M Rexen markerer sig igen som en legesyg sjæl og en interessant karakter på den danske musikscene. Men jeg føler mig ikke helt inviteret med til “festen” på Tending to the Vulnerable Things.
M Rexen er blandt de mere eventyrlystne navne, der er dukket op på den danske rockscene de senere år. Ganske produktiv er Rexen også, og Tending to the Vulnerable Things er hans fjerde album på få år. Denne gang er der nogle tunge tematikker i spil omkring institutionalisering og at opleve svigt som ung. Hvis man ikke kender den baggrund, kan man dog sagtens lytte albummet igennem uden at det ligefrem springer i ørerne – det er det legesyge musikalske udtryk, der er i fokus.
På Tending to the Vulnerable Things kommer vi således vidt omkring, fra den medrivende alsidige åbner, ‘Natural Man’, som udvikler sig fra det tyste til at swinge igennem med blæsere og swagger, til det syrer ud under den åbne ørkenhimmel på anden del af albummet.
I det hele taget er åbningen på albummet noget mere tilgængelig end sidste del. Både den tempofyldte ‘I Can Be Real’ og den mere “bababadap-bah” funkede ‘Nikki’, der i følge pressematerialet er en fortælling om den tavse dreng Nikki, M Rexen mødte på et institutionsophold som ung, har noget catchiness. Her leges der, som mange andre steder på albummet, med formlen, og oprigtig retro-pop-funk blandes med eksperimenterende trommer. Af disse numre står ‘Natural Man’ dog klart stærkest, og der er jævnligt en tendens til at ideerne trækkes for langt ud og bliver enerverende.
Det er noget af tiltrækningen ved M Rexen, at man aldrig helt ved, hvor man har ham. ‘Hammer’ er for eksempel ret low key, men stadig med et fængende refræn (“I need a hammer, a hammer, a hammer, a hammer…”), mens Rexen dæmpet halv-crooner på ‘Only Alone Are We Free’, der står som et af albummets stærkeste øjeblikke.
Anden halvdel af albummet spacer lidt vel rigeligt ud. Her er der i flere tilfælde nærmere tale om lydcollager, hvor sangstrukturer indgår, end egentlige sange, for eksempel på den ind i mellem nærmest meditative ‘Shame’ (8 minutter) og den næsten 7 minutter lange ‘To Learn Patience’. Det har jeg så måske ikke helt – altså lært tålmodighed, i hvert fald ikke nok til, at jeg ikke begynder at miste interessen ind i mellem på M Rexen’s udflugter.
Heldigvis skrues tempoet op på ‘I’m Not Gonna Die’, hvor spilletiden dog også presses unødigt op til over 6 minutter. Nok er rytmen medrivende, og hvad der lyder som en distorted mundharmonika har en fest, men det er alligevel som om man kommer til at stå og trippe lidt med et sted i skyggerne, ude i siden, og ikke rigtig være med i festen som lytter. Skiftet til en mere ørkenblueset klang lidt over halvvejs fungerer dog ganske godt, og man kan i hvert fald ikke klandre M Rexen for ikke at forsøge sig med forskellige udtryk.
Således er ‘Ageless’ en mere svævende omgang på akustisk guitar og percussion, og med M Rexens vokal og æteriske korvokaler som omdrejningspunkt. “Loneliness is for me”, synger Rexen, så det lyder som om han danser glad ud over en blomstereng (eller klitter i ørkenen) nøgen og helt alene.
Det bliver næsten lidt folk-jazzet på ‘Two Birds on a Perch’, og den er ganske fint udført. Men hvordan den helt præcist passer ind i det samlede billede, har jeg svært ved at placere. Det er ret symptomatisk for min oplevelse af albummet, og derfor ender Tending to the Vulnerable Things også som en ujævn oplevelse, hvor jeg føler mig en smule afkoblet fra hvad der foregår. Det er lidt som at dumpe ind til en koncert på en festival, hvor man ikke ved hvem der spiller, men man gik ind i teltet fordi der var et nummer, der lød godt. Og så er næste nummer i en helt anden grøft. Så står man der og venter og ved ikke helt hvad man skal gøre med sig selv, mens resten af teltet er helt med på hvad der foregår. Til sidst lusker man ud igen, og når festivalen skal gøres op, har man halvt glemt man var der.
Der er masser af spændende elementer hos M Rexen, mange ideer, og et virvar af instrumenter og klange. Det er i og for sig spændende at dykke ned i og ved første gennemlyt var der overraskelser om hvert hjørne. Men med en håndfuld gennemlytninger er det som om, jeg mere føler jeg sidder fast end bliver overrasket. ‘Natural Man’ og ‘Only Alone Are We Free’ står som højdepunkter på et album, der ellers virker som en fest, eller seance, jeg ikke helt føler, at jeg er inviteret med til.
Der er givetvis andre, der vil have det glimrende med at flyde med på Tending to the Vulnerable Things, og kigge op på ørkenhimlen med M Rexen – og det er fint. Men min subjektive oplevelse ender på en diffus 3’er.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Coverfoto: Troels Univers Jensen
