“We’ll come back one day // We never really went away” lyder det i starten på omkvædet på åbnings- og titelnummeret på Manic Street Preachers “Futurology”. Og tak for det, for det er ved at være længe siden at den walisiske trio har lydt så inspireret og nytænkende, hvad deres egen musik og sangskrivning angår. Don’t call it a comeback, mere en reminder om HVOR gode Manics kan være, når de anstrenger sig.
Numrene på dette, deres tolvte, album begyndte efter sigende at tage form under deres lange Europa tour i 2011, der fulgte i kølvandet på deres massive single opsamling National Treasures. Inspireret af følelsen af bevægelse og kunstneriske indtryk fra det europæiske fastland, har Manics drejet deres lyd i en mere, ja, “futuristisk” retning, man kunne nærmest sige tysk og krautrocket. Så det er altså fremtiden ved at skue lidt tilbage, og lade sig inspirere af hvordan fortidens bud på fremtidig musik så ud.
Det resulterer i en gennemgående dunkende og pulserende følelse albummet igennem, variation er der nok af og man sanser både mørke og lyse impulser i musikken, men trækker man det lidt skarpt op, så er det en plade i “bevægelse”, der rummer følelsen af at være “i bevægelse”. Et friskt pust, efter en lang række, bundsolide bevares, albums fra trioen der har føltes noget stillestående, eller som en gentagelse af det vi allerede vidste de kunne.
Eneste anke jeg har er sådan set, at der i løbet af pladen måske dukker en eller to nye idéer for mange op, der i sidste ende er med til at presse spilletiden op på 47 minutter. Havde man trimmet et nummer eller to, det kunne for eksempel være den instrumentale “Dreaming a City (Hughesovka)”midt på pladen og “Between the Clock and the Bed” (feat. Green Gartside). Førstnævnte er en spøjs tempofyldt parentes, som man egentlig kun gider høre en enkelt gang, og sidstnævnte tynges af lidt gumpetungt tempo og en gæstevokal fra Green Gartside, som jeg ikke er helt solgt på. Det er forresten et af hele fire numre med en gæst, der i større eller mindre grad bidrager på vokalsiden, så endnu en grund til at den måske kunne have været skåret fra.
Så har jeg også fisket nok efter kritikpunkter, for de er virkelig i småtingsafdelingen på Futurology, der ellers viser et Manics med et efterhånden sjældent hørt musikalsk overskud og energi. Jovist, det er sjældent trioen har direkte fejlet. Efter et par halvsløje plader i start 00’erne, så har de holdt et mere end respektabelt niveau, men næsten altid med albums hvor 3-4 numre markerede sig rigtig stærkt, og så en masse hæderligt, men forglemmeligt, fyld. Det er stadig lidt tidligt at bedømme Futurology’s langtidsholdbarhed, men mit umiddelbare indtryk er, at det her er bandets mest slidstærke samling numre i mange år.
Der er ikke rigtig nogle deciderede svage numre, til gengæld er der mere end en håndfuld rigtig stærke. Groft sagt falder de lidt i 2 grøfter, de mere eksperimenterende og nogle der lyder som Manics anno The Holy Bible og Everything Must Go perioden, bare med opdateret og finjusteret lyd. Afslutteren “Mayakovsky” er nok det største eksperiment bandet kaster sig ud i, futuristiske elektroniske klange væves sammen med mekanisk klingende trommer og en opbygning der opløser normal sangstruktur. Vi skal over 2 minutter ind i det flimrende nummer inden der dukker noget forvrænget vokal op i det collage prægede lydbillede, hvor trioen afslutningsvis forlader Europa, med afsæt i et elektronisk Berliner landskab og skyder sig selv på rumrejse.
