Mads Toghøj opdaterer nænsomt sin musikalske arv fra det nordjyske og leverer traditionsbunden folk på Rødder, som dog gerne måtte have flere kanter.
Mads Toghøj er noget nær så traditionel en dansk folk-sanger/sangskriver, man kan opstøve. Det ligger endda til familien. Mads Toghøjs bedstefar var under navnet Fisker Thomas en berømt folkemusiker og med rødderne solidt plantet i sin nordjyske baggrund, er det ikke musikalsk innovation, der står i kø på Rødder. Ingen alt.country her, men i stedet traditionel folkemusik. Toghøj bakkes da også op af musikere med erfaring fra De Gyldne Løver og musikere, der bakker folk som Lars Lilholt og Poul Krebs op.
Mange af sangene kredser også om det nære, selv om Toghøj heller ikke er bange for at tage nogle større temaer op. Han åbner dog med ‘Min Barndomsby’, der, som titlen antyder, holder sig til det nære. Her erklærer Toghøj sin kærlighed til barndomsbyen i det nordjyske, “mit hjerte slår for dig, min barndomsby”. Her skorter det ikke på referencer til havet, sandet og vestenvinden, og Toghøj får dermed fint malet et billede frem af sin hjemegn.
Musikalsk er det akustiske guitarer der sætter stemningen, og Toghøjs vokal suppleres fint af kor, mens en fløjte (eller to) også finder plads. Sammen med ‘Et Par Dage Til’, en enkel kærlighedserklæring til hverdagen og tiden sammen, står den for en fin åbning på albummet.
Problemet er, at jeg relativt hurtigt mættes af Toghøj’s udtryk. Derfor kommer albummet måske til at virke længere end det er, med sine 12 numre og en spilletid omkring 50 minutter. Toghøj bliver miljøpolitisk på ‘Om 100 År’, hvor et orgel og trommer er den primære opbakning til Toghøj, og det fungerer også i store træk, selv om jeg synes nummeret strækkes for langt – det kan også handle om hvordan man har det med Toghøjs adstadige tempo. Jeg synes det bliver lidt gumpetungt, andre vil nok have det fint med det.
Toghøj har også kigget mod morfar Fisker Thomas’ materiale, og gravet ‘Anna Lovinda’ frem. Den fremføres loyalt, ligesom ‘Fra Halifax til Spanien’ senere på albummet, og som med andre loyale opdateringer, så kan man tale for og imod – behøver vi loyale nyfortolkninger af klassikere? Det kan åbne for at nye mennesker finder musikken og tager den til sig, men omvendt er der også en større charme ved de ældre versioner, upolerede som de er. Her bliver det ind i mellem lidt for pænt og semi-højtideligt hos Toghøj.
Det forsøges der ind i mellem kompenseret for i lidt mere løsslupne øjeblikke, som i indledningen til ‘Lysets Land’, hvor trommeslageren spørger, “er du klar, Mads?” og tæller for. Her er der også lidt mere tempo over løjerne i et lydbillede, der slægter Allan Olsen på. Netop Olsens tørre vid og humor kan man ind i mellem godt ønske sig var til stede hos Toghøj også – ikke at man behøver være en gavflab som nordjysk sanger og sangskriver, men der måtte gerne være mere kant på albummet for min smag. ‘Lysets Land’ er dog et stærkt nummer desuagtet.
Det er mere, når Toghøj ofte sætter tempoet ned, som på ‘Stille Morgen’ og ‘Engel’, jeg mister en del af interessen, trods de ind i mellem interessante fortællinger om skæbner ved de rå kyster, som på ‘Tre Både’. Måske det også bare har mere appel til folk med hjemstavn i det nordjyske end en østjysk landkrabbe som mig? Men det føles altså som om det hele trækkes lidt i langdrag.
Det er dog altid velspillet og har sin egen karakter og stil. Sympatien med karaktererne er også på plads, som for eksempel på ‘Hjemløs’ og ‘Lad Det Leve’, så omvendt er det også svært ikke at holde lidt af Toghøj alligevel. Der er kort og godt sjæl i det og det virker bundautentisk.
Men det betyder dog ikke, at jeg, når den ‘Den Sidste Sol’ rinder ud, springer op for at genstarte albummet. Jeg tror egentlig også jeg hellere vil opleve Toghøj live på hjemmebane end på plade, for det virker som musik, der vil vokse i en live-situation. ‘Den Sidste Sol’ er endnu en pseudo-filosofisk vise om usikkerheden i tilværelsen – “Ingen ved hvornår vi skal afsted/Ingen ved hvornår den sidste sol går ned”. Den usikkerhed er Toghøj vokset op med på en særlig måde i det nordjyske, og det bliver nænsomt leveret videre på Rødder.
Det er dog desværre ikke nok til at jeg for alvor bliver revet med, men solidt og sympatisk er det. Vi ender på 3 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
