “You Love Us” skar tænder og kom af med de sidste aggressioner, inden koncerten skulle synges i havn med “If You Tolerate…”.
Overordnet kan man sige, at bandet leverede lidt for enhver af deres forskelligartede fans smag, jeg fik endda en personlig lækkerbisken i form af “Roses In The Hospital” (endnu en favorit). Uden af lefle for nogen, men please på den rigtige måde, i de rette mængder og uden at nogen burde føle sig alt for overset eller snydt. Det er sgu’ da meget godt gået på 100 minutter og 23-24 numre, uden pause eller ekstranummer, bare plug in and play, ikke så meget pis.
Det var ikke en aften der var ét langt uafbrudt triumftog, der er altid nogle små bump på vejen med Manics, men når det kører på skinner for bandet, så er de godt nok uimodståelige. Både udstrålings- og performancemæssigt kan de af og til virke som et band, der er lidt ligeglad, skødesløse, tenderende til det arrogante, hvis ikke nihilistiske. Men der brænder også stadig en rebelsk glød og passion for det her derinde et sted. Og det er når den blusser så meget op, at de ikke kan skjule det, at de redder den sidste stjerne i hus.
Det fede er, at du aldrig helt ved hvor og hvornår det sker, det kan være i et sjældent spillet albumtrack, det mest åbenlyse hit eller midt i mellem – jeg har ventet på en koncert med Manic Street Preachers hvor stjernerne stod rigtig og vi fik lidt af det hele. Det gjorde de i aften.
Af Ken Damgaard Thomsen
