M Rexen er klar med anden del af hans United Kingdoms trilogi, Animals of the Frozen Clouds. Hvor del 1 fremstod fragmenteret, spraglet og kulørt, så er der en anderledes ro og sammenhæng på del 2, men det gør ikke nødvendigvis rejsen ind i Rexens univers nemmere.
Animals of The Frozen Clouds er nemlig en mere afdæmpet affære, med 9 numre hvor tempoet kun kommer op i korte glimt. Ellers fremstår albummet mere tænksomt og måske også en smule introvert, i hvert fald set i forhold til den musikalske spradebasse, som var del et.
Der er stadig tale om et musikalsk kludetæppe med inspirationer og vibrationer samlet fra planeten Jorden, og muligvis, hist og her, elementer fra kosmos eller en anden dimension. M Rexen er på mange måder lidt af et musikalsk enigma, svær helt at blive klog på, umulig at sætte i bås og hele tiden i bevægelse og konstant forandring. Bindeledet på del to er tempoet og en følelse af, at vi lige skal have pulsen ned efter den hektiske del 1. Det er sådan set meget godt, men hvor første del krævede opmærksomhed og koncentration af lytteren fordi der nærmest konstant blev skiftet retning, stil og tempo, så kræver anden del kræfter af andre grunde.
Pladen har en ro, selv når den bliver foruroligende, den har et meget insisterende tempo, der nærmest kan virke trodsigt. Ligeså de ofte ret sagte leverede numre, som om Rexen med dæmpet stemme siger “nej, jeg sidder her og synger, DU må rykke dig herover”. Der er flere numre, hvor man sagtens kunne forestille sig, at Rexen sad ved et lejrbål, iført mørke gevandter og med en hætte trukket godt op omkring hovedet, som en eller anden mystisk karakter fra en eventyrfilm af en art og fremfører sine numre, mens ilden danser foran ham.
“The silence is the killer”, lyder åbningssalutten på albummet og singleforløberen “Red Hot Fire”, der netop lyder som en art skyggedans genereret af et flammende skær. En stille sniger af en sang, hvor Rexen lavmælt reciterer teksten, mens de spredte vokaludbrud der dukker op leveres af nogle mere gennemtrængende kvindestemmer. Det er et stærkt udlæg og et der på mange måder slår tonen for albummet an.
Men, det er ikke kun musikalsk af M Rexen kan antage mange former, hans vokal i sig selv er lidt af en kamæleon. Det lyder stedvis næsten som om det er helt forskellige personer, der synger, i stedet for en. Allerede i andet nummer lyder vokalen eksempelvis ret anderledes i forhold til udlægget. På “Autumn Home” fremstår Rexen først mere sødmefuld og siden slår han han mod slut over i det mere højstemte og lyder helt “indie singer songwriter”. Straks derefter er vi ovre i noget dunkelt, snakke-syngende, hvor Rexen lyder som om han er ved, at fremføre noget der kunne høre hjemme i en horrorfilm. Mens musikken forsvinder ind i et ildevarslende, afdæmpet, men dirrende og truende, mørke, hvor faren lurer lige i nærheden og kryber ind på en som sangen skrider frem.
Det hele relaterer måske til noget, der beskrives i pressemeddelelsen, hvor jeg rent undtagelsesvis vil citere et lille stykke i en anmeldelse, da det måske kan være med til, at åbne albummet lidt op:
“Michael var 14 år gammel, da han en dag sad foran tv-præsten på skærmen, sniffede og faldt om. Et klarsyn af tre personligheder, tre linser at se livet igennem, åbenbarede sig for ham. En grovkornet pirat, en ældre spøgelsesdame og Michael selv. En treenighed, der siden har sameksisteret i ham og altid er med ham. Michael er aldrig bare én ting”.
Det giver ikke alle svar, heldigvis kan man sige, men det gør det måske lidt mere forståeligt, når han på nummeret “Mija (This Is The End)” midt på pladen, godt kunne forveksles med en kvinde. Jeg var i hvert fald i tvivl om, om der var tale om en gæstesangerinde på vokalen, men har ikke kunnet finde nogle oplysninger derom, så formoder der er tale om et nummer sunget af den nævnte spøgelsesdame.
Er det ikke lidt underligt, nogle ville måske ligefrem sige gakket? Tjo, måske, men man kan også anskue en M Rexen udgivelse, og The United Kingdoms trilogien, som at træde ind i en alternativ virkelighed. En drømmeverden. Et eventyrland. Den anden side af kaninhullet… det sidste er nærliggende, da Alice i Eventyrland nævnes i pressematerialet. Når man lytter til Animals of The Frozen Clouds er man så ikke helt sikker på om Rexen er Alice, de skabninger hun møder eller en alvidende fortæller, hvis vi skal blive i den analogi.
Det er måske heller ikke så vigtigt, jeg tror at man får mest ud af M Rexen og plader som denne, hvis man prøver at skrue ned for analyseapparatet, læne sig tilbage, lukke øjnene og bare tage med ned i kaninhullet, eller op i de frosne skyer, eller hvor man nu ender henne. Det gør det så selvfølgelig lidt vanskeligt at anmelde, da en stor del af oplevelsen afhænger af ens evne, og lyst, til at koble ud og drive med. Men det trækker i mig, at standse op, prøve at gribe fat i et eller andet, hive det ned på bordet og under mikroskopet og forsøge at dissekere det.
Men det “ødelægger” en del af fornøjelsen, ligesom at bruge alt sit krudt på, at gennemskue en tryllekunstner eller en illusionist, i stedet for, at lade sig begejstre og snyde. Dermed ikke sagt, at M Rexen er det samme som et bluffnummer eller en con artist, men hans kunst og nydelsen af den forhøjes helt klart, hvis man ikke tænker den i stykker.
Tager man i stedet med på turen og lader musikken indhylde en, så dukker der pludselig stjernestunder som den smukke “The Future” op, der netop lyder helt eventyragtig og fortryllende, som et lys i det mørke som ellers umiddelbart fylder mest på pladen. Men måske er “mørke” også det forkerte ord? Der ER mørke, men ikke udelukkende af den urovækkende eller “negative” slags, men også af den slags der giver ro og skaber følelsen af, at sidde alene med næsten alt lys slukket og lade tankerne vandre…
Det skal der være plads til nogen gange… også til, at give slip og lade sig “forføre” og tage med et eller andet ukendt sted hen. Gør man det med Animals of The Frozen Clouds, så er det en både smuk, ret intens (trods sin ro) og underligt vedkommende oplevelse. Underlig fordi jeg ikke helt ved, hvad det er pladen gør ved mig… Måske åbner den bare et indre kaninhul?
Af Ken Damgaard Thomsen
