Den korte historie om tyske Mad Max er at de havde en del succes i 80’erne, var væk det meste af 90’erne, dukkede op til overfladen igen i 1999, forsvandt igen, vendte tilbage i 2006 og nu lever de så igen i bedste velgående. Det understreger de med Interceptor, der leverer kvalitets hård rock uden de store udsving eller skelen til musikalske trends.
Først og fremmest er Interceptor en meget konsistent skive. Her er ikke de store udflugter, bare pedalen i bund, gode riffs og frontmand Michael Voss’ relativt stærke vokal i front. Ud over Voss, der også svinger guitaren, består lineuppet af Jürgen Breforth (guitar), Roland Bergmann (bas) og Axel Kruse (trommer). Det lyder som om de fire herrer har nydt at være i studiet og albummet er godt rockhåndværk. Produktionen er klar og tydelig og numrene er generelt velspillede og velfungerende.
Startskuddet får vi med ‘Save Me’, et glimrende, tungt, midttempo rocknummer med et huggende guitarriff, der sætter en god standard. ‘Godzilla’ er, lidt ligesom filmen, ikke helt så grum, som man gerne ville ønske det, men stadig et ganske fint hard rock nummer. Til gengæld løfter ‘Sons of Anarchy’ niveauet, igen med et stærkt riff og en god fornemmelse for melodiøsitet i omkvædet. Et medrivende hårdt rocknummer, der viser Mad Max fra deres stærkeste side.
Med ‘Rock All Your Life’ er vi omkring noget af det nærmeste vi kommer en ballade på Interceptor, et nummer, som nok kunne have fået radio-airplay i et andet årti. Her er i hvert fald hard rock hitpotentiale. Lidt for pænt til min smag, men velspillet og velfungerende. Det samme kan man sige om ‘Five Minute Warning’, hvor Voss ellers virkelig får sunget sig ud, hvilket er med til at løfte nummeret mod afslutningen.
Tempoet ryger op igen med ‘Bring On The Night’, der lægger ud med en virkelig catchy guitarfigur før der sættes tempo af trommerne. Der går lidt for meget radiorock i omkvædene, men guitarriffet fra starten, som vender tilbage i omkvædet, er så absolut ventetiden værd. Et stærkt riff er også i centrum på ‘Streets of Tokyo’, en lille fortælling om turné-livet, som også rocker upåklageligt.
Det samme gør ‘Show No Mercy’, hvor vi skal ud på Dakota’s prærie og kæmpe mod den hvide mand – nummeret er dedikeret til minde om amerikanske soldaterss massakre på Sioux-indianerne ved Wounded Knee i 1890. “Cold blooded soldiers/In the black hills of Dakota/That sad December/We always will remember”.
Musikalsk vises der heller ingen nåde, for det er også et af albummets mest bidske bid. Det klæder bestemt også Mad Max, selv om det aldrig bliver helt faretruende. Kæberne snapper godt nok, men vi er aldrig ude i det helt grumme. Til gengæld får vi glimrende guitarsoli. Grumt er det heller ikke på ‘Revolution’, der er mere ovre i syng-med hard rock, eller afslutteren ‘Turn It Down’, som oprindeligt er indspillet af The Sweet. Her er vi igen i den bredstående hard rock med tungen ud af kæften og mulighed for at synge med på omkvædet. Ikke albummets største øjeblik, men bare helt simpel hard rock’n roll.
Mad Max gør det, de er gode til på Interceptor. Spiller hard rock med stærke riffs og melodier. Der bliver ikke gået nye veje, men nogle gange er det også rart bare at lytte til velspillet, velproduceret rock, hvor guitar, bas og trommer tramper afsted uden at kigge for meget omkring sig. Det bringer Interceptor op på 4 stjerner, for det er i lange stræk en fornøjelse at lytte til, uanset at bandet ikke finder nyt land og nok heller ikke finder nye fans med denne udgivelse. Men Memory Lane er sgu også nogle gange bare sjov at lege på, så har du en svaghed for velspillet tysk hård rock, der har gemt sig godt for fornyelsens klamme hånd, så bør du absolut tjekke Interceptor ud.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
