Skal en musikanmeldelse være objektiv? Kan den? Vi tilstræber at være balancerede i vores tilgang, men prøver også at være bevidste om vores egen personlige smag og begrænsede viden når vi anmelder. Hvorfor prøver jeg at redegøre for her.
Efter P6 Beat Rocker Koncerhuset arrangementet var der anmeldelser i forskellige medier, der anmelder musik. Ekstrabladets Thomas Treo var, vanen tro, vil nogen mene, ret uimponeret over det generelle niveau, selv om han dog også uddelte roser undervejs, og gav 3 stjerner til arrangementet som helhed. I Gaffa var der 5 stjerner til arrangementet og overstrømmende ros til flere af navnene, især Velvet Volume, som Treo i Ekstrabladet til gengæld ikke var videre imponeret af. Heller ikke Soundvenue havde Aarhus-trioen blandt deres “fire bedste koncerter” fra arrangementet.
Pointen her er ikke at vurdere om arrangementet var til 3 eller 5 stjerner, men blot for at konstatere, at der er delte meninger, om P6 Beat Rocker Koncerthuset, som om alle mulige andre koncerter, musikalbums, og andre kulturelle produkter, for den sags skyld. Også blandt os på den lille GFR-redaktion, hvor nogen for eksempel holder mere af Bob Dylan eller Foo Fighters end andre.
Smag og behag
Vi prøver egentlig ikke at lægge skjul på at vi har holdninger til musik – både den vi hører på studieudgivelser, hjemme i stuen, på vej på job, eller hvor der er nu er tid og mulighed, den vi hører og mærker til live-koncerter rundt omkring på landets spillesteder, eller på de mange festivaler, som var temaet for sidste måneds Mening fra os. Vi har også holdninger til musikindustrien, til hvad der bliver playlistet i radioen, og så videre. Men vi prøver at lægge personlige reservationer over genre, for eksempel, så meget på hylden vi kan, og lade musikken tale for sig selv når vi lytter til musik vi har til anmeldelse.
Et par gange har vi fået skudt i skoene at vi ikke er objektive, eller neutrale, nok. At man kan læse vores musiksmag i anmeldelserne. Jeg er ikke helt klar over hvordan en objektiv/neutral anmeldelse skulle se ud, men jeg ved at jeg selv foretrækker at læse anmeldelser af folk, der har en holdning til hvad de lytter til – så længe de lægger den frem, så man kan få et indtryk af hvordan det influerer på anmeldelsen.
Hvordan vi vurderer musik, handler selvfølgelig også om, om vi kan lide hvad vi hører eller ej. Og der spiller personlig smag ind. Hvis man ønsker at få en “professionel” bedømmelse af musikken, så går man forkert hos os (bare se på billedet øverst…). Ikke dermed sagt at vi ikke også tilstræber at være balancerede og se ud over vores egen smags begrænsninger i det omfang vi kan – og prøver at gøre opmærksom på, hvis vi ikke er særlig velbevandrede i, eller ikke særlig gode venner med en genre.
Amatører!
Vi er ikke professionelle, vi er amatører i ordets egentlige betydning – vi får ikke penge for at anmelde musik. Vi har ikke ubegrænset tid til at lytte og researche, selv om vi gør hvad vi kan. Vi er ikke musikuddannede. Nogle af os kan spille på et eller flere instrumenter til husbehov, to spiller i bands. Jeg er ret sikker på, ingen af os synger godt. Pointen er at vi ikke er fagdommere – ja, vi lytter til meget musik, især dansk, som vi selvfølgelig i et eller andet omfang holder de udgivelser vi anmelder op imod. Vi interesserer os for, og elsker at lytte til musik. Men vil man have en objektiv vurdering, så kan man prøve et andet musikmedie.
Den holdning kommer af, at vi har erfaret at vi ikke bare kan lægge vores egen smag fra os når vi anmelder. Der er bare nogle kunstnere, der appellerer mere til mig end andre, nogen typer vokal, nogen typer musik – og mine amatørkolleger på GFR har det lige sådan. Det betyder ikke, at jeg ikke kan gøre i hvert fald et forsøg på at sætte mig ud over min personlige smag, og prøve at vurdere om noget, jeg måske ikke sædvanligvis ville lytte til, er veludført, fængende, velspillet og så videre. Ind i mellem åbner det vores øjne og ører for nye genrer og bands, når vi anmelder bands i genrer, vi måske ikke har lyttet meget til tidligere. Således ved jeg at Ken er blevet noget mere velbevandret i døds- og black metal i GFR-tidens løb, mens jeg for eksempel selv er blevet klogere på country, prog-rock og teknisk metal.
