Malmø, Aarhus-band med forsanger med fornavnet Maria og Malmø som efternavn, er ude med en opvisning i dygtigt orkestreret og velspillet eksperimenterende pop på We Come From the Stars.
Lad os starte med den grundlæggende ros: We Come From the Stars emmer af kvalitet, og det gælder fra produktionen over instrumenteringen, til sangskrivningen og til Maria Malmøs overbevisende vokal. Det er altså bare helt grundlæggende godt, det her. Det kan man høre allerede fra de første toner af ‘Breaking’, som åbner ballet. Sammenligninger kunne man trække til færøske Eivør og danske Agnes Obel – Malmø ligger et sted midt i mellem musikalsk.
Men bliver det måske lidt for tyst og pænt ind i mellem? Måske, det er nok en smagssag, men derfor er numre som ‘You’ og ‘We Come From the Stars’ for eksempel begge meget fine sange, og når der så skrues lidt for den musikalske uhygge-knap med en truende drone på ‘Dawn’, som ellers hovedsageligt bæres af Malmøs vokal og noget der lyder som klokkespil, så er det på sin plads med lidt ekstra roser. Også på ‘The Way’ rystes den pæne overflade lidt med en ganske tung rytme, mens Malmø giver en kende mere los på vokalen. Det er øjeblikke, der er med til at gøre at man sjældent kommer til at kede sig undervejs.
Maria Malmøs vokal er dog også en nydelse når hun synger mere dæmpet. For eksempel på ‘Wild Horses’ (hvilket vel egentlig er en modig titel med tanke på Rolling Stones-klassikeren af samme navn), hvor Malmøs vokal både rummer sødme og melankoli, og fraseringerne er lydefri og på afslutningen bakkes flot op af korstemmer. ‘Four Lands’, hvor en mandevokal også dukker op, er også virkelig smukt udfoldet med en detaljerig instrumentering. Og for lige at vende tilbage til titelnummeret er det også et godt eksempel på Malmø’s meget dygtige vokalarbejde – og produktionen, som giver plads til det.
Det tenderer det lidt for pæne, og måske letter kompositionen heller ikke helt på ‘Meet Me in the Meadow’, som ellers er dygtigt leveret, mens den pianobårne ‘Homeland’, som jeg tænker kan tolkes som en kritik/undren over Danmarks udvikling og en samtidig kærlighedserklæring, sætter sig heller ikke helt så dybt hos mig, trods den sympatiske tekst og den fine udførelse. Måske fordi det netop bliver for pænt og nydeligt?
Den lidt skævere ‘Time & Tide’ vokser fint fra en spartansk instrumenteret indledning og i versene, til et flot udfoldet omkvæd. “Time and tide waits for no man,” synger Malmø, og selv om det ikke er en nyskabende formulering, resonerer det. Det gør det ikke helt på samme måde på ‘Heart’, hvor der kun er et sfærisk musikalsk supplement til vokalen, der også lyder som om den er klædt i lidt effekt. Men igen er det en sympatisk udgangsbøn, Maria Malmø formulerer: “Don’t you close your heart”.
Det ville også være dumt at lukke hjerte eller ører for Malmø hvis man er til dygtigt udført, let eksperimenterende og luftig pop-musik med stærk vokal. Personligt savner jeg måske lige et par numre mere, der brager igennem eller kradser lidt i pænheden, men som nævnt i starten holder albummet høj kvalitet. Det giver 4 store stjerner.
Du kan finde Malmø på Facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
