Mandag Midnat: Blåt Ingenting (EP) ★★★★☆☆

Mandag Midnat besynger hverdagen med dens små og store udfordringer på deres 8 numre lange EP Blåt Ingenting. Det er overordnet et fint bud på dansksproget pop/rock, der måske bliver lidt lang i spyttet i sidste ende.

Det skyldes ikke så meget, at Mandag Midnat ikke har nok at sige, men nærmere at indpakningen over 8 numre og en halv times spilletid savner lidt flere modhager, eller noget der kradser rent musikalsk.

Vi befinder os i den blødere ende af pop/rock spektret, med nogle velskrevne tekster om stort og småt. Teksterne virker som brudstykker, eller mindre nedslag, i nogle hverdagssituationer som vil vække genkendelse hos de fleste. I det lange løb fungerer det derfor også bedst i mindre bidder, mens det i det lange løb kommer til at svæve lidt væk og blive et behageligt baggrundstæppe.

Det starter stærkt med “Græspsykoser”, der handler om, at blive voksen og træffe nogle afgørende valg, “hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo”, “hvor skal vi hen”, “blev du voksen og følsom med køl på køl, som flankerer din Webergrill”, “Er der stedsegrøn lykke på Islands brygge / eller visner du bagved din hæk”. Spørgsmålene hober sig op,mens nummeret flyder godt fremad med spredt brug af noget lækker kor – et lille trumfkort, som Mandag Midnat smider med veltimede mellemrum på hele EPen. Der er noget varmt og indbydende over lyden, selvom nummeret gennemstrømmes af tvivl.

“Jeg skulle nok være gået, min finmotorik taget i betragtning // efter en intens diskussion med min cykel om i hvilken retning // men pludselig stod du der, med dine rastløse dansetæer”, lyder det indledningsvis på den luftige “Softfilter”. Det er ret lige til og relaterbart, uden at være for sprogligt banalt, som god pop gerne skal være. Mandag Midnat er i det hele taget ret ferme til, at male nogle sprogligebilleder, som bliver levende og bevægelige for en. Det er en evne der bestemt ikke er alle forundt.

En anden force (et langt stykke af vejen) er den elegante musikalske indpakning, som har det med at smyge sig omkring en som et beroligende tæppe, eller behageligt, løstsiddende tøj, som på den svævende “FOMO”. Det nummer føles som, at danse let ud over en mark under en blå sommerhimmel, falde om i græsset og ligge og stirrer op i luften indtil billedet bliver helt utydeligt og man forsvinder ind i ens tanker.

Men, det hele bliver måske lidt for “flinkt” i længden. Et nummer som “Orkanens Øje” falder på et tidspunkt på EPens anden halvdel, hvor jeg begynder at savne noget der hiver og flår lidt mere i mig. Måske er det mig som person der kun kan holde til, at ligge på marken i begrænset periode inden jeg rent faktisk falder i søvn? Man kan, og det er ikke ment som en sviner, sagtens falde i søvn til Blåt Ingenting, fordi stilen er så beroligende. “Der er dage, hvor vi bare ligger stille”, lyder det endda i dette nummer. Der ER jo også stille i en orkans øje, men, det er som om denne EP rent musikalsk, trods alle dens spørgsmål til livet, aldrig helt kommer ud af netop øjet…

Da vi når frem til den afdæmpede lukker, “Blå Søndag”, da trænger jeg efterhånden virkelig til, at weekenden er ovre og vi kan få en mandag (midnat?) med lidt mere gang i. Det er stadig et ret godt nummer og en ægte søndagsblues, altså, uden bluesen men med den blålige, let melankolske stemning, hvor man ved, at noget er ved at rinde ud og et nyt kapitel må begynde med den nye uge.

Den når vi så ikke til i denne omgang hos Mandag Midnat, der vælger at holde sig i det eftertænksomme hjørne på Blåt Ingenting, mens man sidder og spekulerer på, hvad der mon kunne ske i deres tillokkende univers, hvis de skred til mere udadreagerende handling? Det må være en cliffhanger til næste udgivelse fra Mandag Midnat, der trods mine forbehold fortjener 4 funklende stjerner.

Måske skyldes nogle af mine reservationer overfor EPen også, at jeg synes dele af det er så godt, at jeg gerne ville have, at de brugte evnerne til endnu mere end den (selvvalgte) ramme her?

Af Ken Damgaard Thomsen