Laptops er kommet for at blive og i denne Månedens Mening kigger vi på, hvad dette værktøj, instrument og adgang til verden gør for musikken. Som så meget andet nyt, er det et tveægget sværd…
Denne Månedens Mening er egentlig lagt i støbeskeen for længst, men forfattes inden for den uge, hvor min 13-årige nevø har toppet Spotifys streaming-lister med et nummer, han har lavet 100% på computer. Det sætter det hele i perspektiv og kunne for så vidt åbne alle mulige meninger om hvordan pladeselskabet hører fortiden til, hvordan musik selvfølgelig også er en del af de mobbende memes, og hvordan der i dag findes subgenrer, den brede befolkning ikke har megen berøring med.
Men her vil jeg prøve at holde øjnene på bolden; nemlig et fokus på, hvordan laptoppen (eller helt bredt; computeren) har påvirket og påvirker musikken. Og som med alt muligt andet nyt er der muligheder og begrænsninger – at en 13-årig med begrænset viden om musik kan lave noget, 1000 mennesker kører på repeat, sætter en fin ramme…
Jeg tager tre perspektiver på laptoppen i musikken; den tekniske, hvor maskinen er optageren, laptoppen som instrument og laptoppen live.
Laptoppen som optager
Allerede i år 2000, hvor jeg var på musikhøjskole, kunne man se de analoge studier var på vej ud: Bånd, der skulle styres og var lidt temperaturfølsomme, pladsen, og den megen køren frem og tilbage var tydeligvis mindre smart end de digitale studier, hvor arbejdsgangene var nemmere. Og her var teknologien i de digitale studier ikke en gang voldsomt stabil, veludviklet eller optimeret.
Fast forward ti år og musikere, der havde råd til instrumenter i flere tusindekronersklassen havde typisk også råd til en laptop med et professionelt-eller-lignende lydkort og selve optagelsen var dermed udpræget blevet hver mands eje. Mixning og mastering var (og er) stadig et håndværk, men rigtig, rigtig mange gode plader og EP’er er blevet indspillet i soveværelser eller tarvelige øvelokaler – for slet ikke at nævne indspilninger i ret høj kvalitet fra offentlige steder som for eksempel banegårde.
Man kan stadig købe sig fattig i mikrofoner, bedre lydudstyr med meget andet, men der opstod en hel skole, hvor det blev populært at lyde lidt ramponeret – man kunne endda have bands mistænkt for bevidst at have lyde i baggrunden af kærester, der laver the i køkkenet, mens bandet indspiller i soveværelset.
Belle & Sebastian er ét eksempel på en sound, der kommer af denne skrabede lyd, mens Bon Iver har gjort det til en hel stil at sidde i soveværelse eller en hytte udenfor lands lov og ret og indspille.
At optage er selvfølgelig et håndværk og ikke alt er lige godt, men siden dette skriv handler om at mene noget, så hylder jeg at det er blevet så nemt at indspille musik, lave demoer og generelt arbejde helt selv med musikken.
Ikke for at tage noget fra musikstudier, som i høj grad har deres berettigelse i at have kompetent personale, stærke setups og udstyr de fleste ikke kan komme i nærheden af for penge.
Ja, der kommer da også noget værre lort ud af at der ikke er nogen censur på det, folk laver. Men hey! Muligheder, muligheder, muligheder!
Laptoppen som instrument
Jeg husker tydeligt, da min bror og jeg endelig havde gået med nok aviser til vi kunne købe et SoundBlaster Pro til vores fars embeds-PC i en præstegård i Midtjylland.
Ud over at spil blev noget federe af at få lyd, åbnede det også for muligheden for at arbejde med at lave musik i såkaldte trackers: S3M og MOD blev kendte filnavne og ScreamTracker blev en måde at lave musik på, som skilte sig noget ud fra mine onsdagsøvere i et lokalt brass-band.
Tracker-programmet var enkelt i at det kunne afspille samples på enkel vis; hurtigere afspilning medførte højere tone, langsommere vice versa. Jeg husker det som to meget forskellige ting at spille i et orkester og lege med trackeren; trackeren var en mere visuel tilgang til musikken og jeg koblede kun løseligt de toner, jeg havde lært at læse, med hvad jeg plottede ind på skærmen.
Det er – i øvrigt – noget af det samme, min nevø gør nu: Plotter samples ind på en skærm, men dog med en waveform og et langt større arsenal af effekter i maskinen.
Men det er altså musik, man kan lave uden den store viden om hvordan musik egentlig fungerer og man kan ’spille på øret’, hurtigt rette, hvis der er ’fejl’ – Og for øvrigt lære sig at se disse ’fejl’ i lige så høj grad som at høre dem.
Mulighederne var – og er – uendelige og hvor jeg ovenfor hyldede muligheder, muligheder, muligheder, så er der også en akilleshæl. For har man alle muligheder, har man ingen muligheder. Og som med al anden god musik, så er det væsentligt at have en idé og kommunikere den ud igennem musikken. Laptops og synthesizers har skabt genrer og det er vel heller ikke tilfældigt at popmusikken har købt meget ind i den elektroniske musik, da den lethed ting kan programmeres med, passer meget godt til en industri, hvor der skal produceres hurtigt.
