Lukas Vanggaard viser på EPen Håndspillede Hits, at han har en veludviklet sans for umiddelbare popmelodier og en DIY tilgang, hvor musik skal være sjovt. Er du til “underspillet alvor fra en aarhusiansk eskapist”, så er EPen værd at tjekke ud.
Titlen er dog nok også valgt som et pejlemærke for den underspillede humor, der synes at løbe igennem Vanggaards univers, hånd i hånd med en nødvendig alvor, så det ikke forfalder til pjank og pjat. Det kan blive for “glimt i øjet” præget, den faldgrube styrer Vanggaard dog sikkert uden om på EPens 5 numre.
Der er ikke nogen direkte “ha ha” øjeblikke som sådan, hverken i tekst eller den enkle popmusik han leverer. Det er mere sådan en usagt ting, hvor der er noget ved stemningen, stemmeføringen og atmosfæren som virker dejligt uhøjtidelig og umiddelbar. Bare kig på det skønne cover, der virker ret komisk, især når det bliver holdt op imod nogle sange der lader til at bokse med livets små og store genvordigheder… det skal nok gå alt sammen, hvis man ikke tager sig selv alt for alvorligt, ik’?
Vanggaard har indspillet idéer og skitser på sin smartphone når han har været på farten, på vej hjem fra byen eller hvor de nu lige er poppet op, mens Rasmus Bredvig fra Tapetown har stået for mixet efterfølgende. Det er helt sikkert med til at give EPen sit spontane og umiddelbare præg. Han siger selv, at det kom mere af nød og nødvendighed, da han hverken havde råd til en computer eller studietid men, det viser at bare idéerne er gode, så behøver begrænsninger ikke være en hæmsko – det kan tværtimod tvinge en til at tænke lidt kreativt.
Det var nogle af styrkerne, skal man kigge på hvorfor det, som en af sangene forresten hedder, kun bliver lige ved og næsten i første omgang, så er det at EPen på en måde knækker i to, korte dele, hvoraf den første står stærkest. Der lægges ud med to gode til glimrende singler i et rask og frisk tempo inden Vanggaard tager den mere ned på de resterende 3 numre. Jeg vil ikke sige, at Vanggaard er bedre til det ene eller det andet, alle sangene holder et godt niveau, men det er som om EPen rent musikalsk og melodisk går lidt i tomgang efter det flotte udlæg og aldrig kommer op i gear igen.
Jeg vil lige understrege, at ingen af disse 3 numre er dårlige, det er et spørgsmål om momentum og fremdrift på pladen, som for første gang bremses en smule med den mere sfæriske og halv-skæve “Øst For Paradis”. Det er lyrisk et rigtigt “Aarhus-nummer”, hvor “Fatteren er præcis som for 10 år siden”, hvor et coverband spiller som gjaldt det livet. Har man nogensinde været i, eller som undertegnede boet i, Aarhus, så er der noget betryggende ved, at Fatter Eskil ligner sig selv… Nummeret har sådan set en fin lille og ret sød melodi, der langsomt “træller” afsted (man kan nynne Edwyn Collins’ “A Girl Like You” til nummerets mest iørefaldende melodistump!) men nummeret bliver med sine 4 ½ minut i sidste ende for langt. Det virker som en sang der kunne have haft godt af at blive trimmet og måske have fungeret som et kort mellemspil midt på pladen.
Tempoet falder yderligere på den efterfølgende “Lige Ved Og Næsten”, som isoleret set er en smuk klaverbåret ballede, der emmer af blålig og eftertænksom stemning. Her er den med sine under 2 ½ minut næsten for kort? Den kunne sagtens have været længere og kommer så til at virke som det mellemspil ovennævnte skulle have været, i min optik men nu er jeg jo ikke sangskriver, heldigvis! Problemet opstår i den sammenhæng nummeret indgår, for den følges op med den afsluttende “Marboro”, der næsten tager EPen yderligere ned i tempo og giver den en landing der, hvis man regner de 2 foregående numre med, får en meget “blød” landing.
Jeg ved ikke om man kunne have ændret rækkefølgen af tracklisten og blandet de 3 sidste numre med de 2 første, man har jo nok overvejet rækkefølgen en del formoder jeg? Både åbneren “Eva” og den efterfølgende “Rør Ved Mig” har jeg tidligere anmeldt i Repeat og vil derfor ikke dykke så meget ned i dem igen og gentage mig selv. Men begge er vokset ved gentagende lyt i forbindelse med denne EP og er virkelige stærke singler og sange i sig selv. Her viser Vanggaard for alvor sine evner som snedker af enkle, iørefaldende melodier og nogle mundrette tekster, der bare rammer plet på popskiven. “Eva”, som den sødmefulde hyldest med en snert af noget “ynkeligt”: “Eva, jeg stalker dig hver gang jeg har WIFI”, den linje får mig af en eller anden grund til at trække på smilebåndet, selv om det jo egentlig er lidt usselt det vores fortæller har gang i. “Eva, jeg ser du har fået en ny fyr // Men tænker du på mig, hver gang han kysser dig?”, åh, arme mand!
“Rør Ved Mig” er også sød (der var det ord igen) men også mere længselsfuld og måske endnu mere higende efter kærlighed end åbneren. Det bliver dog aldrig trist eller nedslående, på grund af den lette tone og fordi vores fortæller er villig til at udstille sig selv lidt og ikke bange for at fremstå som lidt af en forelsket putz. Der har vi vist alle været…
Lukas Vanggaard kan noget med de enkle byggeklodser han bruger både i tekst og musik, som gør det hele meget relaterbart og med fare for at gentage mig selv, gør hans musikalske univers dejligt umiddelbart. Der er ikke skyggen af noget prætentiøst her men han finder den rette balance, hvor det heller ikke kommer til at fremstå hverken for ynkeligt eller letbenet. Det her er ikke “bare” pop, der er faktisk noget at komme efter.
Vi ender på 4 søde stjerner for det samlede indtryk, der kun hæmmes lidt at EPens opbygning. Jeg vil ikke sige, at Vanggaard har potential, han ER allerede god.
Af Ken Damgaard Thomsen
