Vi skal på en rejse. En rejse hvor vi skal besøge mange forskellige kulturer og stemninger. En rejse ind i sindet på M Rexen, der ikke er bundet af tid, sted eller af at være kun ét væsen. Men mange. Med mange ansigter. Tilmed er det her kun begyndelsen på et større værk.
An Endless Sea of Honey præsenteres som første del af et samlet værk der kaldes The United Kingdoms, hvor af del to, Animals of The Frozen Clouds følger efter. The United Kingdoms indeholder efter sigende flere dele, som endnu ikke er helt defineret eller fastsatte, for, “wild style” (M Rexens egen genrebetegnelse) er ikke bundet af tid, men er naturlig, organisk og intuitiv.
Vi er kun lige gået i gang, så hvis du allerede synes det lyder lidt langt ude, prætentiøs eller for meget, så burde du nok stå af nu. Det ville være en fejl, men du bestemmer selv om du tager med ud på An Endless Sea of Honey.
An Endless Sea of Honey kan godt være et forvirrende sted, måske endda lidt utrygt, da man sagtens kan miste orienteringen, og også lidt fatningen, men bare rolige, “I’ll never have to be afraid again”, hyler Rexen på nummeret af samme navn. Hvor tvivl, tro, desperation og ro filtrer sig ind i hinanden, mens violiner hviner, trommemaskinen pisker afsted og Rexen kaster sin stemme rundt. Lidt klaver og trut? Så’gerne! Men væk med dem igen. Forvirringen kan være total når det bølger frem og tilbage, med en rastløs og sitrende energi, men pludselig finder sangen et roligt leje mod slut og vi får en blød landing.
Var det starten eller slutningen på en sang og hvor passer den ind på pladen? Her er den nummer 4, men det virker omsonst at tale om nogen egentlig fast form, når man taler om Rexen og hans musik. Det virker mere af nødvendighed, at der er en fastlagt trackliste. Der kan også skjule sig en dybere sandhed for rækkefølgen, som blot ikke har åbenbaret sig for mig endnu. Men, det virker mere brugbart, hvis man ikke skal bruge unødige kræfter og tid på, at tænke i skabeloner, at anskue An Endless Sea of Honey som netop det. En stor, flydende og bevægelig masse, der flyder ind og ud af hinanden, men, som dog stadig er en masse.
Selvom vi kommer verden rundt rent musikalsk og man aner elementer fra stort set alle beboede kontinenter, så er værket ikke usammenhængende. Rexen er samlingspunktet og det element der binder det hele sammen. Hans nærvær, om han så er omgivet af “mystiske” urbane trommer og noget der lyder som percussion bestående af metalskrot på “UR”, den lange stenede flyvetur på “Real Monsters” eller den trippy orientalske hippie vibe på “Wild Flower”, gennemstrømmer det hele. Som en guide. Et pejlemærke. En redningsplanke. En sirene der lokker en i fordærv eller ind i det uvisse, hvis du følger med.
Igennem den Beatelske/sen-60er “English Garden” eller en tur i kirke på den messende “ChristChurch”, to kortere intermezzos man finder på pladens anden halvdel. Altså på den fysiske manifestation af Rexens indre rum, “det eventyrlige sted”, som han omtaler The United Kingdoms som. Den største fare, ud over at man kan fare vild, er at man kan fortabe sig lidt i de mange indtryk og måske lidt miste kontakten til selve musikken og det den forsøger at udtrykke – så man bliver tilskuer, og ikke deltager. Det er så den “opgave” man bliver sat på af Rexen, der ikke som sådan tager dig ved hånden og leder dig på rette spor. Han er der bare, som en konstant tilstedeværelse sammen med det der er kernen, trods de mange indtryk, på An Endless Sea of Honey.
Varme. Selvom An Endlesss Sea of Honey kan virke både forvirrende og en smule skræmmende, så virker det ikke som et ondt sted – tværtimod. Der er håb. “We All Wanna Be Better”, lyder det i sangen af samme navn. En skøn, smittende, George Harrison’sk hymne, der fylder kroppen med boblende varme og et håb om, at det hele nok skal gå, så man får helt lyst til at smide strømperne og iføre sig løsthængende gevandter, danse rundt og sprede glæde. Ingen af dele ville klæde mig, er jeg sikker på. Men i The United Kingdoms er der plads til, at jeg gør det.
Pladen lukkes et andet sted, nemlig med den 7 minutter lange “Love In Three Stages”, en modig og meget sigende, for hele “projektet”, første single. Den lever op til titlen. Den er ganske enkelt formidabel, men sikkert mange pladeselskabers mareridt som førstesingle. Men, også et tegn på det der venter, når man træder ind i Rexens verden. Mange følelser. Forskellige udtryk. Stemninger der skifter. Men alle en del af det at være menneske.
An Endless Sea of Honey virker måske så forvirrende fordi den, på godt og ondt, repræsenterer hvad det vil sige, at være netop et menneske. Et endeløst indre virvar af indtryk og følelser, her forsøgt forløst i pladeform. Du vil ikke synes lige godt om alt, hvad der dukker op, det siger sig selv, men det her er, trods den indbyggede forvirring, en af de mest “ægte” plader jeg har hørt i år. Den snakker til mig, den snakker med mig, jeg kan snakke med den – men jeg forstår ikke alt der kommer tilbage. Det skal jeg heller ikke.
Af Ken Damgaard Thomsen
