Margrethe ‘Maggie’ Björklund har på det seneste mest været kendt som Jack White’s pedal steel guitarist, men hun har en lang musikalsk karriere bag sig, blandt andet som en del af kvinde-country gruppen Darleens og som guitarist i Miss B Haven. På Shaken viser hun internationalt format som solokunstner.
Tilbage i 1991 var Margrethe Björklund med til at starte Darleens, som hittede i 90’erne med deres flerstemmige country. Siden har hun spillet guitar i blandt andet Miss B Haven, før hun for snart 15 år siden begyndte at udforske pedal steel guitaren som instrument. Den førte Björklund til Nashville, Tennessee, hvor hun har netværket med amerikanske musikere og spillet med i forskellige sammenhænge. Shaken er hendes andet soloalbum (Coming Home hed det første) og her er der prominente medspillere i form af John Convertino (Calexico), Barb Antonio, Jim Barr (Portishead) og John Parish, som også har produceret – han har blandt andet tidligere produceret for PJ Harvey. Endelig er Kurt Wagner (Lambchop) også med som gæstevokalist.
Samtidig er albummet også mærket af Björklund’s mors sygdom og død kort før indspilningerne. Albummets første nummer, ‘Dark Side of the Heart’ har noget elegisk over sig, med pedal steel guitarens lamenterende indledning, et tempo som en sørgemarch og Björklund’s vokal, der ordløst svæver omkring. Det kunne faktisk lyde som lydledsagelsen til en panoramisk kameratur rundt om en på tragisk vis afdød helteskikkelse i en western. Soundtrack kvaliteter er der også over de øvrige instrumentale numre, der er spredt med lind hånd ud over albummet – ‘The Road to Samarkand’, den ildevarslende ‘The Unlucky’, den skævt repetitive ‘Missing at Sea’ og den stemningsfuldt afstemte afslutter ‘Amador’. Fælles for dem er at de på ingen måde er fyld, men tværtom er virkelig stærke bidrag til Shaken‘s helhed.
Netop en helhed virker albummet som. Den berømte røde tråd er til stede, uden at det kommer til at virke ensformigt. ‘Walking’ bevæger sig med lidt lettere fjed end mange af de øvrige numre, men har stadig mere end et strejf af vemod, og byder ud over Björklund’s pedal steel og fine vokal også på Jim Barr’s fint pulserende bas, mens hun på ‘Bottom of the Well’ associerer sig igennem forskellige billeder på at være ufuldkommen og fejle, men alligevel prøve. “I’m a beggar who begs forgiveness for my soul//I’m a coward who wants to yell//I’m a warrior who lost the war, but still I want to fight//I’m a drunkard at the bottom of the well” – og så fremdeles, med pedal steel’en som flot afstemt akkompagnement.
Blandt albummets højdepunkter er ‘Fro Fro Heart’, med Kurt Wagner’s dybe vokal som modspil til Björklund. Der er noget næsten Tindersticks’k over det, med det langsomme tempo, de klagende strygere, det dirrende orgelspil, mens det dynamiske basspil igen gør sig positivt bemærket. I det hele taget er det musikalsk en nydelse at lytte til Shaken og ‘Fro Fro Heart’ er så absolut ingen undtagelse. “Another chance to walk away//Another chance to run”, brummer Wagner dirrende, inden den tostemmige afslutning.
‘Name In The Sand’ er det lyseste nummer rent musikalsk, mens sangen kredser om et forholds afslutning og omkvædet lyder “Oh, the magic is gone//Oh, something went wrong//We were quietly moving along”. Men melodisk bevæger den sig altså på lette fjed og står dermed i modsætning til ‘Ashes’, der falder lige inden den afsluttende ‘Amador’. Tempoet er igen trukket ned, Björklund’s vokal dæmpet og svøbt ind i cello og pedal steel og har næsten karakter af forklædt folkevise. “I wear my long black dress//And my veil of disaster” indleder Björklund, mens nummeret langsomt glider frem mod enden.
En ende har Shaken naturligvis også – det er faktisk lige ved at jeg synes den kommer for tidligt, for de 10 numre på Shaken trækker på ingen måde i langdrag, selv om de tager sig deres tid. John Convertino’s karakteristiske trommespil, Jim Barr’s bas, Barb Antonio’s cello, Parish’s diskrete guitararbejde og naturligvis Björklund’s eget spil på pedal steel guitaren er med til at sikre at denne lytter i hvert fald føler sig i godt selskab hele vejen gennem albummet, også ved fjerde, femte og sjette gennemlytning, hvor der fortsat dukker nye detaljer op. Shaken er et fint afstemt americana-album på internationalt niveau fra danske Maggie, og anbefales varmt.
Læs mere om Maggie Björklund på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jan Stuhr