Verden er ikke den samme og selv om jeg havde en fascination af Goa, hollænder-techno og ambient, så tabte jeg relativt hurtigt interessen for ’ren’ elektronisk musik.
Især fordi meget af det bliver evige repetitioner og idéerne ikke nødvendigvis slår igennem. Ideer er der selvfølgelig nogen, der har, og eksempelvis i industrial, triphop og andre genrer kan de pre-programmerede, maskinelle islæt stå virkelig stærkt.
Hvem tager sig i virkeligheden af, om et instrument er spillet ’live’ i et studie eller om man har programmeret det – så længe det lyder fedt? Så meningen her er, at anskues laptoppen som instrument, så er den et fint supplement til at kommunikere den idé, der skal være i al musik.
Der er også noget dybt fascinerende over relativt nemt at kunne lave musik alene på et værelse – men at få gode idéer og kommunikere disse ud, er bestemt ikke givet med teknologien.
Laptoppen live
Knives out! Her har jeg før været stærkt kritisk, da jeg går til livekoncerter for at høre musikere spille musik. Ikke for at se dem agere noget over et backtrack eller lave mere eller mindre arbitrære danseshows (The Knife, I’m looking at you!!).
Men der er selvfølgelig mere ved sagen end det… Efter en koncert med Darkness Falls havde jeg lejlighed til med nysgerrighed at spørge Josephine og Ina ind til, hvorfor de havde valgt at køre bas og backtrack på en laptop og ellers kun have en trommeslager med på scenen (ud over de to front-piger, hvoraf Ina spillede guitar).
Svaret var helt bund-reelt at hvis de skulle holde økonomi i en tour, så var tre maksimum og de havde valgt at tage en trommeslager med fordi det gav noget live-energi. At de så heller ikke er de store improvisatorer, hørte også med til fortællingen. Og: Fair nok. Fem fede stjerner for en fin aften, hvor ord som ’nærværende’ bliver brugt i anmeldelsen. Med andre ord: bandet kunne kommunikere det, de ville, selv om de ikke have en tangent-spiller og bassist med. Gjort med Fingerspitzgefühl? Absolut, men ret skal være ret – nogen gør det godt.
Jeg anmelder også en del showcases i løbet af et år og eksempelvis på SPOT Festival har de fleste bands blot 30 minutter og koncerter bliver hurtigt på, hurtigt af. Og det ER da nemmere at plotte en laptop i en mixer, end at skulle line et større antal baskabinetter, guitarstacks og keyboard-kravlegårde op.
Men her må jeg sige, at det er lidt hit and miss, desværre ofte mere miss end hit; med 30 minutter har man bare at brage igennem for fuld skrue. Og en gut, der står med hat på indendøre og trykker på en laptop en gang imellem, for at få det til at se ud som om han rent faktisk har noget med musikken at gøre, er helt enkelt bare dårligt live-arbejde. Sæt ham ned bagved, hvis det endelig skal være!
Og er der blot en laptop og en trommeslager, kommer trommeslageren altså til at se lidt kunstig ud, som han sidder der med hovedtelefoner på og spiller med på et backtrack.
Ja, det er da ’spændende’ at kigge med i øvelokalet hos en trommeslager, men…!
Så jeg mener, at laptops og backtracks for så vidt godt kan have deres berettigelse live. Men det kræver, man har gjort sig nogle overvejelser og at der er en mening med galskaben. Og sjovt nok bliver det en lille ’sejr’ når man så kan høre fejl i lydbilledet – simpelt hen fordi det bekræfter, at vi ikke bare står og hører en plade med nogle mimere til…
Laptops – bare fordi det er nemt?
Laptops er selvfølgelig kommet for at blive. Og meget er blevet nemmere siden man optog analogt, måtte hive instrumenter ned af væggen for at spille – og for øvrigt var tvunget til at være flere personer om processen.
Der er noget overvejende positivt ved at ting ikke behøver at være svære, men også noget forstemmende over, at man ikke som sådan behøver at øve sig på et instrument længere for at lave musik. Der er vel i virkeligheden ikke nogle gode argumenter for at noget skal være svært?
Argumenter er der dog for, at ting skal være gennemarbejdede og have en idé. Og der er der noget kortere i dag, end da jeg voksede op og man skulle lære at spille og siden endda blive dygtig til det, før man kunne udtrykke noget.
Tilbage til min 13-årige nevø. Han har fundet sig en elektronisk genre, kaldet Melbourne Bounce, som han så relativt nemt har kunnet sætte sig ind i. Fordi han synes det er fedt – sikkert på samme måde som mange metal-hoveder har ønsket sig guitarer i konfirmationsgave og prøvet at kopiere heltene fra diverse bands.
På sit værelse har min nevø så koblet sin stilrene musik på nogle samples, der på bedste meme-vis mobber et par minoriteter. Verden var nok et bedre sted, hvis han havde valgt en mere opbyggelig vinkel – men sandsynligheden for at han så var gået viral ved at blive ’spottet’ af en Youtube-stjerne, er nok mindre.
Laptoppen har dermed også via sin enkelhed i brug og adgang til internettet åbnet for en Pandoras æske, hvor konkurrence om klik og at ’go viral’ er en strategi. Og med fare for at lyde gammeldags og overdrevent kritisk, så borger det nok ikke for kvaliteten i musikken.
Skrevet af: Troels-Henrik Balslev Krag
