Da anmeldelsen er placeret i vores upcoming & rocking kategori, gives der ingen stjerner
Lukin er en århusiansk trio bestående af Morten B. Nielsen på bas, Kasper Nyboe trommer og Kenny P. Christiansen på guitar og vokal, de følgende numre kan alle sammen høres på bandets Facebook side (link nederst), og så skulle der være en EP på vej.
Trioen nævner selv inspirationskilder som The Who, Led Zeppelin og Pearl Jam, formoder at bandet har taget deres navn efter sidstnævntes sang “Lukin”, som igen er opkaldt efter Matt Lukin, musiker i The Melvins og Mudhoney. Nu er det sådan med inspirationskilder og bands, at det er meget muligt at man blev inspireret til at gribe instrumenterne ved at lytte til koryfæernes musik, men derfor er det ikke sikkert ens egen musik lyder helt ligesådan.
Det er heller ikke tilfældet hos Lukin, der har en meget sydstats blues agtig klang og stemning i de numre der fungerer aller bedst i mine ører. Desværre fanger det første nummer på Facebook profilen, “Get A Hold On yourself”, mig ikke fuldstændig. Kan ikke helt sætte en finger på hvad det er – om det er lyden af indspilningen, og instrumenterne derpå, eller om det bare ikke lige falder i min smag? For mig, mangler det lige et eller andet, men det sidste minut begynder det pludselig at rykke, det bliver mere uhæmmet og hårdt. Måske er sangen bare lidt for tæmmet de første par minutter, men ikke på den måde hvor jeg føler at det bygger op til et klimaks tilsidst. Men der skal muligvis ikke mere til at ændre mit indtryk, end en eller anden studio wizard der lige drejer på et par knapper.
Lydkvaliteten, dvs klarheden i lyden i hvert tilfælde, daler en lille smule i “I Just Thought I’d Let You Know”, og de efterfølgende numre, men det gør faktisk overhovedet ikke noget! Hvor første nummer virkede som om der blev holdt lidt igen, og det ikke helt fungerede for mig, så gives der los på dette nummer. Det har en fed skramlet lyd, pga af nævnte lydkvalitet, der giver minder om en gammel slidt LP. På en måde minder musikken, og især vokalen, mig i visse passager også om tidlig Kings Of Leon i lettere nedsat tempo, dengang de spillede ildelugtende sumpet southern rock fremfor fesne kommercielle stadion ballader. Der er som sådan ikke noget nyt i det, men her virker Lukin fuldstændig på hjemmebane, med en simpel og klassisk melodi, og så ellers bare herligt hakkende og skrattende fremad.
Tempoet sættes op i “Kill Your Darlings”, men vi befinder os stadig dybt i sydens sump, man får faktisk helt lyst til at trampe speederen i bund i sin pick up truck, og drøne ned af en støvet markvej imens musikken bumler løs. Er ikke så vild med de stykker af “dadadadadadadadada” sang der dukker op hist og her, det virker som om det egentlig bare er med som fyld mellem nogle virkeligt fede instrumentalstykker, og den egentlige tekst, hvor trioen swinger så man automatisk sidder og tramper med i gulvet – men hey, måske er det ment som publikums sing-a-long til koncerter? Så holder det nok meget godt. Tilsidst afsluttes der med mundharmonika, og alt hvad resten af instrumenterne kan trække, og man tænker at det her måske kunne være et fint nummer at lukke en koncert med, sangen ville sagtens kunne strækkes og improviseres i den retning man nu ville i en live situation.
I “Hit Me” kanaliserer Lukin tidlig The Doors, man savner næsten et orgel, hvilket de også slipper fint fra. Sangen har en underliggende halv dyster og truende stemning, som jeg faktisk godt kunne have klaret at høre lidt mere af, men 3.33 er hvad jeg kan få.
Vi bliver i sen-60eren på “Going Down”, som jeg personligt synes er Lukin’s helt igennem mest vellykkede nummer. Her spiller alle elementer og detaljer bare max sammen, og går op i den der højere enhed der er så pokkers svær at sætte ord på.
“I Once Met (Girl On A Train) roder og jammer rundt i 6 minutter som sidste nummer, den lyder som et frirum hvor Lukin bare har givet slip, kastet rundt med ideer og set hvad der skete. Det meste af det lyder meget fedt, på den der “jeg sidder lige lidt og stener i min egen verden” måde.. og nikker lidt med hist og her – den salgs er det altid plads til i min verden!
Lukin har fat i den lange ende når de giver slip på alt for faste rammer og strukturer i deres musik, noget der måske kan være lidt svært altid at fange og få med på en indspilning. Ikke at det ikke KAN lykkes, og gør det i mange passager af sangene jeg har hørt på deres Facebook side, men har en ide om at deres sange først rigtig kommer til sin ret, og folder sig helt ud live, hvor der ikke er sat nogen begrænsninger for dem?
Det her lyder som levende musik, spillet af lyst og nødvendighed, men som kræver plads og mulighed for at kunne ånde og vokse – det er i hvert tilfælde sådan jeg har det når jeg lytter til denne form for rock. Det kan være fint og dejligt at lytte til på plade, men man stod nu helst med en sjus i hånden, røg i håret og en sær lummer varm duft i næseborene i et halv mørkt lokale.
Så er det jo heldigt at man netop HAR chancen for at opleve Lukin i det jeg tror er deres helt rette element – trioen kan ses, høres og muligvis lugtes live i Aarhus:
Lørdag den 18/2
Billabong Bar I Skolegade
“Engang efter kl. 20” ifølge bandet selv, og så er det ganske gratis.
Så sving forbi og sug lidt amerikansk sydstatsstemning til dig, men inden burde du lige give dem et velfortjent lyt og noget opbakning på https://www.facebook.com/Lukinmusic
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!
