Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Lysår: Teknisk Knockout ★★★☆☆☆

Lysår: Teknisk Knockout ★★★☆☆☆

2043
0

Dansksproget musik med politiske kommentarer til samfundet, det er hvad Lysår byder på, på albummet Teknisk Knockout, der over 11 numre kommer omkring alt fra skolereform til Danmark’s krigsdeltagelse. Der mangler dog noget før der er dømt ren knockout.

”I Danmark anno 2015 bliver de færreste slået i gulvet med en lige højre. I stedet drænes de langsomt for kræfter, midler og argumenter, indtil de må udgå af kampen…” lyder det i pressematerialet fra Lysår om tredje album, Teknisk knockout.

Og jo, der er da bestemt noget på spil, når Thomas Ulrik Larsen synger om tidsaktuelle emner som folkeskolereform, Danmarks deltagelse i krige og dysfunktionelle skoleklasser. Der er tale om noget så sjældent som politisk dansksproget musik, som uden at blive personligt handler om hvordan man som dansker kan blive kørt over af tidens krav.

Rent musikalsk vil en sammenligning med Shi-Bi-Dua være nærmest perverst godt beskrivende. Og husker man tilbage på shubbernes bagkatalog, ses der også lighedspunkter i den politiske kommentar til samfundet. Selv om Lysår søger sammenligning med C.V.Jørgensen, Steffen Brandt, Allan Olsen, Peter Sommer og Love Shop, så er det altså på en anden hylde, vi finder bandet. Der mangler noget mere personligt over Lysår. Noget syre. Noget lidt skarpere sarkasme og måske i virkeligheden nogle mindre direkte tekster?

Der er bestemt ikke noget i vejen med projektet og intentionerne! Røde Mor og for så vidt også Shu-Bi-Dua har i den grad haft deres berettigelse. Men Lysår mangler den tongue-in-cheek som de førnævnte har. Og ikke alverdens børnekor eller kontrollerede blues-rundgange kan afhjælpe dette.

Men måske har Danmark i virkeligheden brug for en arvtager for Shubberne? Problemet er bare, at jeg til enhver tid hellere vil hive en gammel Shu-Bi-Dua-plade frem, end sætte Teknisk Knockout på. For i så fald vil jeg have et vidst nostalgisk forhold til musikken, men måske har shubberne netop spiddet danskheden på en mere langtidsholdbar måde, som blandt andet har vundet dem en plads i højskolesangbogen. Og der er ret langt dertil for Lysår.

På én gang er tidsaktualiteten i teksterne både en styrke og en svaghed. For det gør, at Lysår målretter kritikken og at der ingen tvivl kan herske om, at Thomas Ulrik Larsen synes at for mange børn får bogstav-diagnoser og at der er for meget struktur og for lidt indhold.

Men hvor de kunstnere, Lysår søger at sammenligne sig med, formår at få os som lyttere til at reflektere, gribe i egen barm og genkende os selv som en del af problemet/karikaturen, så virker den direktehed (eller mangel på subtil tilgang) som Lysår fremlægger nærmest som en punk-tekst: Det er politikernes skyld og der end ikke indikeres en løsning.

Punk kan nu også være en dejlig ting, men selv om Lysår kommer godt rundt i genrerne, så bliver hverken produktioner eller fremførslen nogen sinde særlig potent eller vedkommende. Fair nok; det er teksterne, der er i centrum, men det bliver en lidt fad oplevelse.

I den sidste ende må jeg erklære Lysårs Teknisk Knockout et ganske sympatisk initiativ, som dog snubler på udførelsen og fraværet af at man som lytter rigtigt kan spejle sig i det billede, der tegnes af vores samfund.

Det udløser tre stjerner – der var simpelthen for lidt punch i den knockout!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

Besøg Lysår’s hjemmeside HER

Previous articleKoncerter i Aarhus, uge 37
Next articleRumhund – Out in The Woods – 10/9 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.