Lush Lullaby, som vi tidligere har anmeldt en EP fra, er en lidt underlig størrelse. Informationer er der ikke meget af, blandt andet har Facebook siden hele 18 likes og så godt som ingen informationer udover, at det er “indie rock” fra København. Nu har han/de sendt os noget mere, og det bliver det lidt rodede og uigennemskuelige projekt ikke mere klart af. I bund og grund er der tale om to singler plus en b-side på hver, men til sammen udgør de også en EP, åbenbart.
Også selvom singlerne ligger separat og er påført hver deres udgivelsesår på Spotify, hvor Lush Lullabys output kan findes. Det, krydret med den komplette mangel på pressemateriale eller yderligere forklaring, giver et lidt sløret billede. Hvad går det hele egentlig ud på?
Musikalsk er svaret også lidt upræcist, da det også her stritter i lidt forskellige retninger. Og, igen, uden nogen form for uddybende forklaring må man jo tage musikken for pålydende og se hvad man får ud af det. Det er måske det, der er hele meningen?
Nuvel, det stater sådan set ret godt med “Deaf, Dumb and Blind”, ja, dømt udfra de udgivelsesår der står på Spotify gætter jeg på, at det er den rigtige rækkefølge på numrene, på denne såkaldte EP. Stilen er her en form for britisk klingende punkrock, hvor især den let-snerrende vokal sender tankerne mod de britiske øer i 70’erne med ekkoer af Johnny Rotten-udtale af visse ord. Det kan måske godt virke en smule påtaget, men stemmen holder, så det er blot et mindre irritationsmoment. Et rigtig, rigtig fint nummer, med et godt drive og fængende fremdrift, og så en lille smule “slingrende” melodi. Den holder sig på skinnerne, men jeg kan godt lide den lidt rykkende og bumlende fornemmelse der gennemstrømmer sangen.
When I sit here, I can tell, that the world is round
Having your banana pancakes, leaves me with no doubt
Maybe you are the one, or maybe you are not
Lyder den lidt kryptiske indledning på den mindre tempofyldte, mere afventende og huggende “Take Me For a Ride”. Pludselig eksploderer nummeret op i fart efter det første minut, et kort udbrud, inden den vugger ned i et mere truende og luskende leje igen. Dynamikken fungerer egentlig udmærket, men det er ikke et nummer der i helt samme grad fanger min opmærksomhed, som åbneren. Måske fordi den er tænkt som en b-side?
Indierocken, eller den alternative rock, kært barn har mange navne og alt det der, træder for alvor frem i lydbilledet i “Set Me at Ease”, der så må være single nummer to dømt udfra dateringen på Spotify. Her fungerer stille/eksplosion dynamikken endnu bedre end i foregående nummer – det gode gamle Pixies-trick er stadig ret effektivt. Det er endnu et nummer om den svære side af kærligheden, der hvor tvivlen og den nedadgående spiral dominerer. Det er jo ganske klassisk, ligesom nummerets brug af de stille passager, afløst af mere larmende, tempofyldte. Men det fungerer fint.
Sidste nummer, “Panic In Paradise”, er fuld skrue, attituderne udenpå læderjakken og “skide-være-med’et” stemning fra start til slut. Vokalen forsøger sig igen med noget snerrende og cool udtale hist og her, noget der kommer til at lyde en smule for forceret og som efterligning af nogle forbilleder (her kunne det næsten lyde som Green Day), i stedet for bare at lyde som sig selv.
Og det er nok også den største anke jeg har ved denne samling, ældre, numre fra Lush Lullaby. Det lyder som om der søges efter et helt igennem personligt udtryk, men vi er der ikke helt endnu. Numrene er også 2-3 år gamle, i hvert fald er står der 2015-2016 under dem, så det er svært helt at finde ud af, hvor vi reelt befinder os i Lush Lullaby’s univers og udviklingstadie. Og det samme gjorde sig egentlig gældende, da jeg anmeldte EP’en Feels So Good fra Lush Lullaby. Her var det musikalske udtryk dog endnu mere varieret, denne gang er der, trods, alt lidt mere rød tråd igennem numrene.
Men stadig ikke et, hvor det samlede indtryk kommer over middel, så vi ender igen på 3 stjerner for hele pakken… 2 singler og tilhørende b-sider… eller en EP?
Af Ken Damgaard Thomsen
