Det tungt og mørkt rockende københavnerband Machine har netop udgivet EP’en Dark Birds, der følger op på bandets debutalbum Behind The Trees fra 2011.En EP, der lover godt for fremtiden for Machine, og samtidig er godt nyt for fans af velspillet tungrock.
Kvartetten består af Kristoffer Buch på vokal og guitar, Jonas Petersen på bas, Peter Hove på guitar og backing vokal og Ulf Hove på trommer. Sidstnævnte svinger også stikkerne i Skinny Violet, og har trukket en sammenligning med Animal fra Muppet Show i live-sammenhæng fra kollega Ken, som oplevede Skinny Violet på årets Uhørt Festival. Men tilbage til Machine, hvor der nok bliver slået igennem, men her på ganske kontrolleret vis. Dark Birds virker fra ende til anden gennemarbejdet i bandets egen produktion, mens Peter Lyman har sørget for masteringen, så lyden er ren og skarp.
Første kampesten, der ruller ned over bjergsiden er ‘Black Feathers’. Machine’s musik er tung, men ikke på den mudrede og sydstatsagtig måde, som ellers har været ganske populær de senere år. Machine er tunge på en måde, der trækker mere på progressive tungrock bands som Porcupine Tree og Tool, ligesom jeg får lidt associationer til den tungere, mere kværnende del af Soundgarden’s produktion, og danske Black Book Lodge. Machine er dog mere midttempo-kværnende end sidstnævnte og knap så metalliske. Men tungt og velspillet, det er ‘Black Feathers’ og de øvrige 3 numre på Dark Birds. Der er et fedt, rullende groove og et godt tungt riff, mens Buch’s vokal står sig godt til tonerne. Samtidig er der et godt drive, der skubber sangen fremad, og den er bare gennemgående glimrende skruet sammen. God start.
Tempoet tages en tak ned på ‘Stones In Your Head’ med ulmende bas, og bastante riffs. Den bliver måske lige lidt for tung i rumpen for min smag, men det er stadig et stærkt nummer. EP’ens tredje nummer, ‘The One’ er det nærmeste vi kommer en ballade, og selv om den stadig rummer en god tyngde, så er det også EP’ens mest poppede nummer. Jeg var ikke helt solgt første gang, men den er vokset lidt på mig. Der er noget dragende og dystert i stemningen, som sammen med de mere melodiske elementer giver en fængende kombo, som dog lige mangler det sidste før jeg er helt solgt.
Til gengæld skruer ‘Dark Birds’ igen op for tempo og intensitet, og hele vejen igennem sørger tungt og energisk trommespil for tyngde og fremdrift. “Screaming both of my lungs out/And I don’t know if they will grow back”, synger Buch, mens instrumenterne sørger for bulder og brag omkring ham. Machine er, i mine ører, bedst når de slipper tordenvejret løs, som her, og den dunkle energi, som man fornemmer som en understrøm hele vejen igennem, får friere tøjler.
Alt i alt er Dark Birds en meget gennemført og velspillet tungrock-EP, og Machine er et godt bud, hvis du leder efter et lidt anderledes take på tung stonerrock med en snert af noget progressivt. Jeg synes næsten det bliver for kontrolleret ind i mellem, men på den anden side er det også en del af Machine’s særlige tilgang til materialet, at kræfterne er doseret nøje. Det gør Dark Birds til en anderledes lytteoplevelse, som lander på 4 store stjerner. Jeg glæder mig til at opleve flere facetter af Machine på et forhåbentlig kommende helt album.
Tjek Machine ud på deres facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