Inden vi når så langt, så tramper Manic Street Preachers dog ind i øregangene med fængslende marchrytmer på de melodisk militante “Let’s Go To War” og “Europa Geht Durch Mich”. “Working class skeletons lie scattered in museums, and all the false economies speak fondly of your dreams” lyder det på den mørke post-punkede “Let’s Go To War”, Manics har ikke mistet deres politiske og sociale bid og indignation. På det glimrende nummer lykkes bandet med både, at gøre nummeret egnet til små dunkle klubber og stadion koncerter. Det er på samme tid en sammenbidt trampe-rocker, der nedstirrer dig og en hymne der giver lyst til at kaste armene i vejret og synge taktfast med. På den lige så glimrende “Europa Geht Durch Mich” bliver den tyske fornemmelse helt udtalt, med gæstevokal fra den socialt bevidste tyske skuespillerinde Nina Hoss. Da jeg hørte nummeret live i Store Vega tilbage i maj måned var jeg lidt forundret og betænkelig, men det bliver gjort fuldstændig til skamme når sangen høres i sin rette sammenhæng her på Futurology. Lyden af at drøne ud på den tyske autobahn med et tændt band under motorhjelmen.
Et ekko af Hoss’ vokal høres senere på albummet på den Bowie’ske “Black Square”, hvor Manics igen parkerer vognen i Berlin i slut 70’erne. Et nummer der lægger ud med en mørkt ulmende stemning, inden melodien for alvor sætter ind med en følelse af stille håb. Svævende og dragende, “Let us fight our own wars and make our mistakes // Free yourself from a tyranny of objects”, lyder opfordringen fra den som altid velsyngende og troværdige James Dean Bradfield. I det hele taget er trioen ikke bange for, at supplere fornemmelsen af bevægelse ved, at dvæle lidt ved øjeblikket og sætte tempoet ned i fornemme sange, som denne, og andetsteds de lige så vellykkede “Devine Youth” og “The Next Jet To Leave Moscow”. “Devine Youth” er en atmosfærisk og forførende duet mellem Bradfield og den walisiske sangerinde Georgia Ruth, albummets smukkeste stille stund. “The Next Jet To Leave Moscow” er tempomæssigt ikke direkte stille, men stemningen indeholder samme beroligende virkning, imens bassist Nicky Wire’s tekst i Bradfield’s mund selvrefererende forkynder: “So you played in Cuba, did you like it, brother? I bet you felt proud, you silly little fucker. And all the sixties dreamers called us English, said we started something that they could finish”.
Der er naturligvis også fundet plads til helt klassiske Manic Street Preachers dyder på Futurology, som det store luftige omkvæd på “Misguide Missile”, der gemmer sig hen imod slutningen på albummet. Endnu mere pågående blive det på den glam punk-boblende “Sex, Power, Love and Money”, her er ikke så mange dikkedarer og futuristisk indpakning, men “bare” medrivende årgangs Manics, som glider ubesværet ned. Det helt store “Manics being Manics” (men stadig med lidt “europæisk feeling”) kommer i form af singlen “Walk Me To The Bridge”, der rummer bandets bedste og mest skarpe guitarriff i årevis. Wire har, trods titlen og teksten, afvist at den skulle handle om deres forsvundne ven og bandmedlem Richey Edwards, og i stedet handle om Øresundsbroen, men med tekstbrokker som følgende, er det svært ikke at have Edwards i tankerne når man høre nummeret: “So long my fatal friend, I don’t need this to end. I reimagine the steps you took, still blinded by your intellect”. En født Manics klassiker, blandt flere potentielle på pladen.
Det lykkes kort sagt Manic Street Preachers, mod ret høje odds, godt 25 år inde i karrieren, at smide lænkerne og bryde cirklen, så Futurology ikke bare ender med at blive endnu en kompetent, men forudsigelig, karriereforlænger. Lyrisk prædiker Manics stadig stædigt og viljefast for de i forvejen omvendte, men musikalsk viser de på Futurology, at en gammel tre-benet køter stadig kan lære nye tricks. Et overraskende stærkt, homogent og vedkommende udspil fra et band man åbenbart bare ikke må og skal afskrive.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