Skulle vi sætte os og tælle takter, vurdere renheden af vokalen, skrive om hvilken toneart der spilles i, hvilken taktart, eller hvad der nu ville gøre det ud for objektivt anmelderi, så ville vi sgu nok kede os ihjel – og nok heller ikke være gode til det. Det hører selvfølgelig til i en anmeldelse, at man også lytter efter den slags, men et album kan godt være virkelig fedt selv om en forsanger ikke har en ren tone i livet. Det er derfor vi prøver at skrive både balanceret, men også passioneret om musik. Nogle gange forfalder vi måske til sammenligninger, men ind i mellem er det den nemmeste måde at beskrive musik på – om ikke nødvendigvis den bedste. Vi gør det vi gør, fordi vi synes at de mange bands, der lægger en stor indsats i at øve sig, skrive sange og indspille dem også fortjener at vi engagerer os i musikken, og ikke bare neutralt prøver at dele sol og vind lige.
Denne Mening var egentlig skrevet færdig inden Gaffas Sara Elisabeth Nedergaard kom lidt i modvind for et indlæg om, at en anmelders fineste opgave er at sige fra overfor dårlig musik, og at man som anmelder (og lytter) bør forvente kvalitet af de musikere man lytter til. Blandt dem, der kommenterede var der en der bemærkede, at man som læser også forventer kvalitet af dem, der anmelder. Det er sådan set et rimeligt ønske, men det efterlader også spørgsmålet om hvad kvalitet er – hvis Ed Sheeran objektivt set er to-stjernet musik, er der så x antal millioner mennesker i verden der har objektivt dårlig musiksmag? Sådan vil jeg ikke stille det op. Selvfølgelig er der kvaliteter i for eksempel Sheeran’s musik – det er enkelt og melodisk fængende og velproduceret. Men jeg kan sgu ikke lide det – det virker letkøbt og fesent. Hvis jeg anmeldte Ed Sheeran ville jeg se det som min opgave, at rumme begge dele i anmeldelsen, og balancere det i bedømmelsen. Men det skal jeg heldigvis ikke – der er nok af danske navne i vores anmeldelsesbunker.
Sure gamle mænd
Nogle gange betyder det med at vi skriver vores mening, også at vi skriver mindre positive gloser – det gør vi også fordi det ville være useriøst ikke at skrive vores mening, når hele omdrejningspunktet i arbejdet med siden, er at musikere, promotere og pladeselskabsfolk sender os materiale netop for at vi skal skrive vores mening om musikken. Det vil også være useriøst overfor jer, der læser med, hvis vi skrev noget andet end vi mente. Vi kan altid, hele tiden, blive bedre til at balancere vores ord, og blive klogere på musik i forskellige former, og det prøver vi også hele tiden på. Derfor værdsætter vi også kommentarer og feedback, om det er ris eller ros – især hvis den er velargumenteret og gør os klogere.
Hele målet for os med GFR er at skabe opmærksomhed omkring alt det spændende der sker på den danske musikscene, primært indenfor rock og metal – det får vi ikke ved holdningsløst at reproducere pressemeddelelser eller ved at rose udgivelser, vi ikke selv synes er gode, når vi nu ikke “objektivt” kan sortere skidt fra kanel. Men vores holdning er ikke mere rigtig end alle mulige andres – det kan være, du synes noget af det vi har anmeldt positivt er noget lort, eller vice versa. Det har vi det fint med. Musikkritik skal være med til at sætte gang i samtalen og lykkes vi med det, så har vi nået noget af det, vi gerne ville.
Så kan en musikanmeldelse være objektiv? Det kan den sikkert. Skal den? Ikke hos os. Vi tror måske nogen gange, vi er anmelderbranchens svar på de sure gamle mænd i Muppet Show, men egentlig gør vi også hvad vi kan for både at have en holdning til det vi anmelder, men også at være balancerede og ordentlige – og den balance vil vi fortsat gerne prøve at ramme. Det håber vi, at vi for det meste lykkes med.
Af Jonas Strandholdt Bach
