I oktober kunne Machine Head fejre 20 års jubilæum, efter dannelsen i Oakland/Californien i 1991, men i stedet for at markere det med vanlig pomp, pragt og Greatest Hits opsamling, lod de et nyt album vise hvad bandet står for.
Hvor 80ernes metalscene var domineret af The Big 4 (Metallica, Slayer, Anthrax og Megadeth), og deres tur fra undergrunden og op til mainstreamen, i større eller mindre grad, så var Machine Head med i den næste bølge af bands der brød igennem. I slut 80erne begyndte grupper som Sepultura og Pantera at røre på sig , men det store gennembrud, hvor også Machine Head stak hovedet frem, kom i start 90erne – dengang MTV rent faktisk spillede musik, og DEN slags musik!
Den nye bølge indenfor metallen var mindre homogen end det thrashede udgangspunkt fra de 4 store 80er bands. Her blev der både spillet thrash, trukket på inspirationer fra 70ere mastodonter som Black Sabbath, rap musikkens gennembrud influerede visse bands som Rage Against The Machine og senere NU-Metallen, og i det hele taget havde de bands der kom frem samtidig med Machine Head, vidt forskellige reference og udgangspunkter. Det medførte at der blev skudt i alle retninger, hvilket gjorde metalmusikken spændende, men den manglende samlede front gjorde at Grunge bølgen løb med mest opmærksomhed.
Pantera selvdestruerede, Sepultura findes stadig som en sørgelig selvparodi, Rage Against The Machine er on/off, NU-Metal sejrede sig selv ihjel, men Machine Head tonser ufortrødent videre. Respekteret og værdsatte i metalkredse, men uden at det helt store globale gennembrud nogensinde er indtruffet – og det har muligvis været en velsignelse. De har passet sig selv, tourneret intensivt og udgivet klasse album på klasse album, uden at være tvunget til at gå på kompromis, lefle for masserne, eller føle trang til at distancere sig fra for stor succes ved at eksperimentere bare for at gøre det.
Her står Machine Head så i 2011, på toppen af deres eget tunge bjerg, og leverer endnu engang en samling nye numre der samlet set holder. Testosteron thrasheren “I Am Hell” tromler albummet i gang med klassisk Machine Head manér, efter en pompøs intro med munkekor, blæser forsanger Robb Flynn afsted ud over stepperne. I vanlig stil varer nummeret over 8 minutter, uden at det føles et ondt sekund for langt. Det er Machine Head sangskrivning der er en naturlig forlængelse af stilen fra det forgående monster af et album, “The Blackening”. Hurtigt, teknisk velfunderet uden at blive prog, olmt men med de smukke stille passager de altid formår at snige ind, før det hele løber fra dem i rent tempotons.
Nu vi er ved lyden, albummet er endnu engang produceret af Robb Flynn selv, Flynn der har siddet bag knapperne siden 2003 udgivelsen “Through The Ashes of Empires”. På den måde sikre bandet både kontinuitet i deres udtryk, og at skidtet lyder som de ønsker det, ulempen er faren for at de lukker sig omkring sig selv, og at de sidder og piller mørke nullermænd ud af egen navle – i fremtiden kunne det måske være en ide at åbne kredsen lidt igen, og få frisk input udefra?
At de stadig slipper fremragende fra at styre maskinrummet på egen hånd er andet nummer, “Be Still And Know”, endnu et bevis på. Den minder på en måde som en art forsættelse af “Halo” fra forrige plade, bare med en lidt mere mellemfornøjet metal midget vokal. På “Locust” sniger der sig lidt herlig, og velspillet, Maiden guitar ind, med sit poppede omkvæd, og et roligt svævende mellemstykke, viser Oakland gutterne at det hele ikke behøver foregå med klampen trådt i bund konstant.
Lidt hurtig research viser, at “Unto The Locust” rent faktisk er det album fra Machine Head, som er debutteret med den højeste placering på Billboard top 200 (Nr. 17), hvilket egentlig ikke overrasker. “I Am Hell”, og fjerde skæring “The End”, har helt fortjent været i heavy rotation på amerikanske metal radiostationer. Det er nærmest naturstridigt at et 20 år gammelt band, med dette deres syvende album, stadig lyder så tændte som tilfældet er. Ganske enkelt imponerende hvilken høj kvalitet de seneste tre udgivelser har haft sammenlignet med andre metalbands med så mange år på bagen – intet tyder på motorstop fra deres side.
I bandets altmuligmand, Robb Flynn, har de også en energibombe og indpisker af format, den bette makker skummer stadig af raseri, overskud og lyder som om han drikker benzin til sin røde bøf.. til morgenmad. Han bakkes, som altid, flot op af bassist Adam Duce på backing vokal, et vokaltrick som flere bands burde udnytte – det tilfører en ofte tiltrængt variation i lydbilledet når ondskaben bliver flerstemmig. Bag trommesættet hamre Dave McClain løs som havde han fanden lige i hælene, men det kammer aldrig over i uendelige rundgange, så det tilsidst føles som om man triller rundt i en tørretumbler og har mistet orienteringen i sangene.
Phil Demmel på guitar er en helt. Punktum. Eller komma, han mestre det hele, og får igen lov til at fyre op på samtlige cylindere på pladens kun syv sange. Kun syv sange, men nok til at bandet får demonstreret samtlige hestekræfter der gemmer sig under motorhjelmen.
“Darkness Within”, endnu en smuk Machine Head “ballade”, er et lækkert oplæg til afslutningen på “Unto The Locust”, og følges op af det eneste rigtig trivielle nummer i denne omgang, “Pearls Before The Swine”. Den virker som et lille bump på vejen, efter et ellers flot kørt løb fra Oaklands højoktan metalracer, men udskridningen er hurtigt glemt da “Who We Are” fræser asfalten op påny. Den indledes med creepy børnekor, før det er på tide at spænde sikkerhedsselen og håbe på karosseriet holder.
Det gør det, men også i kraft af at albummet måske lige mangler den sidste virkeligt mindeværdige sang eller to, udover åbneren, til at ruske maskinen helt igennem. Det er Machine Head i deres safety zone, uden at presse ydeevnen helt til grænsen.
Machine Head har endnu engang vist sig leveringsdygtige med seks toptunede runder på metalringen, inklusiv et enkelt unødvendigt pitstop, men skal endnu en triumf i hus næste gang, så burde bandet overveje om det ikke var fornuftigt at få nogle kompetente kræfter ind til at give mekanikken et service eftersyn. Bare for en sikkerhedsskyld, og for at undgå at man glemmer at kigge i bakspejlet, og bliver overhalet fordi man følte sig lidt for sikker på egne evner.
Indtil da lugter Machine Head’s udstødningsgas stadig bedre end de fleste konkurrenters.
Anmeldt af Kodi
