Lysaar er endnu et stærkt bud på den spirende post-rock scene og leverer med det selvbetitlede (mini)album en blanding af metallens teknik og rockens mere frie, beskidte lyd. Resultatet er godt og undgår at sætte sig mellem to stole.
Så er det frem med GFRs bødekasse for klicheer i anmeldelser; der er nemlig tikket endnu en post-rock skive ind, og den i forvejen svære øvelse i at oversætte musik til skrift på en skærm, bliver endnu sværere når i instrumentalmusik ingen tekster er.
Og så forfalder man som anmelder let til klicheer (musikken behøver derimod ikke at være synderlig klichefyldt – det er primært en anmelder-formidlingsudfordring).
Lad os komme i gang! Lysaar opererer inden for post-rocken og spiller lange, sfæriske, vandrette kompositioner på ikke mindre end fem minutter. Og det gør de godt! Pladen indeholder fire numre og vi når op på en samlet spilletid på omkring en halv time – altså bevæger vi os mellem album og mini-albumskategorien.
Udtrykket er rocket men aldrig brutalt og varierer mellem sfærisk sart til mere støjende. Der åbnes med to numre; ‘Ildskrift I’ og ‘Ildskrift II’, hvor især det første skiller sig lidt ud fra genren i at guitarsoloerne mod slutningen af det knap syv minutter lange nummer egentlig også kunne være faldet i et nummer med tekst: Der er med andre ord lidt mere fri stil over det, end vi er vant til at se i post-rocken, hvor klicheen er tema I, derpå tema II – og så eventuelt tilbage.
Ikke at Lysaar ikke også gør dette, men der synes at være mere ’sang’-struktur med noget, der kunne være strofer, noget refræn, noget solo osv over opbygningen. Det er klædeligt og man savner ikke på den måde tekster. Man kunne måske godt savne nogle tydelige temaer, da nummeret tydeligvis er bygget op om fede riffs, snarere end temaer. Men det ER altså nogle fine, fede riffs. Så heller ikke her snubles der. Efter fem minutter ritteres der og spilles i lavere tempo – uden at det bliver doomet eller destuktivt af det: Snarere sejt.
Forbindelsen mellem ‘Ildskrift I’ og ‘II’ er vist mest i titlerne, da ‘Ildskrift II’ synes at etablere et nyt tema i en meget stille start, som så eksploderer hen af vejen i støjende version. Herefter breakes der ned og temaet varieres i langsomt fingerspil, der så langsomt bygger op med masser af guitareffekter, ekkoer og slutter i feeds for så at spille temaet mere riff-baseret. Tertsguitarer? Ja, tak!
Det er et patetisk højdepunkt på pladen og der sluttes igen i en mere ’løs’ solo og smadder, der tilsidst fades. Igen: rigtig fint!
Vi skal da også have lidt ballade-materiale og ‘Henfald’ er på én gang det korteste nummer, men starter også stille, bliver støjende og slutter så stille igen.
‘Udfrielse’ er pladens længste nummer med godt 11 minutter og åbner i et dansende tema, der så bygges op – midtvejs igennem ændres der så feeling efter en lang opbygning og støjende afslutning på temaet, der primært er gået i dur og der ’flades ud’ med nogle meget effektbårne flader med tritunnus til at bryde med det mere dur-prægede tema, der så igen skifter over i en valsende 6-feeling til slut.
Generelt er der super styr på lyden hos Lysaar. De er tydeligvis rundet af metal, men der er fx ingen dobbelte stortrommer og generelt er lyden – til trods godt med compressor på bassen – rocket, beskidt i rette mængder. Der bruges masser af melodisk og dynamisk suspense/release og jeg finder det stærkt, at monsteret aldrig bliver sluppet helt fri, men der konstant er en fornemmelse af, at der er lidt mere i posen – som vi måske som lyttere skal være glade for bliver der? Det lugter i hvert fald af overskud.
Titler på post-rock er altid noget lidt sært noget. Lysaar synes ikke at ville præge så meget med deres nærmest lakoniske titler og jeg værdsætter at man kan lægge hvad man vil til numrene, der for de fleste nok vil være for voldsomme at arbejde til, men som fungerer fint som baggrund såvel som lyttemusik.
Endnu et stærkt udspil på post-rock scenen. Måske Århus skulle overveje at genoptage post-rock festivalen, der døde for nogle år siden og invitere den spirende scene forbi?
Jeg ville i hvert fald elske at høre Lysaar!
Anmeldt af: Troels-Henrik Krag
