Mamaré byder på feminin indie-rock på debut-EP’en Taking Over, hvor de både formår at være kækt catchy og enerverende. Nogle gange på samme tid.
Mamaré består af tre kvinder (Rezwan Farmi, Malene Brask og Maria Jagd) og en enkelt herre (Mathias Findalen), og de kalder selv den musikalske stemning “løssluppen, charmerende, kæk og vanvittig”. De tre første kan jeg snildt gå med til, for Mamaré lyder ganske løsslupne og kække, og har for det meste også tilstrækkeligt med charme til at man føler sig godt underholdt som lytter og bærer over med at der er nogle gentagelser undervejs.
Det starter nogenlunde stilfærdigt på ‘Always Too Late’, der lever på et stærkt omkvæd, en frisk instrumentering og vokalen, der ligger lige på grænsen til at blive lidt irriterende i sin grænsesøgning, men holder sig på den gode side. Der går dog lidt for meget gentagelser i den til at jeg er helt hooked.
Det bliver bedre på ‘Taking Over’, hvor den kvindelige vokal også leger med udtrykket (med små kække råb og snakkesang), tempoet bliver skruet en tand op og trommerne er af den slags, der går i vippefoden, så man sidder og vippe-tripper med den, mens man hører nummeret. Samtidig er der også smurt noget violin-klingende ind over, som giver et ekstra friskt twist. Der er stadig lidt med gentagelserne i længden, men det er et kækt indie-pop/rock-nummer, der nok skal gøre sig godt i radioen.
‘Black Birds’ tager tempoet lidt ned igen, og selv om der er gode elementer på spil (blandt andet violinen igen) og et par catchy linier, så virker sangen som om den er blevet trukket lidt for langt ud. Til gengæld imponerer EP’ens sidste nummer, ‘Please Don’t Ask Me’, med skævt og catchy kor-stykke, straks fra start, og har et lige så quirky-charmerende vers, der følger trop. Her kan man høre eventyrlysten og her er ideerne, der kan bære nummeret hjem. EP’ens bedste nummer i mine ører, og her er virkelig noget at bygge videre på for Mamaré, sammen med de velfungerende elementer, som absolut også er til stede i de øvrige sange.
På EP’ens første tre numre bliver de gode stykker dog gentaget lidt for mange gange og derfor ender et par af numrene også med at være lidt enerverende i længden, til trods for (eller måske på grund af) den friske og kække tilgang. Men der er i hvert fald gode byggesten at bygge videre på, og med, for Mamaré, der måske ikke laver en 100% fuldtræffer med debut-EP’en, men til gengæld viser masser af potentiale inden for den mere friske og opfindsomme ende af indie-rocken. De gode idéer trækker op, gentagelserne trækker ned, og derfor lander Mamaré og Taking Over på 3 store stjerner – men der er nok flere i posen næste gang, hvis sangskrivningen får et nøk opad, og gentagelserne bliver færre.
Taking Over udkom sidst i marts. Du kan finde Mamaré på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
