Mads Langelund’s Rampelys er velskåret pop med lidt til dansebenene. Men også lidt udenfor undertegnedes komfortzone.
Hold da op, det her var lidt mere poppet end jeg lige havde ventet. Den unge sønderjyde Mads Langelund, som jeg ikke havde nogen forhåndskendskab til, står bag EP’en Rampelys, der starter med den fængende ‘Panorama’, der har sådan en af de der moderne umph-umph-umph-rytmer.
Jeg er ikke super-opdateret på det danske poplandskab, men umiddelbart falder Langelund ikke totalt udenfor hvad der virker til at være oppe i tiden på P3 et cetera. Nok en smule mere organisk lyd end gennemsnittet, det meste lyder håndspillet, og ovenikøbet kan Langelund også skrive nogenlunde hæderlige tekster. Det musikalske håndværk er der ikke noget at udsætte på – heller ikke på ‘Uovervindelig’, der er knap så upbeat som åbneren. Næsten lidt melankolsk ind i mellem, når vi da ikke får en storladen flade og en vokal, der kommer godt op i det lyse register.
Der er uh-uuh og ååh-ja ååh-ja, og glad forelskelses-sang på ‘Hånd i hånd’, der sådan set er ganske smittende, men måske ikke ligefrem nogen stor sang. Men man skal alligevel være lidt kold i røven for ikke at lade sig rive lidt med af Mads Langelunds smittende energi her.
Tonen bliver lidt mørkere på ‘Rampelys’, hvor bas og synths måske godt kunne det gøre det til en art (langsom) dansegulvsbasker, til sent på aftenen. Bassen tager mere og mere fat jo længere hen i nummeret man kommer, mens Langelund synger: “Kom nu hjem i seng/for det er her du hører hjemme”.
Jeg er ikke just på hjemmebane her, men omvendt er det heller ikke sådan, selv om det ikke falder indenfor hvad jeg kunne finde på at sætte hjemme i stuen, at jeg får lyst til at slukke kort inde i EP’en. Jeg synes faktisk Langelund formår at skrue fængende sange sammen, og formår at spille på tempo- og intensitetsskift og instrumentale og vokale detaljer, der gør, at det aldrig bliver monoton vers-omkvæd-omkvæd-omkvæd gentagelse – en oplevelse jeg godt kan have engang i mellem når mine ører krydser veje med eksempelvis P3.
Tager man Langelund for effektiv popmusik med noget på hjerte, så er det i hvert fald både velgjort og fængende. Det ville ikke overraske mig, hvis Langelund kunne få godt med spilletid i radioen – og det ville umiddelbart være velfortjent. Det rækker også til 4 stjerner fra en anmelder, der er lidt på udebane. Det virker Langelund ingenlunde til at være i sit poppede univers.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
